Giftig plante breder sig: Kan give slemme brandsår og væskende vabler

Den vilde pastinak vokser efterhånden rigtig mange steder i vores landsdel. Men den gule blomst kan blive et farligt bekendtskab.

Får man saft fra planten med de gullige blomster på sig, kan det udvikle sig til et slemt udslæt med store, væskende vabler. Privatfoto: Christian Løvenbalch Jensen

Den ser fredelig ud – ja, faktisk kunne man blive fristet til at plukke den til en sommerlig buket.

Læs også Nu inviteres forældre igen indenfor i daginstitutionerne

Med sine fine, gule blomster gætter man det nok ikke, men den vilde pastinak kan give grumme skader, hvis man rører ved den og får saften fra planten på sig og derefter bliver udsat for sollys.

Saften kan være lige skadelig, uanset om den blomstrer gul, så pas på.

Jens Reddersen, Biolog, Nationalpark Mols Bjerge

I Aarhus Kommune har man indtil videre i år fået syv henvendelser fra borgere, der ønsker den vilde pastinak fjernet. Og ifølge biolog hos Nationalpark Mols Bjerge, Jens Reddersen, kan vi godt forberede os på at se mere til den invasive, giftige plante i fremtiden.

- Det er en smuk plante, men den er altså farlig. Den indeholder et giftstof, og får man den saft fra planten på sig, og derefter opholder sig i sollys, så kan man få store, betændte vabler, der minder om andengradsforbrændinger, fortæller Jens Reddersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Breder sig hurtigt

Den giftige plante findes både i haver og på byggepladser, men det er især i vejkanten, at den vilde pastinak stortrives.

Man kan kende den på, at det er en skærmplante. Skærmplanter har små blomster, der sidder ude i en skærm, der minder om en paraply. Den giftige vilde pastinak har gule blomster, hvorimod andre, fredelige skærmplanter har hvide blomster.

Læs også Natasja laver smykker af modermælk og hårlokker

- Man kan dog ikke regne med, at den har gule blomster hele tiden - det har den kun i blomstringstiden. Men saften kan være lige skadelig, uanset om den blomstrer gul, så pas på, fortæller Jens Reddersen.

Vild pastinak er en skærmplante med gullige blomster, der sidder som en paraply i toppen. 

Planten, der oftest står i vejkanten, er fyldt med tørre frø. Når kommunens græsslåmaskiner trimmer de vilde planter i vejkanten, bliver plantens frø spredt. Og hvis maskinen har enkelte frø med sig videre, bliver de spredt til nær og fjern.

- Jeg har set den vilde pastinak sprede sig stille og roligt gennem de seneste år. Den har bredt sig til flere steder i Danmark og er nu mest udbredt i Østjylland. Men den findes også hist og her de fleste andre steder, lyder det fra biologen.

Ingen grund til panik

Selvom den vilde pastinak kan være farlig, så er der ifølge Jens Reddersen ingen grund til panik.

- Jeg synes ikke, der er grund til bekymring over vild pastinak. Vi skal holde øje med det. Begynder det at rasle ind med folk på skadestuerne, så må vi se nærmere på det. Men det er godt at gøre folk opmærksomme på det, så de ved, hvordan man skal håndtere det, fortæller Jens Reddersen.

Jens Reddersen tør godt at røre ved den giftige plante, fordi han skyller hænderne med vand bagefter. 

Bliver man udsat for den vilde pastinaks giftige saft, så skal man med det samme skylle de ramte områder med vand og dække huden til efterfølgende. Det er vigtigt, at solens stråler ikke rammer det berørte område, da det er solen, der aktiverer giften, som kan resultere i det smertefulde udslæt.

Læs også Østjysk fodboldhold ramt af corona på international fodboldlejr

- Der er ingen grund til at gå i panik. I virkeligheden omgiver vi os med mange giftige ting i naturen – man skal blot være opmærksom og sørge for at skylle saften væk og tage tøj på efterfølgende, der dækker området, siger han.

Skolebørn fik voldsomme sår og blærer

Sommertiden er højsæson for vild pastinak, der findes i flere naturområder.

TV2 ØST kunne sidste sommer fortælle om en skoleklasse i Høng på Sjælland, hvor en håndfuld børn blev forbrændt efter kontakt med den vilde pastinak.

Børnene fra en skoleklasse i Høng begyndte at få udslæt dagen efter, de havde været i skoven, hvor de var i kontakt med den giftige vilde pastinak.  Foto: Privatfoto: Christian Løvenbalch Jensen

Børnene havde været i skoven og leget i det høje græs. Det var først dagen efter, at de begyndte at få udslæt, der udviklede sig til store, væskende blærer.

Det fik efterfølgende Naturstyrelsen til at fjerne planterne fra området, selvom de normalt ikke bekæmper vild pastinak i naturen.

Læs også Saras butik blev skændet af graffiti: Pludselig trådte en ukendt mand til med hjælp

- Planten er i store dele af landet meget udbredt, især langs vejkanten, men det er ikke et sted, hvor folk opholder sig meget. Men man skal holde sig fra at plukke den, selvom det kan være fristende, fortæller Jens Reddersen.