Far slog min mor og min stedmor ihjel

Han har ikke bedt om det her. Langt fra. Tværtimod hader han alt ved det. Han ville ønske, at det ikke var hans liv. At det aldrig var sket. Af mange årsager. Ikke bare på grund af sorgen over at have mistet Freyja, og sorgen over at hans to små søskende har mistet deres mor, deres hjem og på en måde også deres far. Heller ikke kun over, at han selv er havnet i et levende mareridt af tanker og tid, der fodslæbende har bevæget sig hen mod en skæbnesvanger dato med et ukendt efterspil.

For uanset hvor han vender og drejer sig hen, så er to voldsomme mord blevet hans skæbne. Han kan momentvis flygte fra den ved at synke ned i tidsfordriv, Netflix, fodbold og computerspil. Han kan forsøge at lukke den ned i sin erindrings fjerneste skuffe, låse den og smide nøglen væk. Men uanset hvad han gør, så vender virkeligheden tilbage, og hans fars ugerninger vil for altid være med til at definere, hvem han selv er, og hvad hans liv består af. Og han hader det.

Jeg har de seneste ni måneder fulgt Alex Mogensen. Hans far dræbte hans mor, da han var to år. Og i januar i år – 26 år senere - dræbte og parterede faren angiveligt også Alex’ stedmor, 43-årige Freyja Egilsdottir i deres tidligere fælles hjem i et parcelhus i Malling.

Endnu er der ikke faldet dom. Det sker formentlig om ganske kort tid. Men for Alex og de nærmeste er der ikke tvivl om udfaldet. Formentlig heller ikke for ret mange andre i retssalen den dag. For allerede i grundlovsforhøret erkendte Flemming Mogensen sig skyldig i drabet på moren til hans to yngste børn, og siden har han siddet varetægtsfængslet.

Da jeg mødte Alex første gang i huset i Tranbjerg tilbage i marts, var chokket så småt ved at fortage sig. Men det var stadig uvirkeligt, at Freyja var væk for altid. At det var sket.

”Altså, alt det her er forfærdeligt. Hvad skal jeg fremhæve? For der er alt for mange ting, jeg kan fremhæve og sige, at det her har været forfærdeligt, eller det her, det har været elendigt. Børnene er ikke der, hvor de plejer at være. Jeg kan ikke bare lige ringe til min far, jeg kan ikke ringe til Freyja. Jeg tror, "ulykkelig" er det bedste ord. Jeg kan ikke rigtig være i mig selv over, at det er sket igen. Jeg prøver at tænke på noget andet, men det er svært, for der er masser af ting, der minder mig om det. Det kan være, jeg går hen i stuen og ser et billede af Freyja eller et billede af mine små søskende. Så kommer jeg til at tænke på, at deres liv også er ændret for altid.”

At møde Alex er umiddelbart som at slå en sætning på et fremmed sprog op i google translate. Man får øjeblikkeligt svar, men kun på nøjagtig det, man har spurgt om. Uden kontekst og fortolkning.

Alex lægger ikke skjul på noget eller fordrejer sandheden, så det passer ind i det billede, han forestiller sig, at modtageren forventer. Men når han får talt sig varm, er hans analyser syleskarpe og nøgterne. Der er ingen retouchering eller post mortem-filter til at lægge blødt lys og formildende omstændigheder over den ensomme barndom, der var hans i hjemmet hos Flemming og Freyja. Og på samme tid mærker man ubehaget ved at fortælle netop den virkelighed, han ville ønske, ikke var hans. Det gør ham på én gang åben og tilknappet. Men han vil fortælle. For der er, ifølge ham, noget helt galt. 

Ifølge Alex er det nemlig ikke bare en usminket og barsk historie om en mulig dobbeltmorder med mulige tilknytningsforstyrrelser per default. Eller den samtidige historie om en dreng, der efterstræbte sin fars kærlighed og opmærksomhed, men sjældent fik den. Eller om at befinde sig i en krigszone mellem samme far uden nævneværdig empati og en stedmor, der tog hans mors plads og gjorde det så godt, hun kunne, men som aldrig kunne blive hans mor. Og som endte sit liv så grusomt, som det næsten kan ende.

