Tusindvis ramt af udbredt svindel - og det bliver kun værre
Maria Kjær mistede i sidste uge 5.000 kroner, da hun ville købe en telefon af en bruger på Facebook Marketplace. Det er hun langtfra alene om.
10.575 danskere anmeldte sidste år, at de var blevet svindlet i forbindelse med en handel med en privat sælger på internettet.
Det er dermed den type it-kriminalitet, der kommer flest anmeldelser på, oplyser politiet.
Fredag gik det udover Maria Kjær, der mistede 5.000 kroner til en svindler, der aldrig sendte den Iphone 14 Pro Max, som hun havde betalt ham for via en straksoverførsel i netbank.
- Jeg sidder med en skuffet følelse, og jeg føler mig også lidt dum. Skulle jeg ikke have set det komme?, siger Maria Kjær.
Hun forsøger nu at få sine penge tilbage via den bank, hun har overført penge til. Sagen er også meldt til politiet, der modtager den slags anmeldelser mange gange hver dag.
Hendes egen bank, Danske Bank, har meddelt, at de ikke kan skaffe hende pengene tilbage. Hun afventer nu svar fra Lunar Bank, hvor hendes penge er overført til.
Bliver meget værre
Hos Forbrugerrådet Tænk har man stort fokus på problemet med svindel, når private handler sammen.
Folk er begyndt at jage de gode tilbud i højere grad, og derfor går folk på Facebook Marketplace og lignende for at finde billige varer i stedet for at gå ud og købe nyt, siger økonom Jacob Ruben Hansen.
Samtidig har kriminelle fået bedre mulighed for at lave svindel, der ser særdeles troværdigt ud. Med digitale værktøjer som ChatGPT og kunstig intelligens kan svindlere snyde flere på kortere tid.
- De kan lave svindelnumre, der ser enormt troværdige ud lynhurtigt, siger Jacob Ruben Hansen, der forudser, at digital svindel og it-kriminalitet vil vokse endnu mere i omfang i de kommende år.
- Det kommer til at vokse helt vanvittigt. Det bliver så meget mere professionelt. Pludselig kan man svindle 60.000 personer på en time, mens man måske kan snyde fire lige nu, siger Jacob Ruben Hansen.
Lovløst
Han har svært ved at udpege, hvad myndigheder, politikere og banker kan gøre ved problemet, når der er tale om svindel mellem en privat køber og sælger.
Sådan undgår du svindel
Brug så vidt muligt Mobilepay til betaling. Her kan du se, hvem du overfører penge til, og det gør det nemmere for politiet, hvis du bliver udsat for svindel.
Undersøg den profil, du handler med. Ser den ægte ud? Du kan eksempelvis tjekke, hvornår profilen er oprettet. Hvis den er helt ny, kan det være et tegn på svindel.
Aftal fysisk møde, når varen skal overdrages, så du kan se, om produktet lever op til det, du har set online.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk og Østjyllands Politi
Lige nu er området præget af lovløshed, mener Forbrugerrådet Tænk.
- Svindlerne bliver ret sjældent fanget, og de får næsten ingen straf, hvis de endelig bliver fanget. Så det ender i lidt lovløshed, hvor der er store fordele for den kriminelle og ikke den store omkostning, fordi man alligevel ikke bliver fanget, siger Jacob Ruben Hansen.
Hvis man laver mere restriktive regler for handel mellem private, risikerer man at gøre det besværligt for lovlydige borgere, der blot ønsker at sælge en vaskemaskine eller en cykel.
Politiet skal styrkes
Hvis man handler med kreditkort, er man omfattet af reglerne om chargeback, hvor din bank kan trække det betalte beløb tilbage, hvis man eksempelvis ikke får sin vare leveret.
Men de regler vil være omfattende at overføre til private handler.
- Det er svært at se, hvad der skal være af bedre forbrugerbeskyttelse. Hvis man skal lave regler om charge back for private handler, så begynder det at blive besværligt, hvis man eksempelvis bare gerne vil sælge sin vaskemaskine.
Hvad er samhandelsbedrageri?
Samhandelsbedrageri er handel mellem to eller flere parter, hvor den ene part ikke overholder sin del af aftalen.
Handlen er oftest mellem borgere, der handler med hinanden på handelsplatforme eller sociale medier.
Samhandelsbedrageri kan også ske i en handel mellem en borger og en virksomhed. Fx når en privatperson handler på en webshop, hvorfra de aldrig modtager den købte vare. Sidstnævnte eksempel kan også ramme virksomheder, der køber produkter eller ydelser på andre virksomheders hjemmesider (B2B).
I sager om samhandel benytter gerningspersonerne sig ofte af muldyr eller udnytter andre personers identitet. Et muldyr er en person, der modtager penge af en gerningsperson for at sløre pengesporet, eller på anden vis stiller sin konto til rådighed for kriminelle. Derved medvirker muldyret til hvidvask.
Forbrugerrådet Tænk mener, der skal tilføres flere ressourcer til politiet, så de kan prioritere opgaven uden, at det skal fjerne fokus fra andre områder.
- Jeg tror, det handler om, at der skal flere ressourcer til politiet, så der kommer en rimelig hård straf, siger han.
De mener også, at Facebook og DBA bør tage større ansvar for at lukke nogle af de mange falske profiler, der bliver brugt til snyd.
Men det vigtigste er, at forbrugerne passer på sig selv og bruger deres sunde fornuft, når de handler med private.