SF: Coronaramte byer skal uddele gratis mundbind på hotspots
SF vil blandt andet uddele mundbind ved rutebilsstationer.
SF vil nu have sundhedsministeren til uddele mundbind gratis på kommunale smitte-hotspots.
- Vi ved, at mundbind kan bremse smitten, og derfor skal de være nemt tilgængelige i de områder, hvor folk samles og smitten derfor er størst. Derfor vil vi gøre mundbind tilgængelige på de steder, hvor mange mennesker samles, og de skal være gratis, siger sundhedsordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, i en pressemeddelelse.
Læs også
Ifølge SF skal det være op til kommunerne at beslutte, hvor mundbindene skal uddeles.
- I bund og grund er det kommunerne selv, der bedst ved, hvor man bør sætte ind. Det er dem, der ved hvor folk samles i deres kommuner, og smitterisikoen derfor er størst, lyder det fra Kirsten Normann Andersen.
Kræver nye metoder
Silkeborg har i de seneste uger været hårdt ramt af coronaudbrud, og byen var indtil mandag underlagt særlige restriktioner.
- Mundbind skal gives gratis ud, så dem, der tjener mindst ikke bliver presset på pengepungen, siger medlem af kommunalbestyrelsen i Silkeborg, Bente Refslund.
Læs også
Det stigende antal smittede i Randers kræver nye metoder, mener byrådsmedlem for SF i Randers, Rosa Lykke.
- Man kunne for eksempel uddele dem ved rutebilsstationen. Den er et knudepunkt for offentlig transport, men samtidig ligger den også centralt i byen, hvor der er mange forbipasserende, siger hun.
En vigtig investering
SF har allerede stillet forslag om at uddele gratis mundbind i den offentlig transport, men ordningen skal også gælde andre steder, hvor det kan svært at holde afstand.
- Det ville virke mod smittespredningen, og så vil det sende et klart signal om, at det er uhyre vigtigt at tage det stigende smittetryk seriøst, siger Kirsten Normann Andersen og fortsætter:
- Især nu, hvor temperaturerne snart begynder at falde, er det særligt nødvendigt, at vi gør alt hvad vi kan for at holde smittetallene nede. Det er vigtigt, at vi handler på det, og her er mundbind en vigtig investering.