Efter drab på ung kvinde: Flertal af danskerne vil have mere overvågning i nattelivet
Seks ud af ti danskere vil føle sig mere trygge, hvis der kommer mere overvågning. Politiker er parat til at opsætte flere kameraer, mens ekspert stiller spørgsmål ved effekten.
Oven på den tragiske sag om Mia Skadhauge Stevn, der blev dræbt efter en bytur i Aalborg sidste weekend, har utrygheden spredt sig i nattelivet.
- Det er jo noget, der rører os unge kvinder, der godt kan finde på at gå alene hjem fra byen, fortalte Emilie Marie Kodal Sørensen fredag til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Nu viser en ny Megafonmåling, at den utryghed muligvis kan sættes til livs ved hjælp af flere kameraer.
Seks ud af ti danskere svarer, at de ville føle sig mere trygge, hvis der kom øget videoovervågning i det offentlige rum.
Konservative klar til flere kameraer
Det er særligt kvinderne, der ønsker sig flere kameraer. Her erklærer 63 procent sig enige mod 54 procent af mændene.Det er noget den østjyske folketingspolitiker Britt Bager (K) er klar til at imødekomme.
- Hvis politiet efterspørger kameraer, er Det Konservative Folkeparti positive over for det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.I dag er der i alt 1,5 mio. overvågningskameraer i Danmark, hvoraf 250.000 peger ud i det offentlige rum.
Ekspert: - Ikke særlig stor effekt
Hvis overvågning skal virke præventivt, så kræver det dog ifølge ekspert Daniel Blaabjerg-Zederkoff, at kameraerne er så synlige, at eventuelle kriminelle stopper op og laver en risikovurdering.
Læs også
Derfor vurderer han, at flere kameraer i det offentlige rum ikke nødvendigvis vil betyde færre forbrydelser.
- Når vi taler voldskriminalitet, så kunne et svar på, at vi ikke ser en særlig stor effekt, være, at et menneske måske er i sine følelsers vold eller beruset og derfor ikke stopper op og laver en risikovurdering, siger Daniel Blaabjerg-Zederkoff, der er idehistoriker ved Center for overvågningsforskning på Aarhus Universitet.
Læs også
Men selvom overvågning ikke beviseligt forebygger voldsforbrydelser, så tror Britt Bager stadig på, at det kan være et brugbart værktøj.
- Det som ekstra kameraer og logning af teleoplysninger kan, det er at hjælpe politiet med at opklare forbrydelsen, siger hun.