Togsignal saboteret med skum: - Vi tager det meget seriøst
Et advarselsanlæg på en jernbaneoverskæring i Lysbro syd for Silkeborg har været udsat for sabotage.
Onsdag formiddag var BaneDanmark ude at kontrollere sikkerhedsanlægget på overskæringen ved sommerhusvejen Farmen. Her opdagede kontrollørerne, at højttalerne, der advarer mod passerende tog, var dækket af skumgummi.
Det oplyser Carsten Holm, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg.
- Så kan man tænke, at det er drengestreger, men det er bare farligt. Anlægget skal kunne advare trafikanter, siger politiassistenten.
BaneDanmark har anmeldt hærværket til politiet.
- Vi tager det meget seriøst og har sikret os det her skumgummi, så vi kan undersøge, om det er muligt at udtage DNA-spor, siger Carsten Holm.
To døde i samme område
Han fortæller, at politiets interesse er ekstra skærpet, fordi der tidligere har været to dødsulykker ved overskæringer meget kort derfra.
I 2021 mistede en 35-årig kvinde fra Silkeborg-området livet, da hun blev påkørt i sin bil ved jernbaneoverskæringen på Funderholmevej. Der var dengang ingen bomme på overskæringen, men lys- og lydsignal.
I 2010 døde en 14-årig pige fra Funder, da hun blev ramt af toget ved en skovsti, der går over jernbanen til Ærøvej. Hun kom cyklende, da ulykken skete. Heller ikke her var der dengang bomme, men kun lys- og lydsignal.
Overskæringen, hvor lydanlægget har været dækket af skum, har bomme i kørselsretningen og lysadvarselsanlæg.