Flemming stod bag Danmarks eneste skoleskyderi

Det er 26 år siden, at Danmarks første og eneste skoleskyderi fandt sted. Det skete på Aarhus Universitet.

Flugten fra det ukendte

Birgit er død. Hun ligger på gulvet i universitetets ikke-ryger-kantine. Blodet siver stadig fra skudsåret i hendes hoved. Nu skyder manden med jagtgeværet igen. Han er kun tre meter fra Eva, da han trykker på aftrækkeren.

Det er den første dag efter påskeferien på universitetet. For få minutter siden en helt almindelig dag. Fuld af hyggesnak, eksamensforberedelser og fornemmelsen af at have god tid. I den store ryger-kantine sidder nogle studerende endnu og sludrer.

Men nu er hyggesnakken blevet forstyrret. Et kæmpe brag har lydt. Måske inde fra ikke-ryger kantinen lige ved siden af? De to studerende Claus Gade og Marianne sidder bagest i ryger-kantinen og ser undrende på hinanden. Er en stor tung metaldør blevet smækket? Eller er dramaturgi i gang med en videoproduktion med larmende effekter?

Claus er 26 år og læser kunsthistorie sammen med Marianne. Formiddagspausen er lige slut og egentlig skulle Claus og Marianne allerede være tilbage i formningslokalet.

Privat foto

Men de sidder her altså endnu, da der lyder endnu et brag. Nu er der nogen, der skriger. Advarende. Det er alvor, tænker Claus. Hans puls hamrer i halsårene. Lynhurtigt får han Marianne med hen til kantinens luge til opvask. Den må blive deres flugtvej ud i køkkenet. De skal bare væk. Nu.

Rekonstruktion

Claus kravler rundt oppe i store bakker med beskidt porcelæn. Tallerkener smadres larmende mod gulvet. Sekunder føles som minutter. Han ser sig selv fra oven, mens han sætter den ene hånd efter den anden for at komme fri af opvasken og væk. Væk hurtigst muligt.

Genre foto
Claus Gerningsmand

Manden med sportstasken

Genre foto

En halv time tidligere er alt, som det plejer i universitetets kælderkantine. Formiddagspausen er i fuld gang. Godt 100 studerende i dansk, spansk, kunsthistorie og dramaturgi spiser, sludrer og drikker kaffe fra deres medbragte termokander. Nogle af de studerende i den store kantine ryger også indendørs, for det er der ingen problemer i her den 5. april 1994.

En mand træder ind. Hans hår er krøllet, han har store briller og er iført gul skjorte, blå jakke og spraglet slips. I hånden bærer han en lille blå sportstaske fra Hummel. Nu lusker han irriteret frem og tilbage langs kantinens disk. Han søger osten. En meget hverdagsagtig ting. Men i tasken skjuler han noget, der er langt fra hverdagslivet. Noget som i de kommende minutter vil ændre mange liv for altid.

Genre foto

I køkkenet er der ekstra travlt i dag. Der er ingen rester at servere, og en af køkkenets fire ansatte har meldt sig syg. Derfor sidder kantinelederen selv – den 44-årige Karen Gleit – ved kassen.

Genre foto

Manden med sportstasken nærmer sig Karen. Han kan ikke finde osten. ”Alting får fandeme også nye pladser,” lyder det vrissende. Karen forlader sin plads ved kassen og henter to skiver ost til ham. Hun undskylder, men synes, det er for meget, at han er sur og skælder ud på den måde.

Genre foto

Karen har set manden før. Han er kommet i kantinen gennem flere år, men er der ikke så ofte og siger ikke ret meget. Hun opfatter ham som lidt usoigneret, nogle gange med skæg, men altid i skjorte. Da han har fået ostemaden, hanker han op i sportstasken og går ind i rygerkantinen. Siden har Karen med gru tænkt på indholdet af den taske, der stod på gulvet ved hendes kasseapparat.

I rygerkantinen breder der sig en duft af roastbeef. Kantineleder Karen steger for flere tusinde kroner i dag. Udenfor skinner solen, og kantinens borde er pyntet med gule påskelys. Der er mange mennesker i kantinen. Næsten ingen ledige borde da Kim Anette Page træder ind sammen med sin veninde.

