Randers-virksomhed i shitstorm på Facebook

Forbrugerombudsmanden advarer mod Randers-virksomheden Copenhagen Lashes. Virksomheden beklager på sin hjemmeside, at kunder har misforstået tilbud.

- Det er en svinestreg at drive forretning på den måde, siger 54-årige Kirsten Lomholdt til TV2 ØSTJYLLAND. Hun er én af de over 1.000 facebook-brugere, der har meldt sig ind i gruppen ’Snydt af CopenhagenLashes´.

Firmaet har til huse i Randers og er endt i en regulær shitstorm efter en kampagne, hvor virksomheden ifølge forbrugerombudsmanden har begået grove lovovertrædelser.

Virksomheden har nemlig bundet kunderne til et abonnement, uden at kunderne er blevet gjort opmærksomme på det. Efterfølgende har virksomheden hævet penge på kundernes konti.

Kirsten Lomholdt fra Horsens troede, at hun købte tre pakker med såkaldt øjenvippeserum til 35 kroner stykket. Men hun tegnede samtidig et abonnement, så hun de kommende måneder ville modtage mere serum - det var hun bare ikke klar over:

- 30. december går jeg på netbank og opdager, at Copenhagen Lashes vil hæve 520 kroner på min konto.

- Jeg har skrevet til både virksomheden og ejeren, at det ikke er i orden. Jeg er vred over det, siger Kirsten Lomholdt.

Spærrede dankort

Pengene er blevet hævet på Kirsten Lomholdts konto, men hun har efterfølgende spærret sit dankort, for at Copenhagen Lashes ikke kan hæve flere penge.

Kirsten Lomholdt opdagede, at der var mange andre utilfredse kunder, der følte sig snydt af Copenhagen Lashes, og derfor meldte hun sig ind i gruppen ’Snydt af CopenhagenLashes’ på Facebook.

Irene Klausen fra Hillerød har været med til at oprette facebook-gruppen. Hun faldt over samme tilbud som Kirsten Lomholdt om billigt serum til øjenvipperne:

- 6. december faldt jeg over et tilbud på Facebook. Copenhagen Lashes skrev, at de skulle skifte emballage på nogen produkter, og derfor kunne de sælge til dem til 35 kroner stykket og med fri fragt, fortæller Irene Klausen.

Over 1.000 medlemmer

Hun fik derfor et chok, da Copenhagen Lashes skrev en mail til hende 30. december, at hun havde tegnet et abonnement, og at virksomheden ville hæve penge på hendes konto.

Via Copenhagen Lashes egen Facebook-side fik Irene Klausen kontakt til en anden utilfreds kunde, og sammen besluttede de at oprette gruppen, fordi de følte sig snydt af virksomheden.

- De første dage fik vi kun et par hundrede medlemmer, men nu har vi over 1.000 medlemmer på gruppen, siger Irene Klausen.

Irene Klausen har i lighed med Kirsten Lomholdt nægtet at modtage de varer, som Copenhagen Lashes har sendt til dem som led i deres abonnement.

Forbrugerombudsmand: Grove lovovertrædelser

Copenhagen Lashes skriver på sin hjemmeside, at virksomheden beklager, at kunderne ikke har været opmærksomme på, at de har tegnet et abonnement:

- Vi er naturligvis kede af, at så stor en del af vores kunder ikke var under opfattelse af, at det er et abonnement, de har tegnet, skriver Copenhagen Lashes.

Forbrugerombudsmanden er dog meget klar i sin udmelding. Herfra lyder det nemlig, at Copenhagen Lashes har begået klare lovovertrædelser, og forbrugerombudsmanden advarer mod at handle hos virksomheden:

- Her er tale om grove lovovertrædelser, hvor der bliver hævet penge direkte på forbrugernes konti. Det er ikke lovligt at lokke kunder med gode tilbud og så tilmelde dem et betalingsabonnement, uden at oplyse tydeligt om det, udtaler Christina Toftegaard Nielsen, der er forbrugerombudsmand.

Ejer henviser til pressemeddelelse

Det er ikke lykkedes for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar til sagen fra Copenhagen Lashes. Ifølge CVR-registret er Copenhagen Lashes ejet af Sebastian Møller Gaardsøe.

I en sms til TV2 ØSTJYLLAND henviser Sebastian Møller Gaardsøe til den pressemeddelelse, som er lagt ud på Copenhagen Lashes’ hjemmeside.

Her står blandt andet:

- Vi er naturligvis kede af, at så stor en del af vores kunder ikke var under opfattelse af, at det er et abonnement, de har tegnet. Vi forsøger efter bedste evne at gøre vores kunder opmærksom herpå forinden købet, da vi kun ønsker loyale og langvarige kundeforhold.

Ifølge CVR-registret har Copenhagen Lashes til huse i centrum af Randers.
Ifølge CVR-registret har Copenhagen Lashes til huse i centrum af Randers. Foto: Google Maps

Udover at advare mod at handle med Copenhagen Lashes kommer forbrugerombudsmanden med følgende råd til de kunder, der nu sidder med et uønsket abonnement:

- Kontakt Copenhagen Lashes og gør opmærksom på, at du ikke mener, at du har accepteret abonnementsaftalen. Du er ikke bundet af abonnementsaftalen, hvis oplysningerne ikke var tydelige og fremhævede. Du kan henvise til forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.

- Kontakt din bank og gør opmærksom på, at der er blevet hævet uretmæssigt på dit kort, fordi du ikke har accepteret, at virksomheden må trække betalingen for abonnementet. Du kan henvise til betalingslovens § 82, skriver forbrugerombudsmanden.


Skærmbillede 2021-04-17 kl. 12.54.48

Planlagde sin egen begravelse - nu har Stinne fået et nyt hjerte

173405868_2990697634550447_4263271679499917763_n

Lang kø til prisvindende ishus: - Vi er lidt presset

86d0c7c5-25e8-492e-9aee-4e9a440c2780

Hjemmeside udpeger Danmarks bedste kommune – se hele listen her

IMG_5262

Ren nostalgi! Magnus har 114 ghettoblastere i sin stue

Samsøfærgen

Ups! Færge påsejler spritny hurtigfærge

Skærmbillede 2021-04-16 kl. 20.20.54

Dyre dråber til dyrene: - Det giver os en kæmpe merudgift

Dagens mest læste