Mand tiltalt for cyberangreb mod zoo'er og hjemmesider med dyresex
En mand fra Silkeborg-egnen er tiltalt for at have angrebet hundredvis af hjemmesider. Han skulle have gjort det for at beskytte dyr.
Hjemmesider med dyresex, zoologiske haver, regeringshjemmesider i Norge og en stor japansk lufthavn. Alle var ofre for en lang række cyberangreb, som fandt sted mellem den 30. juni 2015 og 11. juni 2016.
Alle angrebene blev ifølge anklagemyndigheden begået af en mand fra Silkeborg-egnen.
Torsdag morgen begynder retssagen mod den 25-årige mand. Han er ved Retten i Viborg tiltalt for at have angrebet mere end 300 hjemmesider.
Manden benyttede såkaldte DDoS-angreb til at overbelaste hjemmesiders servere, så de lukkede ned, hævdes det.
DDoS står for Distributed Denial of Service og har til formål at overbelaste virksomheders eller privatpersoners servere og internetforbindelser.
Specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro fortæller, at han regner med, at det er den hidtil største af den type sager i Danmark.
Arbejdede ikke alene
- Det er en speciel sag, fordi så mange blev ramt, siger han.
Den 25-årige skrev ifølge anklageskriftet på Twitter under navnet _RektFaggot_ hver gang, han nedlagde en ny hjemmeside.
Men anklagemyndigheden mener ikke, han har arbejdet alene.
Læs også
Han er tiltalt for delvist at have planlagt og udført angrebene i forening med ukendte gerningsmænd.
Sammenlagt er manden anklaget for at have overbelastet 351 forskellige servere, som alle har én fællesnævner, oplyser Panduro.
Erkender sig delvist skyldig
- Der er et politisk motiv, da det handler om dyreaktivisme, da han har ønsket at være en aktiv forkæmper for dyr.
- Han har blandt andet angrebet lande, som billiger hvalfangst. I Japan angreb han en lufthavnshjemmeside, og i Norge angreb han en regeringshjemmeside, siger specialanklageren.
Derudover har manden også - hævder anklagemyndigheden - rettet angreb mod hjemmesider med dyresex og hjemmesider for zoologiske haver og akvarier, som bruger dyr som attraktioner.
Læs også
Sagen skulle oprindeligt være kørt som en tilståelsessag, men da den midtjyske hacker kom for retten i august 2018, nægtede han sig skyldig.
Forud for retssagen erkender manden sig delvist skyldig, oplyser hans forsvarsadvokat, Karina Skou.