Mere end 350 sider ramt: 25-årig dømt i stor sag om cyberangreb
Retten i Viborg har i dag idømt en 25-årig mand fra Silkeborg Kommune ni måneders betinget fængsel for omfattende cyberangreb.
En 25-årig mand fra Silkeborg-egnen er i dag blevet dømt ved Retten i Viborg for at have angrebet mere end 350 hjemmesider og gjort dem utilgængelige for besøgende i en periode.
Dommen lød på ni måneders betinget fængsel uden krav om samfundstjeneste.
Den tiltalte erkendte sig i retten skyldig og var ikke tidligere straffet.
Læs også
Anklageren gik efter et år og seks måneders betinget fængsel med krav om samfundstjeneste.
Manden benyttede sig af såkaldte DDoS-angreb til at overbelaste hjemmesidernes servere, så de lukkede ned, og hjemmesiden ikke kunne tilgåes af brugere.
Havde lært at lave angreb på Youtube
I retten fortalte han, at han havde lært at lave DDoS-angreb ved at se videoer på YouTube.
Midt- og Vestjyllands Politi har ikke tidligere oplevet en sag om cyberangreb i denne størrelsesorden.
- De dukker op en gang imellem, men det her omfang er aldrig set før. Efter min overbevisning er det her den største sag, vi har haft i Danmark, hvad angår DDoS-angreb, sagde specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ulrik Panduro til TV MIDTVEST tilbage i oktober 2020, da manden blev tiltalt i sagen.
Den 25-årige skrev på twitter under navnet '_RektFaggot_', når han havde nedlagt en ny hjemmeside.
Den røde tråd er dyr
Manden var dyrerettighedsaktivist. Alle hjemmesider, som manden nedlagde, havde noget med dyr at gøre.
Det var blandt andet hjemmesider for zoologiske haver, islandske og japanske hjemmesider om hvalfangst, hjemmesider med dyreporno og handelsministeriers hjemmesider i lande, der beskæftiger sig med eksport af pels.
De største angreb var på hjemmesiden for en stor japansk lufthavn, der kort forinden havde anholdt en dyrerettighedsaktivist, og hjemmesiden for den berømte amerikanske forlystelsespark SeaWorld, der blandt andet er kendt for sine spækhugger-shows.
- Formålet var at lukke SeaWorld ned, på grund af den måde, de behandler deres dyr på. De har deres store dyr i nogle små akvarier, som de ikke var skabt til, sagde den dømte i dag i retten.
Midt- og Vestjyllands Politi har også modtaget anmeldelser om angreb på hjemmesider i Norge, Ungarn og USA.
FAKTA OM DDOS ANGREB
- Et DDoS (Distributed Denial of Service) angreb er et ondsindet forsøg på at lukke et websted eller web-server ned ved at belaste dennes båndbredde.
- Man kan arrangere et angreb via fjernadgang ved at instruere en gruppe af inficerede computere kendt som botnets til gentagne gange at kontakte en webside eller server.
- Man kan også bruge malware og trojanske vira til at bringe pc'er i et botnet. Denne pludselige vækst i web-trafikken kan forårsage at en hjemmeside arbejder langsommere eller lukker helt ned.
Kilde: Rigspolitiet
Første angreb for seks år siden
Sagen om den midtjyske hacker begyndte tilbage i 2015, hvor de første angreb fandt sted. De første anmeldelser tikkede dog først ind i 2016, hvor FBI indgav en anmeldelse til dansk politi om, at hjemmesiden for en zoologisk have i Florida var blevet udsat for et såkaldt DDoS-angreb, som havde lagt hjemmesiden ned.
De havde sporet angrebet til en IP-adresse i Midtjylland, og dansk politi overtog derfor efterforskningen.
Læs også
Det førte til, at politiet ransagede den dengang 20-årige mands hjem og konfiskerede hans it-udstyr. Efterforskningen mundede ud i en sigtelse for omfattende cyberangreb i ind- og udland.
Sagen skulle køres som en tilståelsessag, men da den midtjyske hacker kom for retten i august 2018, nægtede hackeren sig skyldig. I retten i dag ombestemte han sig så og erklærede sig alligevel skyldig.
Den 25-årige anker ikke dommen.