Christian opdagede tiltalt i skoleskydersag på kvindehadske fora

En 27-årig mand, som er tiltalt for at ville udføre et eller flere masseskyderier, var i flere år særdeles aktiv i såkaldte incels-grupper på internettet, hvor han hyldede udenlandske massemordere.

Christian Mogensen er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik.

Her forsker og undersøger han blandt andet forskellige gruppers adfærd på internettet, og her opdagede specialkonsulenten ved et tilfælde en mand, som han var sikker på var dansk.

- Manden forholdt sig til danske studerende, studiner og studenterfester, og han beskrev, hvordan han aldrig har været en del af ungdomskultur og festkultur, siger Christian Mogensen.

Hyldede massemordere

Det er i et såkaldt incel-forum på internettet, Christian Mogensen støder på det, som skal vise sig at være en 27-årig nordjysk mand.

quote Han har været en del af et miljø og fællesskab, hvor man hylder de amerikanske og canadiske massemordere.

Christian Mogensen, specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik

Begrebet incel bliver brugt af en gruppe af drenge og mænd på nettet, som er vrede på kvinder og samfundet over, at ingen kvinder vil have sex med dem, og de vil hævne sig med voldelige handlinger .

Sådan er det også for den 27-årige.

- Han har været en del af et miljø og fællesskab, hvor man hylder de amerikanske og canadiske massemordere, som har begået mord, overfald og terrorangreb i incel-miljøets navn. Han hylder navngivne af dem, og det tyder også på, at hans planlægning og hans manifest var i tråd med nogle af deres forfærdelige angreb i udlandet, siger Christian Mogensen.

Var meget aktiv i grupperne

Christian Mogensen opdagede den 27-årige mands profil i foråret 2020, og han fulgte ham indtil december 2020, ligesom han også fandt frem til de kommentarer og opslag, manden har lavet siden 2018.

Den 27-årige er meget aktiv i kvindehadske grupper på nettet.
Den 27-årige er meget aktiv i kvindehadske grupper på nettet. Foto: Simon Mølgaard

- Som sådan var han ikke voldsommere end andre brugere derinde. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at han passede godt ind. Men omfanget af det materiale, han sendte ud, var påfaldende. Det var 10-12 opslag om dagen, og det var meget mere end de andre brugere, lyder det fra specialkonsulenten.

Christian Mogensen var i gang med et projekt om incels i en nordisk kontekst, da han opdagede den 27-årige. De mange opslag fik Christian Mogensen til at undersøge hans færden, og i juni 2020 ringede alarmklokkerne for alvor.

- I løbet af den periode, jeg fulgte ham, blev jeg også opmærksom på, at han var i besiddelse af skydevåben, som selvfølgelig er noget af det, der gjorde, at jeg ringede til politiet, siger Christian Mogensen.

Drevet af brændende kvindehad

Det er ikke bare Christian Mogensen, som havde opdaget den 27-årige danske mand i incel-grupperne. Også digital analytiker Christian Skettrup fra Foreningen Digitalt Ansvar spottede mandens profil i flere kvindehadske fora på internettet.

Den 27-årige havde skrevet næsten 6.000 opslag over en længere årrække. Det har Foreningen Digitalt Ansvars og DRs kortlægning af hans færden i det miljø på internettet afsløret.

Her har han blandt andet beskrevet, hvordan had til kvinder var ved at æde ham op, og at han hadede at se unge piger på studentervogne.

- Han har været ekstremt aktiv i de her onlinefora, forklarede Christian Skettrup i december til TV2 Nord.

Den 27-årige skrev blandt andet i 2018, at "jeg fucking hader piger, muligvis mere end nogen andre". Det og de øvrige opslag er lavet i et såkaldt incelforum, hvor incel er en forkortelse for ufrivilligt cølibat.

Ifølge specialkonsulent Christian Mogensen er den 27-årige en toneangivende figur i grupperne.
Ifølge specialkonsulent Christian Mogensen er den 27-årige en toneangivende figur i grupperne. Foto: Simon Mølgaard

- Udover det så er der blandt incels typisk også en voldsparathed. Det er et sted, hvor der bliver diskuteret våben. Tidligere massemordere, skoleskydere og seriemordere bliver forgudet og set som en form for profeter for nogle af de her incels, forklarer Christian Skettrup.

27-årige fremviste våben på nettet

Samtidig med at Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik opdagede, at den 27-årige lagde opslag op med våben, var Christian Skettrup også opmærksom på det, og han havde allerede meldt den unge mand til politiet, da Christian Mogensen henvendte sig.

Den 27-årige blev anholdt i sin lejlighed, hvor politiet beslaglagde to våben, som han opbevarede ulovligt.

Manden blev senere løsladt, men blev igen anholdt 16. december 2020, efter at han tre dage tidligere havde bestilt en AR 15-riffel på dark web.

