Kvinderne smider tøjet for ham: Torsdag spiller han i Randers

Torsdag indtager Tobias Rahim Amfiscenen i Randers i forbindelse med festugen. Men hvem er Tobias Rahim, hvis sange mange af os kender så godt?

- Vi teamer op om godt halvanden time. På Grønnegade med et dollargrin.

Sådan synger den hurtigtvoksende stjerne Tobias Rahim i storhittet 'Stor mand'. Og det er ikke tilfældigt, han nævner Grønnegade i Aarhus, for stjernen er nemlig selv vokset op i Aarhus.

Tobias Rahim har fået kæmpe succes på rekordtid, og det har ført til overfyldte koncerter hen over sommeren. 

Til Smukfest måtte man lukke adgangen til koncerten efter 30.000 publikummer troppede op, og på forreste række kunne man se flere kvinder, som smed tøjet. 

Torsdag vil det så vise sig, hvor proppet koncerten i Randers bliver.

Stor mand - stor succes

Det er ikke til at tage fejl af musikerens succes. På Spotify ligger hans sang 'Flyvende Faduma' lige nu nummer et, og tre af hans andre sange ligger top ti. På Instagram er han også populær med hele 125.000 følgere. 

Jonas Kleinschmidt, som er musikredaktør på streamingtjenesten Tidal, har udtalt til B.T. om Rahims succes.

- Han brænder simpelthen med en karisma, originalitet og kreativ energi, der kun sker få gange i en kunstners liv.

Tobias Rahims tekster har også skabt omtale, og i sangen 'Når mænd de græder' udfordrer han det stereotype billede af en mand. 

- Jeg vil frigøre den heteroseksuelle mand. Han er blevet kedelig, og han skal finde sig selv igen. Det har været kvinder og LGBT+-miljøer, der har drevet det hele, mens den heteroseksuelle mand er blevet ekstremt statisk, har Tobias Rahim udtalt i en artikel til Information

Her siger han også:

- Jeg havde aldrig rigtig troet, at jeg skulle være kunstner. Jeg har mest set mig selv som en strejfer. Udlængslen var det vigtigste. Jeg vidste altid, at jeg skulle videre, og nysgerrigheden var det drivende.

Kæmpe hit blev til ved en tilfældighed

Et af de helt store hits, som mange nok vil synge med på til koncerten i Randers, er 'Stor mand'. 

Her synger Rahim sammen med Andreas Odbjerg, og historien om hvordan sangen blev til, kommer nok bag på mange. 

I DR3's program Musikåret der gik 2021 fortæller Tobias Rahim, at sangen blev til mere eller mindre tilfældigt. 

En dag da han var i studiet, kom Andreas Odbjerg ind, fordi han ville låne vinduet til at ryge ud af. De begyndte at jamme sammen, og på den måde blev ørehængeren til. 

Værket i Randers bookede allerede Tobias Rahim sidste år til spillestedets amfiscene, hvor der er plads til 2.500. På det tidspunkt var han ikke nær så kendt som nu, og derfor har arrangørerne nu udvidet, så der også er plads til 7.000 mennesker på parkeringspladsen ved siden af scenen. 

Koncerten er gratis og pladsen åbner klokken 14.45, oplyser Værket på Facebook. Dette tidspunkt har tidligere været 15.30.

Blå bog

- Han er 33 år.

- Han er opvokset i Aarhus.

- Han debuterede i 2012, som en del af reggaeton-duoen Camilo & Grande sammen med Camilo Fernandez.

- Tobias Rahim har både boet i Colombia og Ghana, og har fået inspiration til sin musik derfra. 

- Da han boede i Ghana, gik han under kunstnernavnet Toby Tabu.

- Med kunstnernavnet Toby Tabu lavede han en sang kaldet Ghana Lady, som har næsten en million visninger på YouTube.

- Man har kunnet købe et nøgenbillede af musikeren som kryptokunst.

- Tobias Rahim er særligt glad for katte og har selv haft en kat ved navn Michael, opkaldt efter Michael Jordan. Det har han fortalt til Børsen Pleasure.