Østjyske unge påvirket af drab: - Jeg har haft mega ondt i maven
Drabssagen fra Nordjylland har også sat sine spor blandt østjyske unge i form af et større fokus på, hvordan man kommer sikkert hjem og har mindre tillid til fremmede.
Det er fredag. En dag, hvor mange unge mennesker skal i byen og have en festlig aften med gode venner.
Men det er også fredagen efter den tragiske sag fra Nordjylland, hvor 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt tidligt søndag morgen på vej hjem fra en bytur. Hun er sidst set i live på overvågningsbilleder, hvor hun blev samlet op af en mørk bil.
Nordjyllands Politi har siden fundet dele af et menneske, som formodes at være fra den savnede kvinde. To mænd står sigtet for drab på den 22-årige.
Og det gør stort indtryk på østjyske unge - blandt andet til fredagsbar på Aarhus Universitet.
- Min veninde kørte med en fremmed hjem fra byen i fredags, og det har jeg haft mega ondt i maven over. Vi har snakket meget om det i løbet af ugen, og hun siger nu, at det vil hun aldrig gøre igen, siger Frida Sundgren til TV2 ØSTJYLLAND.
- Den tillid, man har haft til folk, hvor man netop kunne få et lift hjem, den har man ikke rigtigt mere. Det vil man jo aldrig gøre igen, for man ved jo ikke, hvad der kan ske med én.
Læs også
Også Emilie Marie Kodal Sørensen har brugt lang tid på at reflektere, siden Mia Skadhauge Stevn forsvandt.
- Det er jo noget, der rører os unge kvinder, der godt kan finde på at gå alene hjem fra byen. Jeg har da gjort mig mange tanker om, hvornår nogle af mine veninder skal i byen næste gang, og jeg skal sikre mig, at de kommer ordentligt hjem, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Natteravne hjælper med at komme trygt hjem
I Silkeborg er Natteravnene også på gaden i nat for at holde øje og hjælpe de unge mennesker, der er i byen. Og i dag vil der især være fokus på, at hjælpe dem med at komme trygt hjem.
- Hvis vi ser nogle unge mennesker, der sidder lidt for sig selv eller har fået for meget at drikke, så sørger vi for at få kontakt med dem, siger formanden for Natteravnene i Silkeborg, Gert Remme, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Hvis ikke de selv kan finde ud af at komme hjem, så kontakter vi måske deres forældre eller finder nogle veninder eller venner, der kan tage sig af dem. Når vi går, skal vi være sikre på, at de kommer sikkert i havn.
Læs også
Natteravnene vil især have fokus på, at sikre, at de unge silkeborgensere bliver hjulpet med at komme sikkert hjem.
- Vi kommer til at være særligt opmærksomme på, at de unge mennesker tager sig af hinanden, og vi kommer til at opfordre forældre til, at de henter de unge mennesker, i stedet for at de selv skal finde en måde at komme hjem på.
Generelt har Mia-sagen gjort stort indtryk på de unge, TV2 ØSTJYLLAND taler med fredag - både i Aarhus og i Silkeborg. En studerende på Aarhus Universitet, Anne-Sofie Meldgaard, pointerer dog også, at det ikke skal betyde, at man som kvinde ikke længere kan færdes ude om natten alene.
- Nu synes jeg heller ikke, at man skal male Fanden på væggen og sige, at man ikke længere kan gå hjem fra byen alene. Det synes jeg i hvert fald stadig godt, at man kan, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.