Konfirmandstue totalskadet efter brand
Ingen personer kom til skade ved branden
Torsdag aften udbrød der brand i en bygning, der blandt andet rummer en konfirmandstue, ved Levring Præstegård tæt på Kjellerup.
Midtjysk Brand og Redning modtog anmeldelsen ved 21.30-tiden, og i alt sendte brandvæsnet fem vogne ud til branden.
- En garage, der er indbygget i bygningen, og loftregionen var overtændt, da vi ankom, siger indsatsleder Anders Simonsen fra Midtjysk Brand og Rednings afdeling i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.
- Der bor ingen i bygningerne, og konfirmandstuen stod næsten tom, siger Anders Simonsen.
Læs også
Brandfolkene nåede at redde nogle borde, stole, billeder og lignende ud af bygningen, så de ikke blev ødelagt af flammerne og vandmasserne fra slukningsarbejdet.
- Jeg vil vurdere, at bygningen er totalskadet, men måske kan murværket bruges, men jeg ved det ikke, siger indsatslederen.
Det er endnu uvist, hvorfor branden, der formentlig er startet i noget træ i den indbyggede garage, er opstået.
- Jeg har to teorier. Enten skyldes det en elektrisk kortslutning, eller også er den påsat, men det er politiets opgave at kigge nærmere på det nu, siger Anders Simonsen.
Brandfolkene forlod stedet klokken cirka 00.30, men måtte fredag morgen igen køre ud til stedet.
- Der var ikke det store, men vi måtte lige efterslukke en smule. Ikke ret meget, og vi brugte kun cirka 50 liter, siger indsatslederen.