Klokken er lidt i elleve og Kim Anette skal snart til vejledning. I bunden af kantinen finder hun og veninden et ledigt bord. Her slår de sig ned. Kim Anette giver sig til at kigge i Børneteateravisen, mens hun drikker sin kaffe. Der er kun et par meter fra bordet og hen til kantinens opvaskeluge.

Manden med ostemaden og sportstasken er også i den fyldte kantine. Han har sat sig alene ved et bord. Men han sidder der kun nogle få minutter. Så rejser han sig, griber fat i sportstasken og forlader kantinen.

Kort efter begynder undervisningen i dansk, spansk og kunsthistorie igen. De fleste af de godt 100 studerende i kantinen begynder at sive mod undervisningslokalerne. De skodder smøgerne, lukker termokanderne og går. Uvidende om, hvad der skal til at ske i det lokale, de lige har siddet og hygget sig i.

Genre foto
Gerningsmand

Sportstaskens hemmelighed

Ikke-ryger kantinen er også ved at være tømt for studerende. Faktisk er de kun fem tilbage. Længst inde mellem søjlerne ved vinduet sidder tre unge kvinder fordelt ved to borde. Birgit Bohn Wolfsen og Eva Bech Hansen sidder sammen helt henne ved vinduet. De er begge 24 år og læser dansk på samme hold. Nu sidder de og venter på en veninde.

Ved bordet foran Birgit og Eva sidder 22-årige Rikke Duve fordybet i en bog. Hun studerer kunsthistorie. Foran sig på bordet ligger Freuds Psykoanalyse, og hun er helt opslugt af bogen. Hun bemærker det ikke, da en mand træder ind i lokalet.

Det er manden med den blå Hummel-sportstaske, som nu er kommet ind i ikke-ryger kantinen. Hans hår er krøllet, brillerne store og skjorten gul. Manden går hen mod bordet ved vinduet, hvor Birgit og Eva sidder og snakker. Hverken de to kvinder eller Rikke ved bordet foran kender ham.

Omtrent tre meter fra Birgit og Evas bord stopper han op. Nu afslører han sin gruopvækkende hemmelighed fra sportstasken. Et oversavet jagtgevær kommer til syne. Nu råber manden pludselig: ”Jeg hader jer!” Straks efter begynder han at skyde.

Genre foto

Det første skud rammer Birgit i hovedet. Hun falder om på gulvet og dør øjeblikkeligt. Senere rejser hendes mor fra Hjørring ned til Aarhus for at lægge en stor buket blomster på det bord, hvor Birgit sad. ”Mor har været her,” står der på kortet.

Birgit ligger blødende på gulvet, da manden affyrer sit andet skud. Det oversavede jagtgevær er bare tre meter fra Eva, da han trykker på aftrækkeren. Eva bliver ramt i halsen. Hun bløder voldsomt, men er fortsat ved bevidsthed.

Det hele er gået meget hurtigt. Ved bordet overfor Eva og Birgit sidder Rikke stadig med sin Freud-bog. Hun læser ikke mere. Hun er i chok. Nu vender manden med geværet sig om mod hende. Han går to skridt i hendes retning. ”Nu er det min tur,” tænker Rikke.

Uden at vide hvordan får Rikke sig rejst op. Manden standser og knækker sit gevær. Gudskelov er han nødt til at putte nye patroner i, før han kan fortsætte skyderiet.

Genre foto

”Nu skal jeg dø,” tænker Rikke. Men hun vil ikke give op. Med alle kræfter kaster hun Freuds Psykoanalyse i hovedet på manden. Hun skriger. Og nu løber hun. Så hurtigt, som hun kan.

Rekonstruktion

Inde i den store rygerkantine har Kim Anette efterladt sin veninde for at gå på toilettet. Veninden har hørt de to brag og nu hører hun en pige skrige. Instinktivt rejser hun sig og tager et par skridt mod døren ind til ikke-ryger-kantinen. Der må være en, som har brug for hjælp derinde, tænker hun.

