Psykisk sårbare Inge føler sig forrådt af partihopper

Inge Wie Nielsen stemte på Psykiatri-Listen ved regionsrådsvalget i 2017. Hun er skuffet over, at partiet nu ikke længere har et medlem i regionsrådet.

Inge Wie Nielsen fra Harlev skænker normalt ikke regionsrådsvalget en tanke. Faktisk har hun aldrig stemt. I hvert fald ikke før ved det seneste regionsrådsvalg i 2017.

Hun er en af de godt 20.000 vælgere, der for lidt over tre år siden satte sit kryds ved det dengang nystiftede parti Psykiatri-Listen.

- Vi vågnede jo op, fordi vi havde en chance for at blive hørt, siger Inge Wie Nielsen fra Harlev til TV2 ØSTJYLLAND.

Inge Wie Nielsen er selv psykisk sårbar og lider af depression, angst og udbrændthed. I 2017 følte hun sig for første gang repræsenteret blandt kandidaterne til valget.

- Da Mikkel (V. Rasmussen, red.) og Psykiatri-Listen stiller op, tænker jeg, at der er en mand, som kan sætte fokus på psykiatrien og alle de mennesker, der går rundt og ikke får den hjælp, de har behov for, siger hun.

Men nu føler hun sig forrådt. Hun er skuffet over, at Psykiatri-Listens eneste medlem af regionsrådet, Peter Møller Andersen, er skiftet til Socialdemokratiet og har taget sit mandat med sig.

- Jeg har det rigtig skidt med det. Jeg er da bange for, at nu er det slut. Og vi er da ikke færdige nu, vi er først lige begyndt.

Flere penge helt fra start

Psykiatri-Listen gik til valg med én enkelt mærkesag. Psykiatrien skulle forbedres. Den mission var der 20.547 vælgere, der tilsluttede sig, og det var nok til, at den største stemmesluger, Mikkel V. Rasmussen, blev valgt ind.

Allerede i den konstitueringsaftale, der blev indgået dagen efter valget, blev der fundet 15 millioner kroner ekstra til et løft af psykiatrien. Penge der blev afsat til blandt andet flere senge og mere personale.

Mikkel V. Rasmussen sad i regionsrådet for Psykiatri-Listen indtil foråret 2020, hvor han trådte ud, fordi han havde fået job som ledende overlæge ved Psykiatrisk Afdeling Vejle.

Peter Møller Andersen overtog pladsen i regionsrådet som suppleant, men han har altså nu valgt at skifte til Socialdemokratiet.

Det falder ikke i god jord hos Inge Wie Nielsen, der har sat stor pris på den forskel, hun mener Psykiatri-Listen har gjort i regionen.

- Jeg er da bange for, at når mandatet er i Socialdemokratiet, så bliver der igen gået på kompromis med psykiatrien.

SIND håber på, at fokus fastholdes

Formanden for landsforeningen SIND, Knud Kristensen, vil ikke tage stilling til, om det er den rigtige beslutning, Peter Møller Andersen (S) har taget. Men han er ikke i tvivl om, at Psykiatri-Listen har haft stor betydning i løbet af sin tid i regionsrådet.

- At der pludselig var et parti, der stillede op, som kaldte sig Psykiatri-Listen og havde det som sit eneste programpunkt, det havde en fantastisk effekt, og det gjorde, at der kom rigtig meget fokus på psykiatrien, siger Knud Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Knud Kristensen, der er formand for landsforeningen SIND, mener, at Psykiatri-Listen har haft en "fantastisk effekt" på regionsrådet i Region Midtjylland.
Knud Kristensen, der er formand for landsforeningen SIND, mener, at Psykiatri-Listen har haft en "fantastisk effekt" på regionsrådet i Region Midtjylland.

Han håber, at der fortsat vil være fokus på psykiatrien, så den ikke bliver glemt igen.

- Jeg har noteret mig, at regionsrådsformanden har sagt, at de vil fortsætte det fokus på psykiatrien, som Psykiatri-Listen har haft, og det må jo så stå til troende, siger han.

Afhopper tror på fortsat indflydelse

Peter Møller Andersen kan godt forstå, at vælgere som Inge Wie Larsen kan være bekymret, men han tror selv, at han kan få mindst lige så meget indflydelse på psykiatrien hos Socialdemokratiet.

En af årsagerne til skiftet er, at han mener, det er mere ansvarligt at være en del af et parti, der har taget stilling til mere end ét område.

- Selvfølgelig er psykiatrien langt bagefter andre medicinske specialer, og dem arbejder jeg stadig for, at vi skal komme på højde med, men altså vi er nødt til at have en holdning hele vejen rundt, siger Peter Møller Andersen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

J: Men du og Psykiatri-listen har jo nogle markante holdninger på psykiatriområdet. Hvad får dig til at tro, at Socialdemokratiet kan rumme alle dem?

- Fordi når jeg læser valgoplægget fra sidste valg til regionsrådet, så er der rigtig mange punkter, vi er enige med Socialdemokratiet om i Psykiatri-Listen. Og jeg har jo en aftale med Anders Kühnau (S) om, at vi skal have et nyt valgoplæg, og at vi skal have endnu mere med fokus på psykiatrien i vores kommende valgkamp.

Vælger frygter nedprioritering

Det ændrer dog ikke på, at Inge Wie Nielsen står tilbage med en følelse af at være blevet snydt.

- Hvis Socialdemokratiet havde talt de psykisk syge og psykiatriens sag, så havde vi bare stemt på dem. Psykiatrilisten var jo tværpolitisk, den var jo ikke socialdemokratisk. Så det er da ikke sikkert, man havde lyst til at stemme på Socialdemokratiet, siger hun.

Inge Wie Nielsen har selv lært at leve med sine psykiske vanskeligheder, men hun ser andre, der lider og mangler hjælp.
Inge Wie Nielsen har selv lært at leve med sine psykiske vanskeligheder, men hun ser andre, der lider og mangler hjælp.

J: Men kan det ikke ende med at blive lige så godt, at der nu sidder en mand i Socialdemokratiet, der har psykiatrien som sin mærkesag?

- Det er muligt, man jeg tror, han drukner. Og jeg tror, at psykiatrien igen må gå på kompromis og blive nedprioriteret til fordel for andre ting, som er på Socialdemokratiets dagsorden. Der var jo ingen, der hørte psykiatrien før. Så vi har stadig brug for Psykiatri-Listen til at råbe op for alle dem, der ingen stemme har.

VIDEO: Inge Wie Nielsen vil have Psykiatri-Listen ind i regionsrådet igen. Hun mener ikke, at Socialdemokratiet kan tale psykisk sårbare og psykisk syges sag.

De resterende medlemmer af Psykiatri-Listen skal nu i gang med at samle vælgererklæringer endnu en gang, så partiet kan stille op igen med nye kandidater til regionsrådsvalget til efteråret.

DSC_0062

Fakkeloptog mod coronarestriktioner slutter fredeligt

politibil

Politiet har fundet gerningsmand ved røveri i Kvickly

96f50bfe-ee7a-4c4d-a549-2f3b20c5c7f8

Antal indlagte falder, men stor genåbning vil være "leg med ilden", advarer overlæge

IMG_9036

play Kæmpe sten i Gudenåen skaber debat: - Det er jo fuldstændig galimatias

Højskolerute

play Få inspiration til din gåtur i solen

Vaccine dosis.

Bopæl har betydning for vaccinetid: Region vil nu genoverveje kriterier