Giver akutfunktion dødsstødet og bruger 832 millioner på nybyg
Der skal spares i alt 364,8 millioner kroner i Region Midtjylland på budgettet for 2024.
Hvid røg siver lige nu op af de fiktive skorstene over Regionshuset i Viborg, hvor regionsrådspolitikerne onsdag har været samlet.
Politikerne skulle vedtage rammerne for regionens udgifter i 2024, og der var på forhånd lagt op til lidt af et drama, hvis man havde håbet på en bevarelse af blandt andet akutfunktionen på Regionshospitalet i Silkeborg og akutlægebilen i Grenaa.
Dem er der ikke penge til at holde i live fremover.
Der skal spares i alt 237 millioner kroner i Region Midtjylland, og ifølge budgetaftalen er forventningen, at lukningen af de fire akutlægebiler i Grenaa, Silkeborg, Lemvig og Ringkøbing samlet kan spare regionen for 30 til 35 millioner kroner årligt.
Fremover vil der kun være akutlægebiler i byer med akuthospitaler. Det vil sige Aarhus, Randers, Horsens, Viborg og Herning - samt i Holstebro.
Akutfunktionen fjernes i Silkeborg, så visiterede, akutte, medicinske patienter skal køre til ét af regionens øvrige sygehuse. Dem er der fire af i en radius på godt 35 kilometer fra Silkeborg. Den samlede spareøvelse for sygehuset i Silkeborg giver en besparelse i budgettet på et sted mellem 60 og 110 millioner kroner.
Store planer i Randers og Horsens
Ifølge en pressemeddelelse fra regionen vil man i stedet bruge penge på at opgradere forholdene på Regionshospitalet i Randers. Her skal laves nye operationsstuer, ny intensivafdeling, nye fødestuer, ny børneafdeling og nyt neonatalafsnit.
En samlet investering på 832 millioner kroner.
Derudover skal der bruges 130 millioner kroner på at bygge en sterilcentral i Horsens og 655 millioner kroner på en psykiatriafdeling i Viborg, der får 96 sengepladser.
Sådan skal pengene fordeles
Region Midtjyllands samlede driftsbudget rummer tre hovedområder: 33 milliarder kroner til sundhedsområdet, 1,4 milliarder kroner til social og specialundervisning og 727,7 millioner kroner til regional udvikling.
Regionen må i 2024 maksimalt bruge 736,4 millioner kroner på anlæg og 26,8 millioner kroner på anlæg af såkaldte kvalitetsfondsprojekter.
Alle partier i regionsrådet undtaget enhedslisten samt regionsrådsmedlemmerne Ulrich Fredberg (V), Annette Roed (S) og Martin Jakobsen (K) har vedtaget budgettet for 2024 den 27. september.
Kilde: Region Midtjylland
Op til onsdagens møde var hundredvis af borgere samlet foran Regionshuset i Viborg, hvor de håbede på at råbe politikerne op.
En del af dem var sygeplejersker udstyret med Booster-energidrikke, som de ville stikke i hånden på regionsrådsmedlemmerne, "så de får energi til at råbe politikerne på Christiansborg op om de alvorlige besparelser og prioriteringer, regionerne står i", lød forklaringen fra én af deltagerne, Anja Laursen, som er formand Dansk Sygeplejeråds midtjyske kreds.
Dansk Sygeplejeråd og andre fagforbund som eksempelvis FOA ville over for regionsrådet vise, at de regionale politikere bør kæmpe for, at regeringen skal genåbne finansloven og i sidste ende sende flere penge til regionerne, så de kan slippe for at skære ned.
Den formelle udmøntning af budgetaftalen sker på regionsrådsmødet 20. december 2023