Brandvæsnet slukkede stort bål med haveaffald - lidt for langt fra sankthans
Det er kun tilladt at brænde sit haveaffald på sankthansbålet.
Brandvæsnet blev søndag klokken 10.37 kaldt ud til en landejendom på Engvej i Galten, hvor der var godt gang i ét eller flere større bål.
En person havde set ilden nær en landejendom, og vedkommende ringede 112, og folk fra Østjyllands Brandvæsen kørte til stedet sammen med politiet.
Det viste sig, at der var tale om bunker af haveaffald i form af større grene, som man ifølge loven ikke må brænde af på andet end sankthansbålet i juni. Den slags skal komposteres eller køres på genbrugspladsen, fremgår det af affaldsbekendtgørelsen, som interesserede kan læse mere om her hos Miljøstyrelsen.
- Vi fik hurtigt slukket ilden, så meget mere var der ikke i det for vores vedkommende, siger operationschef Steen Bøje fra Østjyllands Brandvæsen.