Silkeborg henter topchef i Herning
Lone Lyrskov bliver ordførende direktør i Silkeborg Kommune
Silkeborg Kommune har fundet sin nye ordførende direktør.
Valget er faldet på 46-årige Lone Lyrskov, der afløser Jann Hansen den 1. august, hvor han efter eget ønske bliver Silkeborg Kommunes første direktør med særligt fokus på vækst og udvikling.
Lone Lyrskov kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Herning, og hun er valgt ud fra et ansøgerfelt på 12 kandidater.
- Vi får en ordførende direktør med 10 års erfaring som topleder. Hun har rådgivet borgmestre og byråd. Hun har formidlet og implementeret politiske beslutninger, og så har hun en ledelsesstil baseret på tillid og åbenhed, som passer rigtig godt ind i kulturen i Silkeborg Kommune. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Lone Lyrskov, siger Steen Vindum (V), der er borgmester i Silkeborg Kommune, til kommunes hjemmeside.
Se: Randers snupper Favrskov-boss
Lone Lyrskov er opvokset i Herning, men hun har tidligere boet 10 år i Hvinningdal i Silkeborg Kommune.
- Silkeborg er en kommune med en særdeles ambitiøs udviklingsstrategi, som jeg gerne vil være med til at føre ud i livet. Det er en kommune med fokus på erhvervslivet, regionalt samarbejde i Business Region Aarhus og en målrettet indsats for at udvikle lokaldemokratiet og velfærden sammen med borgerne. Jeg glæder mig meget til at fortsætte indsatsen i samarbejde med de mange dygtige medarbejdere og ledere, siger Lone Lyrskov.
Privat er hun gift og har to børn på henholdsvis 15 og 18 år.