Den barske historie er blandet med vrede. Først og fremmest over hans oplevelse af, at han – og resten af familien – i hele perioden har stået alene med en kæmpe udfordring: Faren. 

Jeg ved, at han tvivler på, om det nytter at stå frem og fortælle. Om noget overhovedet kan forandres til det bedre. Hans tillid til systemet, som han kalder det, kan ligge på et meget lille sted. Men han gør det alligevel.

For det skal frem, at velfærdssamfundets sikkerhedsnet har alt for store huller, når en mand med problemer som Alex’ far har kunnet slippe gennem maskerne. Alene det faktum, at faren kom ud fra fængslet og uden videre fik overdraget forældremyndigheden over det barn, hvis mor han slog ihjel. Eller det faktum, at faren henvendte sig i psykiatrien og bad om hjælp til sine sorte tanker om selvmord, depression og vrede og blev afvist seks uger før, Freyja blev dræbt. Et mønster, der gik igen op til begge drab står tydeligt. Hvis man ellers kigger efter. Alex er førstehåndsvidne til det, han i dag kan se, var en forudsigelig katastrofe. Og ifølge ham kunne Freyja måske have været her stadig, hvis farens udfordringer var blevet taget alvorligt.

Han har derfor to mål: Det første er, at det skal frem, hvor lidt der er gjort for at undgå katastrofen.

”Jeg synes ikke, min far har fået den hjælp, han skulle bruge for at komme videre i sit liv, efter han dræbte min mor i 1995. Og han fik heller ikke hjælp, inden han dræbte min stedmor den her gang. Jeg forstår ikke, hvordan de kunne tage chancen og afvise ham, særligt kort før Freyjas død. Det giver ingen mening.”

Noget skal ændres, så andre i lignende situationer får hjælp eller bliver stoppet.

Det andet mål er personligt. Det handler om Alex selv og hans mildt sagt komplicerede forhold til faren. Et mål som har sat alt i stå, og som han har ventet i snart 10 måneder på at nå. Det er et livsvalg, jeg ikke ville ønske for min værste fjende. For Alex vil lave sit eget forhør. Han vil finde ud af, om der stadig er et menneske, som han vil have noget med at gøre.

Men indtil retssagen er ovre, kan han ikke få svar. Han må besøge sin far i arresten, men han må ikke tale med ham om det, han har allermest brug for at vide: Hvad skete der, da Freyja døde, og ikke mindst i dagene efter hendes død? Hvad gik der gennem hovedet på faren? Var han syg og handlede i affekt, eller skilte han med koldt blod Freyjas lemmer fra hinanden og gravede ligdelene ned i haven?

”Hvis han ikke har planlagt det, og det er sket spontant, så synes jeg, det passer godt ind i en analyse af, at han er syg. Hele den teori falder til jorden, hvis han har planlagt det. Så bliver vores forhold udelukkende økonomisk og praktisk. Det er det, vi har med hinanden så.”

Svaret vil med andre ord afgøre, om Alex fremover vil betragte sig selv som forældreløs eller ej.

Det er tirsdag d 2. februar 2021 om eftermiddagen. På dette tidspunkt er det fire dage siden, at Freyja blev kvalt. Men det ved Alex ikke noget om, da han bliver ringet op af Freyjas søster. Hun fortæller, at de ikke kan finde Freyja, at hun ikke har givet lyd fra sig, siden hun forlod sit arbejde på Stenslundscentret i Odder torsdag aften. Alex undrer sig. For hvis Freyja har været væk flere dage, hvorfor har hans far så ikke ringet til ham og spurgt, om han ved, hvor hun kan være, eller om hun har givet lyd fra sig til ham?

”Jeg tror, jeg er en af de sidste, der får noget at vide. Ja, og så prøver jeg at finde ud af alt, hvad jeg kan og ringer til politiet, og de er herude og snakker med mig”.

