Region til minister: - Hjælp os! Vi bliver overhalet i rekordfart
Region Midtjylland har sammen med kommuner og praktiserende læger lagt alle kræfter i at forebygge tobaksafhæninghed hos børn og unge. Men de bliver overhalet indenom af en trist udvikling, der buldrer afsted.
Snus, snulle, skive, træstamme, puff bar, vape, klinge, dæu eller daus.
Der findes mange måder at tale om nikotinprodukter på. Og der er efterhånden et utal af forskellige produkter på markedet, der på den ene eller anden måde giver et skud nikotin.
Det er derfor, at sundhedssamarbejdsudvalget i Region Midtjylland nu råber vagt i gevær og beder sundhedsministeren om hjælp.
Udvalget er så bekymret, at det har skrevet et brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- Vi oplever imidlertid, at vi - på trods af det store fokus på tobaksforebyggelse - er blevet overhalet indenom af nye produkter på markedet, som på rekordfart har vundet indpas blandt særligt de helt unge forbrugere. Både lovligt og ulovligt salg af røgfri nikotinprodukter buldrer frem, står der i brevet.
- Vi oplever, at vi hele tiden er to skridt bagefter i forebyggelsen, når nye produkter og tendenser vinder frem.
Kæmper også mod puff bars
Også rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Christian Budde (V) efterlyser national handling.
- Virkeligheden er desværre, at selvom puff bars ulovlige, så kan vores børn og unge let købe dem. Derfor skal det ulovlige salg bremses nu, så vi ikke lader den kommende generation af voksne i stikken, siger Christian Budde i en skriftlig kommentar til TV2 Østjylland.
- Vi skal derfor se på, om vi kan styrke lovgivningen yderligere, og derudover håber jeg, at vi kan få en national dialog med de sociale medier, hvor det her salg sker.
Hver trejde ung bruger nikotin
Nye tal fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at andelen af børn og unge, der bruger røgfri nikotinprodukter, er steget voldsomt de seneste år.
Faktisk er det i dag hver tredje ung, der bruger en form for nikotinprodukt hver dag eller lejlighedsvist.
Unges forbrug af nikotinprodukter i tal
30,4 procent af 15-17-årige i Danmark bruger en form for tobaks- eller nikotinprodukt i 2022
18,2 procent af de 15-17-årige unge bruger nikotinprodukter, som fx vape eller nikotinposer, i 2022
Børn og unge, der bruger nikotinprodukter dagligt, har et typisk forbrug på 4-6 poser om dagen – og kan bruge endnu flere til fester og sociale lejligheder
Kilde: Sundhedsstyrelsen
TV2 Østjylland har talt med flere unge, der af og til køber puff bar. De fortæller, at de nemt kan købes, selvom de er ulovlige at sælge. En del køber dem via sociale medier.
En puff bar koster typisk 100-200 kroner og kan fås i forskellige størrelser og med forskellig smag. For eksempel jordbær, cola og vandmelon.
Ryger du puff bar?
Har du købt, solgt eller prøvet puffbar, vil vi meget gerne høre fra dig på tip@tv2oj.dk
Aarhus Kommune kan sagtens mærke, at puff bars er blevet voldsomt populære. Det fortæller rådmand Christian Budde.
- Helt ned til 6. klasse hører vi om børn, der "vaper" puff bars, og det er et stort problem. En enkelt puff bar indeholder nikotin svarende til en-to hele pakker cigaretter, og de høje mængder medfører øget risiko for afhængighed af andre stoffer, risiko for varigt koncentrationsbesvær og udvikling af psykiske sygdomme som stress, angst og depression, skriver han.
Nogle af de her produkter er der helt vildt meget nikotin i, så det er bekymrende, at det er blevet så udbredt.
Formand for Praktiserende Lægers Organisation i Midtjylland, Henrik Idriss Kise, der også er en del af Region Midtjyllands sundhedssamarbejdsudvalg, fortæller, at lægerne er bekymrede for, hvordan det stigende brug af nikotinprodukter kan påvirke børn og unges trivsel.
- Nogle af de her produkter er der helt vildt meget nikotin i, så det er bekymrende, at det er blevet så udbredt. Vi oplever generelt stigende mistrivsel hos børn og unge, og der ved vi, at nikotin kan skubbe til det og medføre symptomer på angst og depression, siger Henrik Idriss Kise.
