Supermarkeder sætter Nutella bag lås og slå efter tyverier
Cigaretter, alkohol og... Nutella?
Når man taler videresalg af varer og organiseret tyveri, er det nok oftest varer som cigaretter, snus og alkohol, man tænker på. Men der er altså også kommet nogle andre storspillere på det felt.
I flere af Coop 365´s butikker rundt i landet er Nescafé og Nutella nemlig nu sat bag lås og slå. Det sker efter at de dyrere mærkevarer er blevet flået fra hylderne – uden at blive betalt for.
I stedet møder du et skilt, hvor der står "Spørg efter varen i kasse 1".
- Når en butik bliver ramt af tyverier af bestemte varer, gør vi jo noget for at begrænse det. Så bliver det en betjeningsvare, som man skal spørge efter, fortæller Jens Juul Nielsen, som er Informationsdirektør hos Coop Koncernen.
Men ifølge Coop er det altså ikke udelukkende familiemor, far eller den fattige studerende, som hapser et ekstra glas Nutella eller en ekstra pose kaffe.
- Det er ikke en privat, som tager en enkelt pose, men nogen, der nærmest rydder en hylde. Det, vi ser, er, at det hovedsageligt er organiseret tyveri.
Derfor mistænker de, at varerne bliver stjålet for herefter at kunne videresælges. Måske med en lille fortjeneste.
Stigende problemer
I løbet af de seneste par år har Coop 365 haft stigende problemer med tyveri.
Det er dog ikke i alle butikkerne, men hovedsageligt i storbyerne, mens der sker mere sporadisk rundt andre steder i landet.
Specielt kaffe har i mange år været på top-10 over stjålne varer hos Coop 365, mens Nutella er en af de nyere spillere på markedet.
Ifølge Jens Juul Nielsen er Nescafé netop i toppen, mens Marabou, energidrikke, kosmetik og dyrt kød også ligger højt på listen.
Så det næste stykke tid foregår købet af Nutella altså ved kasserne i nogle af Coop 365 butikkerne.
Hvor lang tid, det bliver sådan, vides ikke endnu.
- Det kan være, det fortsætter til evigheder. Det håber jeg ikke, for det er også med til at begrænse salget, men så bliver det i det mindste mere besværligt for folk at stjæle det, lyder det fra Informationsdirektøren.