Hurtigfærgen til Samsø aflyser alle afgange
Pendlere og turister, der skal til Samsø op mod weekenden med hurtigfærgen Lilleøre, må se sig om efter alternative muligheder.
På grund af en teknisk defekt på styrbord motor aflyser Samsø Rederi alle afgange resten af fredagen og hele dagen lørdag.
- Der er en servicetekniker på vej for at hjælpe med at finde fejlen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om søndag d. 29/10, men det melder vi mere ud om i løbet af lørdag eftermiddag, skriver rederiet på deres hjemmeside.
Først til mølle-pendlerservice
Alle bookinger til de berørte afgange annulleres og refunderes automatisk, oplyser rederiet videre.
Der er arrangeret pendlerservice fra Dokk1 i Aarhus klokken 16.00. Ønsker man at benytte sig af tilbuddet, skal man henvende sig på telefon 70 22 59 00 senest kl. 14.00.
Det er først til mølle, da der kun er et begrænset antal pladser i bussen.