Veninden standser, da Rikke kommer skrigende ud ad den dør, hun var på vej hen imod. Rikke stormer mod trappen op fra kælderen. Ud. Inde i ikke-ryger-kantinen er manden med geværet fortsat i gang med at lade. Rikke kommer kortvarigt tilbage. Stikker hovedet ind i ryger-kantinen. ”Han har et gevær,” råber hun. Så spæner hun igen mod udgangen.

Ved bordet nær opvaskelugen er Claus ikke længere i tvivl om, at noget er helt galt. Han kigger rundt i lokalet og fanger blikket hos en pige, der sidder nær den dør, Rikke løb ud ad. Siden har han ikke kunnet glemme de øjne. Nu går hans krop i en eller anden automatisk reaktion. Claus ser sig selv fra oven, mens han griber fat i Marianne og trækker hende med hen til opvaskelugen. De må væk.

Genre foto
Rikke Gerningsmand

”Ja, jeg har et gevær”

I den modsatte side af kantinen har den unge studerende Ellen Pedersen siddet og kigget i sine noter. Der er kun en håndfuld personer tilbage i ryger-kantinen nu. Bag Ellen læser en af de yngre lektorer avis, og endnu længere bagud sidder tre kvindelige studerende ved et bord.

Nu ser Ellen en ung kvinde rejse sig fra et bord, nær den dør, Rikke lige flygtede ud af. Ellen kender ikke kvinden, men får senere at vide, at hun hedder Randi Thode Vodder Kristensen. Randi er 27 år, fra Gram i Sønderjylland og i gang med at skrive speciale i litteraturvidenskab. Randi er alenemor. Mens Randi er på universitetet, er hendes niårige søn i skole.

Fra sin plads bagerst i kantinen ser Ellen, at Randi går mod døren til den lille kantine. ”Hvad sker der? Er der nogen, der har et gevær?”, hører Ellen hende spørge. Umiddelbart efter træder manden med det oversavede jagtgevær ind i den store kantine. ”Ja. Jeg har et gevær,” siger han.

Manden er meget tæt på Randi, da han trykker på aftrækkeren. Han rammer hende i baghovedet. Randi synker sammen op ad væggen. Hun er død.

Forfærdet kaster Ellen sig ned under det bord, hun spiser ved. Hun ligger helt stille. Pulsen pumper. Hun er i alarmberedskab. Hun er bange. ”Skal jeg dø nu?”, tænker hun.

Rekonstruktion

Bag Ellen sidder den unge lektor Peter Brix Søndergaard ved et bord. Hans tallerken er tømt, og han sidder nu og læser avis. Han har hørt brag, råb og skrig, men forstår endnu ikke, hvad det er, der er ved at ske omkring ham.

Manden med det oversavede jagtgevær skyder ned mod bunden af kantinen. Ned mod Ellen, Peter og de tre kvindelige studerende. Haglene spreder sig i alle retninger fra det oversavede jagtgeværs munding. Rammer stole og knuser saltbøsser.

Bag sig ser den unge lektor nu de tre piger vælte det bord, de sad ved. Den ene er fuldstændig blodig i hovedet. Nu går op for Peter, at noget helt forkert er ved at ske. Nogen skyder. Pigen er ramt af flere hagl. Han må reagere.

Rekonstruktion

Kantinens stole er designet af Arne Jacobsen. Dyre vinrøde myre-stole. Peter må i skjul. Han tager stolen ved siden af den, han har siddet på og vælter den. Kaster sig ned på gulvet. Kryber sammen i det lille skjul, stolens sæde kan give.

Rekonstruktion
Randi Gerningsmand

Ude på toilettet er Kim Anette ved at vaske hænder. Det er kun få minutter siden, hun forlod sin veninde ved bordet i kantinen. I de minutter er verden forandret. Men det ved Kim Anette ikke noget om, da hun forlader toilettet. Hun har bemærket nogle brag, men slår det hen: Det er nok nogen fra dramaturgi, der er ved at lave en performance.

