Prognoser spår sommervarme i lang tid
Det sommerlige vejr forsætter i Danmark. Et kig på vejrmodellerne viser lang periode med varmere vejr end normalt.
Siden lørdag den 11. maj har vi hver dag haft temperaturer over 20 grader, og meget tyder på, at det vil fortsætte.
TV 2 Vejret har kigget på de globale vejrmodeller, og her er tendensen den samme. Danmark vil få varmere vejr end normalt de næste tre til fire uger.
Det betyder, at vi i en lang periode kan forvente, at dagtemperaturerne kommer over 20 grader hver dag.
Varmere end normalt
Torsdag kan der komme regn over Danmark, men ellers ser det tørt ud resten af ugen med temperaturer i weekenden på 20 til 25 grader.
Kigger man på vejrkort for næste uge, ser det stadig varmt ud. Vejrkortene viser, at næste uges gennemsnitstemperatur kan komme til at ligge tre til seks grader over det normale.
Det betyder, at næste uges temperaturer ifølge modellen vil ligge mellem 20 og 25 grader.
Der kan komme nogle byger i løbet af ugen, men meget tyder på, at når ugen er omme, vil det stadig have været mere tørt end normalt.
Langtidsprognoser
Prognoser, der kigger flere uger ud i fremtiden, har en langt større usikkerhed end de normale vejrmodeller, der kun kigger tre til fem dage frem.
Når man laver en langtidsprognose, sætter man vejrmodellerne til at give et bud på vejret langt ud i fremtiden. Man laver flere kørsler med modellen, hvor man hver gang ændrer en lille smule på udgangspunktet for vejrmodellen.
Er der stor usikkerhed i vejret, vil en lille ændring i starten af kørslen få en stor betydning, når man kommer mange dage ud i prognosen.
Man kører klimamodellen 22 gange og ser så, hvor enige de forskellige kørsler er med hinanden ude på uge 2 og 3. Er der meget stor forskel i, hvad de enkelte kørsler for eksempel forudsiger af temperatur, så er prognosen usikker. Er der stor enighed, er den mere sikker.
De første to uge af juni forsætter det varme vejr
I uge 23 og 24 tyder meget på, at det varme vejr fortsætter. Tendensen er dog, at jo længere ud i juni vi kommer, jo mere nærmer vi os normale temperaturer.
I uge 23 (3. til 9. juni) vil ugens gennemsnitlige temperatur ligge omkring tre grader over normalen. Det vil med stor sandsynlighed hver dag give dagtemperaturer over 20 grader.
I uge 24 (10. til 16. juni) er signalet ikke så tydeligt i forhold til varmere vejr, men modellen viser stadig, at temperaturen vil ligge over det normale med 1 til 3 grader. Det vil give dagtemperaturer over 20 grader alle dage i ugen.
TV 2 Vejret har kun kigget på sandsynligheden for varmere eller koldere vejr end normalt og ikke på skydække og muligheden for regn. Det betyder, at vi godt kan have en uge med varmt vejr, hvor der samtidig er skyer eller regnbyger.