Nu skal ombygget gummiged også hjælpe brandfolkene
Siloen i Studstrup brænder stadig, men nu forsøger brandvæsenet med nye taktikker efter tre ugers slukningsarbejde.
Branden i Studstrup er stadig under kontrol, men langt fra slut endnu. Nu skal en fjernstyret gummiged være med til at hjælpe brandvæsenet.
Indtil nu har Østjyllands Brandvæsen og medarbejdere fra Ørsted fjernet de brændende træpiller ved hjælp af en lastbil med en 50 meter lang arm og en fjernstyret bulldozer, der har skubbet træpillerne hen mod åbningen i siloen.
Den strategi bliver nu suppleret af en fjernstyret gummiged, der kan fjerne træpillerne, uden at der er personale under taget i siloen.
- Det har fungeret rigtig godt indtil nu med at fjerne træpillerne, men det er ikke længere forsvarligt at have personale under taget, og derfor er der brug for flere fjernstyrede køretøjer, siger Kasper Sønderdahl, beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er i øjeblikket ikke fare for, at taget styrter ned, men heller ingen garanti for, at det holder. Derfor taget brandvæsenet ingen chancer.
Efter planen vil gummigeden være klar til at køre træpiller ud i dag, fredag, - den er ikke født fjernstyret, og det har derfor taget et par dage at bygge den om. Ifølge Kasper Sønderdahl er der omkring 10.000 ton træpiller tilbage i siloen, og det vil kræve cirka 1000 løft fra gummigeden, før alle træpiller er ude
- Det er svært at sige, hvornår vi er færdige, fordi det bare tager utrolig lang tid. Et forsigtigt bud er, at vi er færdige i løbet af næste uge, siger Kasper Sønderdahl.
Vil fjerne taget
Udover den fjernstyrede gummiged er en del af taktikken også at fjerne dele af tagkonstruktionen for at skabe bedre ventilation i siloen og for at sikre, at taget ikke brænder.
- Der er risiko for, at det vil give mere røg, når vi fjerner tagpladerne, men på den måde får vi bedre ventilationsmuligheder, siger Kasper Sønderdahl.
Indtil videre har brandvæsenet i samarbejde med Ørsted fjernet 13 tagplader, der vejer cirka 23 ton hver, og de mener ikke, at der er brug for at fjerne mere af tagkonstruktionen lige nu.
Kraftig røg fredag og lørdag
Den kraftigste del af røgfanen vil fredag periodevis ramme områderne omkring Studstrup, Havhusene og Gl. Løgten Strand, og det ser ifølge prognoserne ud til, at det vil fortsætte frem til i hvert fald lørdag aften. Det oplyser Østjyllands Politi fredag i en pressemeddelelse.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at beboere med hjertekar- og lungesygdomme, der bor i de pågældende områder, finder et andet sted at opholde sig, indtil røgen er drevet væk.