Uroen breder sig. Flemming Mogensen melder Freyja, som han for nyligt er blevet separeret fra, savnet. Alex ringer til sin mormor, Jette Hansen fra Odder. Da hun første gang hører, at Freyja er forsvundet, dukker gamle mareridtsagtige scenarier øjeblikkeligt op i hendes hukommelse, fra da hun mistede sin egen datter. Hun verfer tankerne væk. Det sker selvfølgelig ikke igen. Senere, da de to taler sammen igen, proklamerer Jette, at det da er underligt, at en mor kan finde på at rejse fra sine to børn. Hun må godt nok være træt af det hele. ”Er det det, du tror, mormor?” spørger Alex retorisk. Den voldsomme sandhed står pludselig alt for uhyggeligt klart hos dem begge.

”Jeg kunne ikke fatte det. Det måtte ikke være sådan. Jeg kunne ikke holde ud, og kan stadig ikke holde ud, at tænke på, hvad Freyjas familie skal igennem. For sorgen breder sig som ringe i vandet, og den er i familien i årevis. Selvom Kristina døde i 1995, så tænker jeg stadig på min datter hver eneste dag. Hun viste følelser, hun var skøn og levende.”

Den nat bliver der ikke sovet ret meget hjemme hos Alex. Han er bekymret for, hvad der kan være sket, og også bange for om der kan ske mere. Tidligt næste morgen ringer to betjente på døren med en skæbnesvanger besked.

Den får jorden til at åbne sig under ham, og en hel familie til at styrte ned i en afgrund af uoprettelig skade.

Samme aften skriver Alex i sin sorte kladdebog til sin far. Han fortæller mig, at det kun tog et kvarter, at det nærmest skrev sig selv.

For at forsøge at finde en forklaring på hvorfor Flemming slår ihjel, går vi tilbage i tiden. Vi skal til begyndelsen af 90’erne, hvor Alex’ forældre bliver kærester. Én af dem, der husker, fra før Alex blev født, er hans mormor. Da Jette mødte Flemming Mogensen fra Tranbjerg, var han en frisk, ung mand. Glad og meget forelsket i Kristina, Jettes datter.

”Det var en stormende forelskelse. Hun var kun 17, og han var 23, og de var meget glade for hinanden. Der var seks års aldersforskel, og det kunne man godt mærke. Flemming var mere voksen. Han kunne godt lide at komme hjem til os. Og når vi havde været i byen, til familiefester for eksempel, så elskede Flemming, at vi satte os i køkkenet og snakkede. Vi kunne snakke hele natten og have det sjovt. Kristina var som regel den, der endte med at gå i seng først, og så fortsatte Flemming og jeg et par timer mere,” fortæller Jette.

Flemming nød at komme i Kristinas hjem, der var meget anderledes end hans eget. Alex’ farmor og farfar gik op i meget faste rammer.

”Min far kom fra en baggrund, hvor man gjorde de samme ting søndag aften. Eller søndag formiddag. Der var rutiner, som ikke kunne brydes, og jeg ved, at han følte sig fastlåst. Min farmor gjorde meget ud af at holde på formerne, at alt var pænt udadtil, og min farfar var nok mest konfliktsky. Man snakkede ikke rigtigt om ting, der betød noget. I stedet blev der lagt låg på. For eksempel fik min far først ved sin konfirmation at vide, at han var adoptivbarn, og der blev, så vidt jeg ved, ikke talt om emnet igen. Min mor derimod kom fra en familie, hvor det var lidt mere frit. Man tog tingene, som de kom. Og jeg tror også, det var derfor, at han oplevede at kunne åbne sig på en helt anden måde. Det ved jeg, han har været glad for.”

At Alex kom til verden i 1993, var ikke lige netop planlagt. Men den uventede ankomst var en gave for både Kristina, Flemming og deres forældre. Samværet begyndte dog at skurre, da parret flyttede sammen. Kristina var træt af, at Flemming var meget kontrollerende, og skænderier tog til i styrke og antal. Jette var vidne til flere af dem.