Sundhedssamarbejdsudvalget i Region Midtjylland efterlyser altså derfor, at sundhedsminister Sophie Løhde vil gøre noget for at komme børn og unges brug af nikotinprodukter til livs.
- Som sundhedsminister og medlem af regeringen kan du bl.a. medvirke til at få bremset det ulovlige salg af f.eks. puff bars i kiosker og på de sociale medier. Herudover håber vi på en drøftelse af lovgivning på området; herunder prissætning, aldersgrænser, neutrale pakker og tilsætning af smagsstoffer til samtlige nikotinprodukter, da vi ved, at disse greb er effektive i forebyggelsen af, at børn og unge bruger produkterne, skriver udvalget.
Sundhedsminister deler bekymring
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) fortæller i en skriftlig kommentar til TV2 Østjylland, at hun deler kommunernes og regionens bekymring for, at flere og flere børn og unge bruge nikotinprodukter, da det kan være sundhedsskadeligt og afhængighedsskabende.
- Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi får bremset den alarmerende udvikling og bliver bedre til at forebygge, at børn og unge bliver afhængige af nikotin. Og hvis det skal lykkes, skal vi sætte ind på flere fronter.
- Vi skal først og fremmest sikre, at reglerne på tobaks- og nikotinområdet håndhæves, så børn og unge under 18 år ikke kan købe produkterne – og det gælder både de lovlige og ulovlige produkter som puff bars. Det er alt for nemt i dag at omgå reglerne, skriver ministeren og tilføjer, der også skal ses nærmere på indholdet i nikotinprodukterne.
- Her kan man med fordel lade sig inspirere af Sverige, hvor der er præcise regler for, hvor meget nikotin, der må være i produkterne, og jeg mener også, at vi skal undersøge, om vi kan forbyde smage, som kan appellere til børn og unge. Og selvom det ikke er så længe siden, at priserne fik et ordentligt nøk op, vil jeg bestemt heller ikke afvise, at prisen skal stige yderligere, siger indenrigs- og sundhedsministeren
Helbredsrisici ved nikotin
Afhængighed: Nikotin er appellerende, fordi det har en opkvikkende effekt og løfter humøret og samtidigt er det et af de mest afhængighedsskabende rusmidler.
Gateway-effekt: På baggrund af den eksisterende forskning, som stammer fra både menneske- og dyrestudier, vurderer arbejdsgruppen, at der er moderat til stærk evidens for, at nikotin øger sandsynligheden for at blive afhængig af både cigaretter og af rusmidler i almindelighed. Nikotin ser således ud til at have en såkaldt ‘gateway’ effekt.
Kognitive funktioner: Der er moderat evidens for, at nikotin ved tidlig debut har en skadelig effekt på kognitiv funktion bl.a. på opmærksomhed og motivation.
Selvkontrol: Derudover kan nikotinindtag i barn- og ungdommen få betydning for udvikling af selvkontrol, f.eks. evnen til at regulere følelser og impulsivitet.
Psykisk sygdom: Der er moderat evidens for, at nikotin har en skadelig effekt på psykisk helbred og kan medvirke til fremkalde symptomer på angst og depression.
Stress: Stress og nikotin påvirker hinanden negativt og er gensidigt forstærkende. Ved stresspåvirkning øges risikoen for at påbegynde et nikotinbrug, og omvendt øger nikotinbrug hos børn og unge risikoen for senere at udvikle en forhøjet stressfølsomhed.
Betændelse i hjernen: Nikotinindtag i ungdommen kan medføre, at der udvikles en betændelseslignende tilstand (inflammation) i hjernen, og det lader til, at netop inflammationen er involveret i de forstyrrelser af hjernens modning, der medfører øget risiko for depression, angst og afhængighed. Udover påvirkning af hjernen ses også en række andre skadelige virkninger af nikotin:
Fosterskader: Der er moderat til stærk evidens for, at nikotin i graviditeten fører til øget risiko for reduceret vækst af fosteret, dårligere lungefunktion hos barnet, samt for tidlig fødsel og dødfødsel.
Hjertekarsygdomme: Arbejdsgruppen finder stærk evidens for nikotins skadelige virkning på hjerte og kar, som på længere sigt øger risikoen for forhøjet blodtryk, hjertesygdom og blodpropper.