Kim Anette er på gangen, da hun får øje på en mand med krøllet hår, store briller og gul skjorte. Hans øjne er opspilede og underligt stirrende. Han ser bindegal ud, tænker Kim Anette. I mandens hånd hviler et oversavet jagtgevær. Han har kurs direkte mod hende.

Af en eller anden grund går Kim Anette ikke i panik. Det er som om, hendes hjerne nægter at lægge to og to sammen. Bragene, manden med geværet og hans vanvittige blik er en del af en dramaturgioptræden, insisterer hendes indre. Så Kim Anette passerer tæt forbi manden på gangen uden frygt. Uvidende om den ugerning, han netop har begået.

Inde i kantinen ligger lektoren Peter på gulvet bag en stol. Lige bag ham har tre piger barrikaderet sig bag et væltet bord. Deres tasker, trøjer og notater flyder omkring dem. Peter hører endnu et brag og ved nu, at det må være et skud. Forsigtigt kigger han frem. En ung kvinde ligger på gulvet. Hun bløder.

Der er helt stille i kantinen. Alle lytter intenst fra deres skjul bag borde og stole. Peter aner ikke, hvor morderen blev af. Står han ude i gangen? Ligger han på lur? Vil han ramme dem nu?

Rekonstruktion
Kim Gerningsmand

Den larmende stilhed

Udenfor skinner solen. Dens stråler reflekteres i ambulancens hvide kølerhjelm. Det er koldt og klart. Den 35-årige falckredder Jan Storm Sørensen luner sig i førerkabinen sammen med sin kollega Kurt.

Makkerparret har netop fået et kald over radioen. Kaldet gør dem urolige. De har ikke fået særlig meget information, men noget er anderledes, end det plejer.

Genre foto

Nu holder Jan og Kurt uden for universitetets bygningskompleks på Trøjborg og gør præcis, som de har fået besked på over radioen: De venter.

Uden for bygningen står flere studerende. De dukker sig. Forsøger at gemme sig bag alt, hvad der kan give bare den mindste smule dækning. Flere klumper sig sammen bag parkerede biler, og enkelte ligger i skjul bag kantsten.

En politibil ankommer. Ventetiden for Jan og Kurt er forbi. Fire betjente stiger ud. Dybt fokuserede på opgaven. Betjentene er hyperopmærksomme. Klar til kamp. Og til flugt. Åndedrættet er hurtigt, bemærker Jan.

Genre foto

Betjentene fortæller, at der er blevet skudt inde på universitetet. Nu vil de gå ind. Jan og Kurt tager deres behandlingsudstyr og følger efter. De ved ikke, hvem der har skudt, eller hvor geværmanden eller -mændene er nu.

Jans puls stiger. Han kan mærke adrenalinen bruse. Kroppen gør klar til at handle eller flygte. Han er aldrig før gået med politiet ind på et aktivt gerningssted.

Den lille gruppe går ind i en kældergang på universitetet. Betjentene tager ladegreb på deres pistoler. 26 år senere husker Jan stadig tydeligt lydene fra pistolerne.

Genre foto

Gruppen bevæger sig langsomt frem på gangen. Det er et lukket gangsystem i en kælder. Her er ingen vinduer, og dørene er lukkede. Her er ingen steder at løbe hen. Gerningsmanden kan være hvor som helst.

Jan og betjentene kommer ind i ryger-kantinen. Tavsheden er larmende. Her lugter ikke ret godt, tænker Jan. Måske af krudtrøg? Lige indenfor ser Jan en ung kvinde halvvejs siddende op ad væggen. Hun er død. Kvinden er skudt på klos hold. Det er Randi.

Nogen klynker bag væltede borde længere nede i kantinen. En kvinde er blevet såret, konstaterer Jan. Hun bløder fra ansigt og ben, men det er ikke livstruende. På trods af, hvad der lige er sket, er der ingen panik eller forvirring i kantinen. Der er fuldstændig ro. Ingen ved, hvor geværmanden er henne, og om han kommer tilbage.