Christian Mogensen begynder at følge den 27-årige i foråret 2020.
Christian Mogensen begynder at følge den 27-årige i foråret 2020. Foto: Simon Mølgaard

Opdaget i sidste øjeblik

Specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen forklarede i december, at det var anklagemyndighedens vurdering, at man med anholdelsen havde afværget et eller flere masseskyderier. En vurdering, som specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen deler.

- Den bevægelse, han giver udtryk i den periode, jeg følger ham, fra den tidlige sommer (2020, red.) og indtil han forsvinder fra hjemmesiden (dec. 2020, red.) er en deroute. Det er en nedgang, og for hver dag, der går, er det et skridt tættere på, at der skal ske et eller andet. Af det materiale, som jeg er blevet forelagt i forbindelse med retssagen, kan jeg se, at det har været lige op over for at bruge et jysk udtryk, siger Christian Mogensen.

Tiltalt for at planlægge masseskyderier

Den 27-årige er blandt andet tiltalt for forsøg på manddrab ved at have planlagt at dræbe flere ved masseskyderier i Nord- og Østjylland.

Målene for skyderierne skulle være flere skoler og institutioner samt en børnehave i Nord- og Østjylland. Ifølge anklagemyndigheden skete planlægningen over en periode på mindst fem år fra 2015 til 16. december 2020.

Den 27-årige blev fremstillet i grundlovsforhør 17. december 2020. Det blev holdt for lukkede døre, og derfor er det hemmeligt, hvad den 27-årige forklarede i retten. TV2 Nord har fået aktindsigt i kendelsen fra retsmødet, og her fremgår det, at den 27-årige under afhøringen i retten forklarede, at han i 2018 havde besluttet ikke at gennemføre masseskyderierne.

Den 27-årige blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør 17. december 2020.
Den 27-årige blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør 17. december 2020. Foto: Per Frank Paulsen

Utroværdig forklaring

Det fremgår også af kendelsen, at den 27-årige havde planlagt en dato i oktober 2018, hvor han ville udføre sine ugerninger, men at han valgte at overskride den dato. Retten vurderede dog, at den 27-åriges forklaring ikke var troværdig, fordi han i efteråret 2020 – efter at politiet havde ransaget hans bopæl 12. juni 2020 – foretog søgninger om køb af våben, ligesom der på hans google-drev blandt andet blev fundet materiale om skoleskyderier og et manifest.

Ifølge TV2 Nords oplysninger har manden på det sociale medie Youtube set en række videoer, som formentlig kan relateres til planlægningen af skoleskyderierne.

På sin Youtube-kanal har den 27-årige mand lavet en liste over foretrukne videoer. Den indeholder blandt andet en video om, hvordan man sikrer sin computer mod politiet og flere videoer om våben samt en video om selvmord.

Den 27-årige nægter sig skyldig. Sagen skal for retten i Aalborg i begyndelsen af det nye år, og der er nedlagt navneforbud. TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med mandens identitet.
Den 27-årige nægter sig skyldig. Sagen skal for retten i Aalborg i begyndelsen af det nye år, og der er nedlagt navneforbud. TV2 ØSTJYLLAND er bekendt med mandens identitet. Foto: Privatfoto

Skrev manifest

Planerne om at udføre et eller flere masseskyderier er beskrevet i et manifest, som han havde uploadet til sit google-drev. Her er der beskrivelser af, hvordan han ville udføre et masseskyderi, ligesom han i en periode har lavet rekognoscering og adskillige videooptagelser om planerne.

Ifølge specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen er det helt normale kendetegn for incels som den 27-årige.

Han havde også anskaffet sig bil og tøj, der skulle bruges i forbindelse med et masseskyderi.

Den 27-årige mand har været varetægtsfængslet siden 17. december 2020, og siden april sidste år har han været på psykiatrisk sygehus. Han nægter sig, ifølge forsvarer Ulrik Henriksen, skyldig i tiltalen med undtagelse af det forhold, som drejer sig om ulovlig opbevaring af våben og ammunition.

Anklagemyndigheden kræver den 27-årige dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Planlægningen bestod ifølge anklageskriftet i:

Var medlem af skytteforening

Den 27-årige har lovligt haft adgang til en række våben, da han i flere år har haft våbentilladelse, og han har lært at skyde i en nordjysk skytteforening. Men under en ransagning på mandens bopæl i juni 2020 opdagede politiet, at han ulovligt opbevarede to våben og skarp ammunition i en skrivebordsskuffe. Det er våben, der kun må bruges i klubregi.

Den 27-årige mand var medlem af en nordjysk skytteforening.
Den 27-årige mand var medlem af en nordjysk skytteforening.

12. juni 2020 bliver den 27-årige anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. I to-tre uger er han væk fra internet-grupperne men vender så tilbage.

