Lukket losseplads: Herfra kommer den forurenede jord fra Norge
Jord fra Norge, som er endt hos Nordic Waste i Ølst, stammer blandt andet fra en omdiskuteret og nu lukket losseplads uden for Bergen.
Det store norske medie NRK har afdækket, hvorfra den forurenede jord, som er sejlet fra Bergen til Randers Havn og videre til Ølst, oprindeligt stammer fra.
I alt er der ifølge NRK tale om 530.000 tons jord, der i en årrække er fragtet hertil fra vores nordiske naboer.
Størstedelen stammer fra byggeprojekter i Norge og betegnes som såkaldt byjord, men 6.000 tons forurenet jord skiller sig ud.
- Den jord stammer fra en meget kendt losseplads, Slettebakken, uden for Bergen, hvor der i 20 år fra 1940'erne og frem blev dumpet alt muligt slags affald. Der var tale om motordele, dæk, kemikalier, maling og alt muligt.
- Pladsen blev lukket i 1960'erne, og siden har myndighederne brugt mange 100 mio. norske kroner på at grave jord op og få det væk derfra, fortæller journalist på NRK Even Norheim Johansen til TV2 Østjylland.
Fået kritik for affaldet
Den lukkede losseplads har været i vælten flere gange, blandt andet fordi det viste sig, at jorden her indeholdt farligt affald og mængder af olie, bly og zink over et niveau, så det ikke længere blot kan betegnes som lettere forurenet.
I første omgang er jorden herfra fragtet til det private norske firma Envir, der minder om Nordic Waste. 6.000 tons jord fra den lukkede losseplads er så endt i Ølst.
Envir lever også af at rense og oplagre jord, men har ifølge Even Norheim Johansen på ingen måde den samme kapacitet og størrelse, som Nordic Waste havde.
- Derfor sendte man store mængder jord herfra ud af Bergen, forklarer Even Norheim Johansen.
Næsten 300 skibe på to år
Det er ikke kun fra Norge, at jorden ved Nordic Waste kommer fra.
Det har TV2 Østjylland tidligere kunnet fortælle.
Randers Havn har nemlig i løbet af 2022 og 2023 modtaget i alt 299 skibe med jord tiltænkt Nordic Waste. I alt har de været lastet med 937.649 tons jord.
Det fremgår af en oversigt fra havnen, som TV2 Østjylland har fået indsigt i.
Helt frem til 6. december
Skibene kommer primært fra netop Bergen i Norge og København.
Der har også været enkelte jordfyldte skibe fra Køge og Kalundborg.
I 2022 sejlede i alt 110 skibe med 345.848 tons jord ind i Randers Havn, mens tallet året efter var noget højere. Her var der tale om 189 skibe med 591.801 tons jord.
Sidste levering kom faktisk den 6. december fra København, hvor 2.500 tons jord tiltænkt virksomheden sejlede ind i havnen.
Også jord fra minkgrave
Også før 2022 er der kommet jord sejlende til Randers Havn, og derfor er tallet fra Bergen og Norge oppe på de 530.000 tons, som NRK har afdækket.
I alt har flere mio. tons jord fundet vej til Ølst og Nordic Waste i de år, hvor virksomheden har opereret i området.
Det laver man nu
Mandag stoppede Randers Kommune med at køre jord væk fra Nordic Wastes grund ved Ølst, men der pågår stadig et stort arbejde med at afværge jordskredet.
Her er, hvad kommunen selv fortæller, man laver i området:
Vi etablerer renseanlæg og kører spildevand væk til bassiner.
Vi etablerer det rørlagte vandløb helt ud til spunsen ved motorvej E45.
Vi optimer og konsoliderer vores pumpekapacitet.
Vi laver spunsen færdig ude ved motorvej E45.
Ud over fra skibe er der sandsynligvis også kommet flere mio. tons jord dertil fra lastbiler.
Tidligere har det også været fremme, at der er kommet jord til Nordic Waste fra de såkaldte minkgrave, hvor mink blev gravet ned i Kølvrå og Nr. Felding i Midtjylland.
- Fra gravene i Kølvrå er der forbrændt i alt 12.261 tons minkmateriale, og der er bortkørt ca. 128.250 tons jord til Nordic Waste. Fra gravene i Nr. Felding er der forbrændt i alt 15.164 tons minkmateriale, og der er bortkørt ca. 70.305 tons jord til samme firma, har Miljøministeriet tidligere meldt ud.