Genbrugte julegaver hitter
Flere østjyder overvejer at give julegaver fra genbrug i år, og der kan være flere fordele ved de brugte gaver.
En gave fra genbrug behøver hverken at være mindre fin eller god end én, der er købt fra ny.
Det mener i hvertfald 25-årige Elvira Jansaa fra Aarhus, der i år har købt alle sine julegaver brugt.
- Jeg har 90 procent af alle gaver i hus, og jeg har fundet alt det, folk gerne vil have - og alt sammen brugt, siger hun.
Og ifølge Elvira Jansaa er der mange fordele forbundet med gaver, der er købt brugt.
- Man gør noget godt for miljøet, og man får meget mere for pengene. Jeg er studerende og tænker meget over, hvad gaverne koster. Jeg synes både, det er sjovt og mere personligt end at købe gaverne fra ny, siger Elvira Jansaa.
Hun er, ligesom 47 procent af østjyderne i en undersøgelse fra Den Blå Avis, positivt stemt over for at give brugte julegaver.
- Jeg tror, folk har fået øjnene op for de mange fordele i en tid, hvor de fleste har færre penge mellem hænderne. Man har mulighed for at købe noget, man ellers ikke havde råd til, siger hun.
Selvom man køber tingene brugt, er de mange gange stort som fra ny
Ifølge DBA overvejer tæt på hver anden østjyde at give en genbrugt gave i år, og ifølge Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i bæredygtigt forbrug ved Forbrugerrådet Tænk, kan der være flere grunde til, at genbrugsgaverne hitter.
- Det er formentlig, fordi krisen kradser, siger Vagn Jelsøe til TV2 ØSTJYLLAND.
- Men der kan være flere grunde og ikke kun de økonomiske. Flere har ondt i økonomien og kommer til at bruge færre penge på julegaver, men der er også kommet et større fokus på genanvendelse, og det er blevet mere okay at købe genbrug.
Ifølge Vagn Jelsøe har genbrugstanken ændret sig meget de seneste år sammenlignet med for 20-30 år siden. Tidligere var der langt større skam forbundet med at købe genbrug end i dag, hvor det er blevet mere socialt acceptabelt.
Var skeptisk først
Det er anden gang, at Elvira Jansaa køber sine julegaver brugt.
Det var hendes svigermor, der sidste jul foreslog, at holde 'genbrugs-jul', hvor kriteriet for alle julegaver var, at de enten skulle være købt brugt, eller at gaven skulle være en oplevelse.
- Jeg var ret skeptisk først, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne finde nogle ordentlige gaver, siger Elvira Jansaa.
- Men sådan var det slet ikke. Man kan finde stort set alt brugt, og selvom man køber tingene brugt, er de mange gange stort som fra ny.
Hun har fundet både keramik, Georg Jensen-julepynt, interiør og endda Ørkenens Sønner-billetter brugt.
Ifølge DBA's undersøgelse, er det især de danske kvinder, der er vilde med at give genbrugsgaver. På landsplan svarer 45 procent af kvinderne, at de kunne finde på at give en brugt gave, mens det gælder 38 procent af mændene.
Det er også vigtigt at tænke over, hvem man giver gaven til, og om de vil have det okay med at få en brugt gave
Vagn Jelsøe har et bud på, hvorfor der er forskel på kønnenes svar.
- Genbrug handler også om klima, og klima fylder generelt mere hos danske kvinder end mænd.
- Desuden er unge kvinder de største forbrugere af tøj, men også den gruppe, der køber mest genbrugt tøj, siger Vagn Jelsøe.
Tænk over, hvem du giver til
Har man lyst til at give en genbrugsjulegave, har Elvira Jansaa en række råd til, hvordan man kan gribe det an.
- Hvis jeg fik en ønskeseddel med en masse ting, ville jeg starte med at kigge efter det brugt - for eksempel i en genbrugsbutik, på et loppemarked, på Facebook Marketplace eller på DBA, siger hun.
En anden væsentlig ting er at starte i god tid.
- Jeg starter tidligt med at kigge efter gaver. Det kan nemlig godt tage lidt længere tid at finde dem brugt.
- Det er også vigtigt at tænke over, hvem man giver gaven til, og om de vil have det okay med at få en brugt gave, ellers ville jeg købe den fra ny, siger Elvira Jansaa.