Grøn ordfører: Træpiller er simpelthen ikke bæredygtigt nok
Fremtidens fjernvarme skal ikke komme fra importerede træpiller, hvis det står til Enhedslistens forsyningsordfører.
Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen
Danske forsyningsvirksomheder skal ikke importere træpiller og andre former for biomasser for at varme danske hjem op.
I hvert fald ikke hvis det står til Søren Egge Rasmussen, folketingsmedlem for Enhedslisten og partiets forsynings- og klimaordfører.
- Importeret biomasse, herunder træpiller, er simpelthen ikke bæredygtigt nok. Vi skal frem til i Danmark, at vores energiproduktion kun har dansk biomasse. Så kan man have styr på det. Det her med at importere det og skulle have styr på certifikater og overvåge det, det dur ikke, og det er heller ikke en CO2-neutral løsning, siger Søren Egge Rasmussen, der kalder brugen af træpiller for ”en blind vej vi er gået nedad”.
Tvivl om det bæredygtige
Reaktionen kommer, efter TV2 ØSTJYLLAND i denne uge har sat fokus på, hvad danske kraftvarmeværker, blandt andet Studstrupværket på Djursland, fyrer med.
Tidligere fredag sagde Socialdemokratiets politiske ordfører i Aarhus Anders Winnerskjold, at han vil være skuffet, hvis det viser sig, at aarhusianske hjem er blevet opvarmet med ikke-bæredygtige energikilder.
Den tvivl har nemlig rejst sig på baggrund af TV2 ØSTJYLLANDs afdækning af, hvad de træpiller, der bruges på kraftvarmeværker som Studstrupværket nord for Aarhus, er lavet af. For indtil videre har det lydt, at de kom fra resttræer i Estland, der ikke havde anden økonomisk nytte end biomasse.
Men lokale estiske naturorganisationer har et andet billede af det, der foregår. Nemlig, at det er raske træer, der fældes, fragtes til Danmark og brændes af for at forsyne danskerne med fjernvarme.
Ørsted vil have forklaring
Energiselskabet Ørsted har nu bedt firmaet, der hidtil har certificeret træet som bæredygtigt, Preferred by Nature, om en forklaring. Det sker, efter firmaets direktør over for TV2 ØSTJYLLAND sagde, at han ikke kunne garantere, at alt træ var bæredygtig.
Søren Egge Rasmussen er godt klar over, at kraftvarmeværkerne hverken i morgen eller i denne fyringssæson kan omstille sig, men han efterlyser en langsigtet plan for, hvordan fjernvarmeforsyningen skal se ud på sigt, og han nævner både geotermi, flere varmepumper og energibesparelser gennem efterisolering som skridt på vejen.
- Derfor får vi ikke ren samvittighed i morgen, men Ørsted bør gør noget mere for, at der ikke foregår sådan en massiv skovrydning i Baltikum for at vi kan få varme om vinteren, siger Søren Egge Rasmussen.
Se dokumentaren her.
Han vil nu spørge klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), hvad hans holdning er til de her sager.
- Det kan godt være, vi bør stramme kontrollen med, hvad det er for noget biomasse, vi får ind, og så mangler vi en afgift på biomasse. Det har vi før besluttet politisk, men man har ikke kunnet finde en ordentlig løsning på det, siger Søren Egge Rasmussen.
TV2 ØSTJYLLAND har den seneste uge efterspurgt et interview med Dan Jørgensen, men har fået svaret, at han ikke har haft tid til at stille op.