Haglbyger skyld i mange uheld på motorvej

Lørdag aften og nat var der flere uheld på motorvej E45. Store mængder regn på vejen og haglbyger var årsagen.

I nat var flere voldsomme haglbyger årsagen til mange uheld på den østjyske motorvej. Arkiv

Politiet i Østjylland havde travlt i aftes og i nat, fordi flere biler kørte galt på motorvej E45 i forbindelse med voldsomt vejr.

Haglbyger kombineret med den megen vand, der i forvejen lå på vejen, var en farlig cocktail. Heldigvis er der ingen meldinger om alvorlige personskader efter uheldene.

Læs også Hus omringet af vand til alle sider - til sidst kom det også op nedefra

- Vi var ude til fem uheld i nat på motorvej E45. Der kom en bølge af dem omkring kl. 3 i forbindelse med haglbyger. Der var stor risiko for akvaplaning, og det er jo farligt, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Fordi de skete midt om natten, var der dog ikke de store trafikale problemer, fortsætter han.

Vejene er dog søndag fortsat glatte, så bilisterne skal køre efter forholdene.

Vær opmærksom i trafikken

Der skete materielle skader under uheldene lørdag aften og nat, men ingen personer kom ifølge vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi noget til.

Også længere nordpå i regionen har der været udfordringer i trafikken.

02:54

VIDEO: Den seneste tids massive nedbør skaber store problemer for en husejer i Lystrup. Hjælpen kom lørdag fra totalt fremmede.

Luk video

Mellem Randers og Aarhus rykkede Østjyllands Politi ud til uheld, der skete under det kraftige haglvejr.

Efter en af de første var politiet ude at advare på Twitter.

Søndag morgen opfordrer politiet atter trafikanterne til at være særligt opmærksomme, men der skulle ikke være sket flere uheld på motorvejen mellem Randers i nord og Horsens i syd.

Du kan altid følge trafiksituationen på Vejdirektoratets trafikkort.