De savner STADIG bussen: - Vi er totalt afskåret fra andre
Berit Aabeling har sammen med sine naboer været uden de offentlige transportmidler i omtrent seks måneder.
Det har været seks lange måneder omkring Høvænget i Viby.
I november sidste år blev broen på Ormslevvej, som løb over Døde Å, revet ned, da vandstanden i åen efter længere tids nedbør udgjorde et akut pres på Viby Renseanlæg.
Beslutningen løftede en del øjenbryn i området, da busruterne linje 11 og 42 kører over broen. Busruterne blev derfor omlagt, så de i dag kører i en bue udenom boligområdet.
Mandag offentliggjorde Aarhus Kommune så en ny lokalplan for området, hvor Viby Renseanlæg i dag ligger. Her vil flere bassiner, der skal håndtere de store mængder regn, blive en del af et nyt stort vådområde.
Jeg bliver deprimeret, og det har jeg aldrig prøvet før
Her bliver den nedrevne bro nævnt ganske kort, hvor det beskrives, at en ny kommende bro bliver konstrueret, så den tager højde for de store vandmasser.
Men det er ikke fyldestgørende for dem, der bor i området, mener formanden for afdelingsbestyrelsen i Høvænget, Berit Aabeling.
- Vi har mange ældre og mennesker med gangbesvær, som nu skal gå op mod halvanden kilometer, hvis de skal med bussen.
En lille forskel
TV2 Østjylland bragte i januar historien om Bente Christensen, der pludseligt ikke kunne tage bussen, da hun bor i det berørte område.
- Vi bliver ligesom gidsler, for hvor skal vi gå hen, sagde Bente Christensen dengang.
Aarhus Kommune gik få dage efter borgerne i møde, da de fik indsat en Flexbus, der vil møde op ved busstoppestederne på den nedlagte rute ved bestilling.
Men det har vist sig ikke at være den store succes.
- Det er maksimalt omkring 20 personer, der har brugt Flexbussen, siden den kom til. Det er simpelthen for bøvlet, forklarer Berit Aabeling.
Årsagen er, at bussen kører på skæve tidspunkter, så en kort handletur i Vibycentret kan ende med at tage en stor bid af dagen, ifølge Berit Aabeling.
- Flexbussen vil køre fra Høvænget klokken hel, men når den skal tilbage, kører den klokken halv. Så skal man sidde og vente en ekstra time på at kunne komme hjem.
Usikre udsigter
Da broen i sin tid blev revet ned, var det endnu uvist, om der ville blive opført en ny bro over Døde Å, eller om Ormslevvej vil forblive adskilt.
- Det er vi slet ikke nået til at se på endnu. Vi skal finde ud af, hvad forskellige løsninger koster, og hvad der er brug for, sagde Simon Grünfeld, som var områdechef i Teknik og Miljø, til Viby-StavtrupLIV.
I et skriftligt svar til TV2 Østjylland oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune følgende:
- Vi har forståelse for, at de berørte borgere i området er utålmodige. Dette arbejde kompliceres af, at man ikke blot kan opføre en bro, der 1:1 svarer til den, der blev revet ned.
Dertil understreger forvaltningen, at der fortsat vil køre Flexbus fra Ormslevvej til Viby Torv.
- Vi kommer naturligvis med en udmelding, når der er en afklaring i sagen, lyder det slutteligt.
Hvorfor fjerne broen?
Broen på Ormslevvej blev fjernet, fordi den dannede en prop for vandet, der stod højt og risikerede at oversvømme renseanlægget.
Efter beslutningen var truffet kaldte områdechef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Simon Grünfeld, det for et "drastisk" tiltag, da man akut besluttede at rive den ned og dermed også omdirigere trafikken.
At bygge bro
De usikre fremtidsudsigter skaber bekymring hos Berit Aabeling, der har et håb om, at der som minimum bliver etableret en gangbro.
- Det gør en verden til forskel for os, hvis vi kan have bare en lille gangbro, så vi kan gå det korte stykke hen til stoppet på Bøgeskov Høvej. Det er vores drøm.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, men det har ikke været muligt.