- Han er nu endnu vredere, også på de andre brugere på denne hjemmeside. Han er skuffet over, der ikke var nogen, som har spurgt ind til, hvordan han havde det, eller hvor han var henne i den periode, han var væk, siger specialkonsulenten fra Center for Digital Pædagogik.

Christian Mogensen fortsætter med at følge den 27-årige, og det samme må man formode, politiet gør, for da manden i december 2020 på det såkaldte dark web bestiller en AR 15-riffel, slår politiet til og anholder ham.

Facebook-profil lukket ned

Den 27-årige har, indtil sagen blev kendt i offentligheden i slutningen af december 2021, haft en fuldt tilgængelig facebookprofil med billeder af sig selv fra både barndom og ungdom. Her fortalte den 27-årige tilbage i 2015 om, at han havde bestået haglskydeprøven, som man skal gennemføre for at få jagttegn.

Det er efter det tidspunkt, den 27-årige ifølge anklageskriftet begyndte sin planlægning af masseskyderierne.

I et andet opslag på Facebook skrev han også om legalisering af skydevåben. Den 27-årige argumenterede for, at "vi som mennesker skulle have mulighed for at beskytte os selv".

Dyrkede goth-miljø

Af Facebook-profilen, som nu er slettet, kunne man også se, hvordan han gennem en periode dyrkede det såkaldt goth-miljø, ligesom han også jævnligt delte sine tanker – ofte i forbindelse med triste og emotionelle sange.

Goth-kulturen

Enkelte af hans opslag er blevet kommenteret af pårørende, som har tilkendegivet, at de håber, han snart får det bedre.

Den 27-årige har haft bopæl i flere mindre byer i Himmerland sammen med sin familie, og af opslag på Facebook fremgår det, at han allerede fra 20 års alderen har skilt sig ud.

Da han er 21 år bliver han kæreste - i en kort periode - med en 15-årig pige. Hun erklærer sin kærlighed til ham, og det falder ikke i god jord hos hendes venner, da han både er ældre end hende og bekender sig til emo-kulturen, som er en subgenre af hardcore punk. Kulturen opstod i begyndelsen af 1980'erne og udviklede sig senere til en mere omfattende identitet og livsstil.

Tæt på at gennemføre skyderi

Både de interneteksperter, som har nærstuderet den 27-årige mand i miljøet for incels på internettet, og anklagemyndigheden vurderer, at den 27-årige var tæt på at ville udføre en voldsom handling. Ifølge Christian Mogensen adskiller han sig i sin voldsparathed fra mange andre, som også færdes i internetgrupperne.

- Fra noget af det arbejde, vi tidligere har lavet, ved vi, der er flere som ham derude. De er måske tidligere i forløbet eller på vej ud af miljøet. Det, vi kan gøre for at forebygge de her begivenheder, er at have en opmærksomhed på dem, inden de forsvinder ind i de hadefulde og voldsforherligende miljøer. Det betyder, at der skal være en opmærksomhed på mistrivsel og ulykkelighed hos unge mænd, siger Christian Mogensen, som peger på, at man i Danmark har et godt socialt system til at hjælpe unge ud af kriser.

Flemming Nielsen stod bag Danmarks hidtil eneste skoleskyderi. Det fandt sted i en kantine på Aarhus Universitet i 1994
Flemming Nielsen stod bag Danmarks hidtil eneste skoleskyderi. Det fandt sted i en kantine på Aarhus Universitet i 1994

Danmarks eneste skoleskyderi var i 1994

Mens skoleskyderier har fundet sted i USA og Canada en del gange, så er det kun sket en enkelt gang i Danmark. Det var 5. april 1994 i kantinen på Nordisk Institut på Aarhus Universitet den første dag efter påskeferien.

Om formiddagen gik en 35-årig mandlig studerende ind i en lille kantine på Aarhus Universitet, der lå i forbindelse med Nordisk Institut på hjørnet af Aldersrovej og Niels Juels Gade.

Han trak et oversavet jagtgevær op af en sportstaske og dræbte to kvindelige studerende samt sårede to andre kvindelige studerende. Derefter låste han sig inde på et toilet og begik selvmord ved at skyde sig selv i hovedet.

Senere samme dag fandt politiet et afskedsbrev på mandens kollegieværelse, hvori han havde skrevet, at han ikke kunne klare mere, og at han ville dræbe nogle personer, inden han ville tage sit liv.

I 2003 fik tv-programmet Krimizonen adgang til to af mandens afskedsbreve. Heri fremgik det, at han specifikt ville slå kvinder ihjel.

Så langt nåede den 27-årige mand ikke.

Nævningesagen mod den 27-årige mand begynder i morgen i retten i Aalborg. Her skal den 27-årige og en række vidner afgive forklaring.

Der ventes at falde dom i sagen 3. februar.

TV2 ØSTJYLLAND har en reporter til stede i retten i Aalborg, når retssagen begynder mandag. Vi live-opdaterer fra retssagen på tv2østjylland.dk.