Jan og betjentene fortsætter deres søgning. De går ned ad en lang gang. Heller ikke her er der råb eller skrig. Bare stilhed. Her er ingen dagslys, ingen vinduer. Kun små runde lamper på væggene. Hvis geværmanden pludselig står der, har vi ingen steder at flygte hen, tænker Jan.

Jan Gerningsmand

Fra gangen er der en dør ind til toiletterne. Der er lys derinde. Døren til den midterste af de tre toiletbåse er lukket. Under toiletdøren løber en blodstribe, og et par patroner ligger på gulvet. Er det mon endnu et offer, der er derinde? Døren er låst indefra. Måske er det gerningsmanden og et offer? Betjentene råber. Ingen svarer.

Rekonstruktion

Imens er flere betjente og ambulancefolk ankommet. I ikke-ryger-kantinen finder de Birgit død og Eva hårdt såret. Hun er ramt i halsen og bløder kraftigt. Betjentene holder vagt med pistolerne trukket, mens ambulanceredderne får Eva ud ad nødudgangen. På kommunehospitalet fjerner kirurgerne op mod 100 hagl fra Evas hals. Hun overlever.

Tilbage på herretoilettet er en af betjentene klatret op på toilettet i båsen ved siden af den aflåste. Han ved ikke, om han kigger direkte ned i et skydevåben, når han stikker hovedet hen over skillevæggen. Synet, der møder ham, er chokerende. En mand har skudt sig selv gennem hovedet. Det må være gerningsmanden.

Jan ser også ned på manden i toiletbåsen. Han ser død ud. Men for at være sikker, skal de have ham ud fra toilettet. Døren kan kun låses op indefra, så Jan klatrer over skillevæggen. Ind til den døde mand. Han åbner døren, og sammen får de gerningsmanden ud på gulvet.

Politiet gennemsøger hans lommer. I den ene finder de 14 uaffyrede patroner. Jan tænker, at manden kunne have ryddet hele kantinen, hvis han ville. Når han ikke gjorde det, har han måske alligevel haft lidt samvittighed. Jan føler sjældent had, men han hader denne her mand, tænker han. For i kantinen har han lige set, hvad han har gjort.

Genre foto
Jan Gerningsmand

Kvindehaderen

Efter fundet på toilettet gennemsøger politiet hele bygningen. Til sidst kan de konkludere, at der kun var én gerningsmand. Han nåede at dræbe Randi og Birgit samt såre Eva hårdt og en fjerde kvinde overfladisk. Til sidst skød han sig selv på dette trøstesløse herretoilet. Men hvem var han, den mand, der en tirsdag i april 1994 trådte ind i kantinen og ændrede tilfældige menneskers liv for altid? Og hvorfor gjorde han det?

Det endelige svar på de spørgsmål, får vi nok aldrig. Men vi har en del brikker i dét puslespil, som giver det fulde billede af gerningsmanden. Lægger vi brikkerne frem, tegner der sig et uskarpt billede af, hvem han var, og hvorfor han skød fire uskyldige kvinder.

Vi ved, at gerningsmanden var et ensomt menneske, som ikke engang naboerne på hans kollegiegang kendte rigtigt. Han hed Flemming Nielsen. Han var 35 år og læste dansk i netop den bygning på Trøjborg, som han siden hærgede med et oversavet jagtgevær.

Privat foto

Vi ved også, at Flemming havde tænkt på både mord og selvmord længe før, han førte sin grusomme gerning ud i livet. ”Når det her læses, har jeg forhåbentlig myrdet et par værdiløse søer, som skal betale for de sår, jeg render rundt med,” skrev han i sin dagbog allerede halvandet år før skyderiet på universitetet.

Et andet sted i dagbogen omtaler han kvinder som ”hjernedøde nådesløse dåser,” som han havde et ”problematisk forhold til”.

Rekonstruktion

Formentlig var det ikke tilfældigt, at Flemming udelukkende skød mod kvinder på universitetet. Han havde det ikke nemt med det modsatte køn. Hans forsøg på at komme i kontakt med kvinder var kejtede, og det har formentlig ikke skortet på afvisninger.

