Markant stigning: Prisen på fjernvarme ryger op
Et standardhus på 130 kvadratmeter går fra cirka 7.277 kroner i 2022 til 14.083 i 2023.
Fjernvarmeselskabet Verdo varsler nu markante prisstigninger i Randers.
Verdo leverer fjernvarme til 36.000 husstande i Randers Kommune, og nu kan randrusianerne se frem mod, at prisen tager et hop i vejret i 2023.
- Der er ikke noget at sige til, at det gør ondt hos forbrugerne. Derfor har vi også afsøgt alle muligheder for at holde priserne i ro på grund af den særlige situation, kunderne står i netop nu, siger Karsten Randrup, fjernvarmechef hos Verdo, i en pressemeddelelse.
Her oplyser Verdo, at den samlede pris i 2023 for et standardhus på 130 m2 med et årsforbrug på 18.100 kWh inkl. moms, afgifter og abonnement i Randers ender på 14.083 kroner. Til sammenligning var den i 2022 på 7.277 kroner.
Fjernvarmeselskabet oplyser, at prisstigningen blandt andet skyldes krigen i Ukraine og de stigende brændselspriser.
Verdo forventer, at prisen i 2023 vil være under gennemsnittet for de 20 største fjernvarmeforsyninger i Danmark.