Pynt uden penge: Gabriella laver skrald til stjerner
Toiletruller kan nemt blive til både stjerner, bolcher og julelys.
Stigende priser på mad og energi har efterladt flere med færre penge til julen. Men det behøver ikke gå ud over pynten.
For noget af det bedste kan findes i skraldespanden, mener Gabriella Holm, der er kreativ udvikler.
Toiletruller kan nemlig tage form som både stjerner, bolcher og julelys.
- Når jeg sidder med det, bliver jeg mere imponeret over mig selv og synes, det er federe, fordi jeg bruger nogle materialer, der var grimme og ubrugelige til at starte med, men ender med at blive megaflotte, siger Gabriella Holm.
Udover pappet fra toilet- og køkkenruller gemmer hun æggebakker, skruelåg og syltetøjsglas.
Det er materialer, som langt de fleste har i hjemmet, og det kræver ikke særlige evner med hverken saks eller pensel at forvandle det, lover hun.
Og klipper man forkert, er der ingen skade sket.
- Jeg har sådan en lille kasse, og når vi har lyst til at være kreative, så kan jeg finde den frem, og så kan vi bare bruge. Det har jo ikke kostet noget, siger Gabriella Holm.
Herunder kan du finde fire forslag til julepynt til næsten nul kroner, der er oplagte at lave med børn.
Video: Sådan laver du en stjerne af en toiletrulle
Toilet- og køkkenruller er det rene guld at have i kreakassen. Ved hjælp af lim og saks kan man lave både store og små stjerner.
- Når man får noget ud af en toiletrulle, der ellers var blevet smidt ud, så bliver jeg også mere stolt af det, jeg laver. Det behøver ikke blive grimt, siger Gabriella Holm.
Stjernerne kan bagefter pyntes med glimmer og gamle knapper, hvis man har det liggende.
Video: Sådan laver du et bolcher af en toiletrulle
Noget af den julepynt, der også er hyggeligt og sjovt at lave, er miniatureting og forvoksede ting, mener Gabriella Holm. Her er det et stort bolche lavet af en toiletrulle.
Her er der brugt maling til at gøre bolchet rød- og hvidstribet, men ellers kan man dekorere den, som man vil.
Den får sin bolcheform ved, at man lukker bolchet sammen på hver sin led i enderne, som det ses i videoen.
Video: Sådan laver du julelys af toiletruller
En paptallerken eller et rundt stykke pap udgør bunden af en nem juledekoration. Bare brug de servietter, du har og lad endelig børnene rive dem fra hinanden - det behøver ikke gøres på en bestemt måde, fortæller Gabriella Holm.
- Det er en juledekoration, der kan stå alle vegne, fordi der ikke er noget rigtigt lys i. Den kan også sagtens gemmes, hvis den bliver god, siger hun.
Gabriella anbefaler, at man går en tur i skoven og samler pynt. Det kan være kogler eller en flot sten. Gamle knapper eller en rest bånd kan også bruges.
Video: Sådan laver du stager og snelandskab af syltetøjsglas
Ved hjælp af lidt lim og noget salt bliver et tomt syltetøjsglas til den perfekte julepynt.
Den helt enkle version kræver blot et fyrfadslys, men med lidt paprester og små figurer kommer man også langt.
- Med tiden kan salten godt falde af igen, men så kan man nemt vaske glasset af med varmt vand og genbruge glassene til andre kreaprojekter, siger Gabriella Holm.