Privat foto

I det supermarked, hvor Flemming dagligt købte ind, blev han også afvist af en kvinde, som arbejdede der. Kvinden opfattede ham som høflig og svarede venligt, når han viste hende sit nye tøj. Måske har han opfattet deres relation som mere end bare høflig kundekontakt, for en dag inviterede han hende hjem på kaffe. Kvinden blev meget overrasket og afslog øjeblikkeligt.

Genre foto

Deprimeret og aggressiv

Da Flemming stod op om morgenen den 5. april 1994 vidste han, hvad han ville gøre den dag: Han ville slå nogle kvinder ihjel og siden skyde sig selv. Inden han forlod sit kollegieværelse for sidste gang, placerede han afskedsbrevet, som han havde skrevet dagen før, synligt midt på et ryddet skrivebord. I kalenderen havde han også markeret dagen. ”D-day”, stod der.

Rekonstruktion

Flemming interesserede sig for død, mord og sågar seriemord. På hans værelse er der bøger og udklippede artikler om seriemordere. Og i kalenderen noterer Flemming, at han få uger før skyderiet har set et interview med den amerikanske massemorder og kannibal Jeffrey Dahmer. Dahmer dræbte 17 mænd og drenge og gemte deres afskårne hoveder og penisser.

Genre foto

Døden lader til at have optaget Flemming dagligt. Hver dag i 1994 frem til sit selvmord, noterede han dagens døde i sin kalender. ”7 dødsfald + 1 drab + 1 trafikdrab” stod der i bunden af en kalenderside. Når en måned var slut, lagde han tallene sammen: ”242 døde.” Hvor Flemming fik oplysninger om dagens døde, vides ikke.

Rekonstruktion

Det var svært at være Flemming, kan man læse i de dagbogsnotater, som blev fundet på hans værelse. ”Jeg ophober aggressioner. Dette er ikke en menneskeværdig tilværelse,” skriver han ét sted. ”Jeg føler mig død og tom indvendigt,” står der et andet sted. Måske var det disse tanker, der drev Flemming til at spise lykkepiller og opsøge en psykolog.

Genre foto

Hver tirsdag formiddag i 1994 tog han til Viborg for at tale med sin psykolog, Søren. Men 14 dage før skyderierne brød han med psykologen. De følgende tirsdagsaftaler er overskrevet i kalenderen med kommentarer som ”Pis ad helvede til!”

Rekonstruktion

Ensom og i pengeproblemer

Genre foto

Flemming lader til at have været meget alene i sit liv. Gennem næsten 10 år boede han på Søholtkollegiet i Silkeborg og pendlede ind til universitetet. Men selvom papirlappen med hans navn i kollegiets entré havde siddet der så længe, at den var gulnet, havde han ikke fået nogen rigtige venner.

Der var ellers et rigt socialt liv på Søholtkollegiet i begyndelsen af 1990´erne. I fællesstuen så de unge fjernsyn sammen, og kollegiets kiosk ”Sumpen” var et hyggeligt sted at hænge ud. Men Flemming ville ikke med. Jacob Steffens boede i samme bygning og husker, at de kun så ham, når han tømte postkasse eller vaskede tøj.

Privat foto

Flemming skilte sig også ud fra de andre studerende på kollegiet. Han var 35 år. De fleste var i begyndelsen af 20'erne og nogle endda yngre og gik i gymnasiet. De gik i stonewashed cowboybukser og T-shirts. Flemming var altid i skjorte og slips.

Privat foto

En enkelt gang var Jacob inde på Flemmings værelse. Gardinerne var trukket for. Reolen overfyldt med bøger. Der var dunkelt og lugtede tæt, men det var ikke uhygiejnisk derinde.

Jacob skulle egentlig bare hurtigt spørge, om Flemming ville være med til et nyt telefonsystem på kollegiet. Men Flemming stod længe og fablede om noget kompliceret med sit speciale. Jacob var 21 år og blev hurtigt utålmodig. Flemming rodede sig altid ud i nogle meget lange og komplicerede enetaler, husker han.

