Nu er planen klar for omstridt nybyggeri: - Det er uværdigt
Det omdiskuterede aktivitetscenter bliver nu en realitet, efter kommunen på et byrådsmøde tirsdag vedtog planerne.
Randers Kommune etablerer et nyt aktivitetscenter på Neptunvej.
Det ligger fast efter byrådsmødet tirsdag, hvor forslaget til fremtidig anvendelse af bygningerne på Neptunvej i Randers blev godkendt med 22 stemmer for og 6 stemmer imod.
Resultatet medfører, at aktivitetscentret på Marienborgvej i Randers drejer nøglen om og bliver til seks midlertidige boliger, mens dagsaktiviteterne flytter ned på Neptunvej.
'Uværdigt'
Flytningen er til stor frustration for Helle Holmberg og hendes søn Jesper Olsen, der er blandt de borgere, der nu skal vænne sig til de nye omgivelser, som blandt andet byder på industri og motorvej.
- Det er uværdigt. De kan ikke være det bekendt, siger Helle Holmberg, der er mor til Jesper Olsen, som i dag benytter sig af dagtilbuddet på Marienborgvej.
Rosa Lykke Yde (SF), formand for Socialudvalget i Randers Kommune, kan godt forstå, hvis situationen kan medføre usikkerhed for de berørte borgere og deres pårørende, men hun forsikrer, at det nok skal blive godt.
I forbindelse med flytningen bliver der åbnet for, at borgere kan få en individuel socialfaglig vurdering af, hvor de bedst modtager deres dagtilbud.
De ti nyopførte boliger på Neptunvej skulle oprindeligt bruges som udvidelse til et eksisterende botilbud på Neptunvej. Men byggeriet er kendt ulovligt af Planklagenævnet, da det var i strid med lokalplanen, og Randers Kommune har derfor måttet sadle om.
Historien ind til benet
Byrådet i Randers besluttede i september 2022 at opføre ti boliger med et hørende aktivitetshus til det nye tilbud Neptunhus på Neptunvej.
Der blev givet byggetilladelse til byggeriet i december 2022, og byggeriet opstartede i 2023.
Byggeriet blev senere kendt ulovligt af Planklagenævnet, der vurderede at bygningernes formål som handicapboliger var i strid med lokalplanen.
Tirsdag vedtages det, at de i dag tomme bygninger skal benyttes som medborgerhus. Dagtilbuddet fra Marienborgvej, hvor der i dag bor seks beboere med betydelige kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser, flyttes til Neptunvej.
Kilde: Randers Kommune.
Støj for en stund
Helle Holmberg frygter nu for sin søn Jesper Olsens fremtidsudsigter.
Han er atypisk autist og multihandicappet, hvilket vanskeliggør hans evne til at adaptere ind i de nye omgivelser.
- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, om han kan rumme at være derude, siger Helle Holmberg.
Hun frygter derfor, at ændringerne i Jesper Olsens hverdag kan ende ud i, at han bliver siddende hjemme i egen bolig uden stimuli. Og det kan medføre, at han bliver udadreagerende.
- Så skal han sidde der og kede sig resten af sine dage. Jeg frygter, det er endestationen, og det bliver ligesom at sende ham på plejehjem, siger Helle Holmberg.
Magtesløs
Helle Holmberg deltog tidligere på året i et dialogmøde med repræsentanter fra kommunen, hvor hun sammen med andre pårørende fik mulighed for at ytre sin holdning.
- Kommunen har slet ikke taget vores besyv med i den her beslutning. Der var ingen, som var positive over for tiltaget.
Hun fremhæver, at hun på trods af en følelse af afmagt ikke er færdig i sagen.
- Kampen er ikke slut, min søn skal ikke ende med at sidde hjemme, for så bliver jeg ved, indtil de finder et andet tilbud til ham.
Randers Kommune skriver i en pressemeddelelse, at dialogmøderne har medført, at der skal laves en udviklingsplan for området for at finde løsninger på trafiksikkerheden, beplantning på og omkring matriklen samt parkering.
- Jeg har meget stor forståelse for, at beslutningen kan medføre usikkerhed for borgere og pårørende. Derfor har vi aftalt ikke at forhaste noget. Alt skal være på plads, før vi åbner det nye tilbud, skriver Rosa Lykke Yde (SF), formand for Socialudvalget i Randers Kommune, i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Hun tilføjer, at der ifølge tilsynet er udfordringer med det eksisterende dagtilbud på Marienborgvej for en gruppe af borgerne, hvilket de nye rammer vil tage højde for.
- Det helt afgørende er, at der sker en individuel vurdering af hvilke borgere, der kan få glæde af det nye tilbud. Vi skal sikre de ydre rammer, herunder at trafiksikkerheden er i orden, skriver hun.
Efter planen vil det nye medborgerhus på Neptunvej være klar til brug til oktober.
Sådan fordelte stemmerne sig
Beslutningen om den fremtidige anvendelse af bygningerne blev godkendt med 22 stemmer for og 6 stemmer imod.
Imod stemte Østbroen, Enhedslisten, Velfærdslisten, Beboerlisten og Henriette Malland (UP).
Bo Ratz (C), Christian Boldsen (C) og Dansk Folkeparti undlod at stemme.