Det var ikke sådan, at de ligefrem grinte ad Flemming på kollegiet. Men snakken gik om, at han var evighedsstudent, og kollegianerne jokede indbyrdes med hans parfumeforbrug. Flemming brugte Yes Saint Laurent Kouros. En ”designer-deodorant”, som han kaldte det. Han sprøjtede på i så store mængder, at det kunne lugtes længe efter, han havde gået på gangen.

Genre foto

Måske skal årsagen til Flemmings ønske om at gå i skjorte, slips og designerdufte findes i hans barndom og ungdom. Faren var vicevært, og moren hjemmegående, da Flemming var dreng i et socialt boligbyggeri i Silkeborg.

Privat foto

Efter realeksamen – datidens tiende klasse – fik Flemming job som arbejdsmand. Det var først midt i tyverne, at han tog en HF-eksamen. Flemming ville på universitetet. Nu skulle han have stil. For når man går på universitetet, er man hævet en klasse, som han siger til sin 10 år yngre bror, John.

Privat foto

De første år på universitetet klarede Flemming udmærket. Karaktererne var gennemsnitlige, og han gennemførte på normeret tid. Drømmene og ambitionerne var store. Flemming skulle have direktørjobs, luksusvilla og Lamborghini, fortalte han viceværten på sit kollegium.

Privat foto

Da specialetiden kom, blev det til gengæld svært for Flemming. Han skulle kun til vejledning på universitetet én gang om måneden og tilbragte det meste af sin tid på kollegiet i Silkeborg. På 3,5 år skrev han 700 sider på maskine og næsten lige så mange i hånden. Flere gange skiftede han vejleder. SU'en løb ud.

Måske var penge også en af grundene til, at Flemming efter påskeferien 1994 fører sine morderiske planer ud i livet. Hans studiegæld var på mere end 200.000 kroner, og to dage før ferien fik han et nedslående brev fra kommunen: Den revalidering, som skulle hjælpe ham til at blive færdig og komme ud på arbejdsmarkedet, vil ikke komme mere.

Uanset hvad det var, der drev Flemming Nielsen til at skyde og dræbe tilfældige kvinder den aprildag, så ændrede begivenhederne mange uskyldige menneskers liv. En dreng mistede sin mor, en far mistede sin datter. En bror sin søster.

De tragiske begivenheder i kantinen på Aarhus Universitet står heldigvis fortsat som Danmarks eneste skoleskyderi. Det er i år 26 år siden, den ensomme og måske sindsforstyrrede Flemming så voldsomt og meningsløst vendte uskyldige menneskers liv på hovedet. Sårene bærer de fortsat med sig. Randi Thode Vodder Kristensen ville i år være blevet 54 år. Birgit Bohn Wolfsen ville være blevet 50.

Tekst

Kirstin Stefánsdóttir Egekvist


Redaktør

Asbjørn Andersen


Video

Christine Vestergaard


Design og udvikling

Frederikke Schmidt


Still-fotos

Kirstin Egekvist, Christine Vestergaard, Joachim Ladefoged, Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix, Andreas Hagemann Bro/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Stine Munk Jensen, Erik Luntang/Nordfoto/Ritzau Scanpix, Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix, Simon Knudsen, Claus Fisker, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Ernst van Norde/Ritzau Scanpix, Axel Schütt/Ritzau Scanpix, Kurt W. Sørensen, Carsten Ingemann, Peter Laursen, Niels Reiter, Poul Erik Vestergaard, Jan Hjortshøj, Erik Kragh, Find Clausen/Ritzau Scanpix.

Sådan har vi gjort:


Fortællingen om skoleskyderiet på Aarhus Universitet i 1994 er bygget på interviews og arkivmateriale fra dengang. Vi har dels brugt arkivmateriale lavet af TV2 ØSTJYLLAND i 1994 og dels materiale fra DR, Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende som baggrund for historien. Desuden har vi gennemført lange interviews med en række af de mennesker, som var til stede den dag i kantinen og som boede sammen med Flemming Nielsen på kollegiet i Silkeborg.