”På et tidspunkt flyttede Flemming og Kristina kortvarigt ind hos mig, mens de ventede på en lejlighed, og da opstod der flere gange uenigheder, som jeg var vidne til. Og når de havde diskuteret, så blev Flemming sur, og så lukkede han af og gik. Han manglede en slags social smidighed. For når han kom tilbage, var konflikten et afsluttet kapitel for ham, og det var svært for Kristina. Uenigheden blev i hende, og afstanden voksede imellem dem og endte med, at de flyttede fra hinanden, da Alex var lige knapt to år,” fortæller Jette.  

Flemming var meget stille efter bruddet. Han besøgte ofte Jette med Alex, og de gik ture sammen, og i den første tid gik det fint. Flemming søgte også hjælp hos Jette, spurgte hvad han kunne gøre. De talte om at håndtere konflikter i stedet for at forlade dem. ”Man kan ikke blive enige om alt, men man må nå til en forståelse for hinanden,” forklarede Jette. ”Jeg har prøvet, men jeg kan ikke,” sagde han.

Allerede inden bruddet lovede Flemming over for Kristina, at han ville begynde hos en psykolog, men det blev ved løftet. Efter en eller to gange droppede han det. Han syntes ikke, det hjalp ham.

Som månederne gik, indså Flemming efterhånden, at Kristina ikke kom tilbage, og han blev mere og mere stille og trist. På et tidspunkt skrev han et farvel-brev til sine forældre. I brevet stod der, at de ikke behøvede at lede efter ham, og at han ikke havde lyst til at leve mere. Hans far tog ud og ledte efter sin søn, fandt ham og fik ham kortvarigt indlagt på akut-afdelingen på psykiatrisk hospital. Jette måtte i huj og hast tage over og passe Alex, mens Kristina tog til hospitalet.  

”Kristina var den eneste, han ville se på derude. Lægerne kunne bare pakke sammen. Hun tog derud for Alex' skyld, sagde hun. På hospitalet gentog Kristina sit krav om, at Flemming skulle gå til en psykolog og få hjælp. Flemming lovede igen. Men igen blev det ved løftet.”

Hvad der skete hos Flemming i dagene op til mordet, ved jeg ikke. Men jeg ved, at Kristina havde fundet en kæreste og boede i Kildegaardsparken i Odder med Alex. Og på dagen, hvor hun blev dræbt, kom kæresten for at besøge hende i løbet af dagen, mens Alex var i dagpleje. Da han stak nøglen i døren, blev den holdt indefra. Det var Flemming på den anden side, der holdt den. Kæresten kunne ikke forstå, hvorfor Kristina, som han troede, det var, holdt døren. Han råbte derfor gennem den, at han ville gå en tur og komme tilbage lidt senere. Det var ham, der fandt Kristina liggende i lejligheden i en blodpøl, dræbt med 18 knivstik – godt syv måneder efter bruddet med Flemming. Alex har flere gange talt med sin far om, hvad der skete.

”Altså, det jeg har fået at vide, det var, at han skulle hente mig. Og han har vist fået nogle øl, tre-fire stykker plejer han at sige. Og da han så mødte op, skændtes de over et eller andet igen, og det slog klik for ham, har han forklaret. Og så har han dræbt hende med x antal knivstik. Bagefter tog han de af mine ting, han skulle bruge hos min mor, hentede mig ved dagplejen og tog hjem til min farmor og farfar i Tranbjerg.”

Flemmings forældre kunne godt både se og fornemme, at noget var galt, og faren endte med at fortælle, hvad han havde gjort. Politiet blev kontaktet, og Flemming anholdt.

”Jeg har prøvet at sætte mig ind i hovedet på min far mange gange. Jeg tror, jeg har svært ved at sige, hvad der er sket inde i hovedet på ham, men jeg kan fortælle, hvad han selv har sagt. At det slog klik. Og hvad det betyder, det, tror jeg, er svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg ved, han tit har sagt, at han ikke har vidst, hvad han ellers skulle gøre. Hvad det betyder, det ved jeg ikke. Men det er det, han har sagt. Men jeg gætter på, at han knytter sig rigtig meget til én person, og derfor kan han ikke se sig selv uden den person. Personen bliver hans liv.”

Året efter drabet på Kristina Hansen i Odder faldt der dom. Alex’ far blev kendt skyldig i drabet på moren til hans på det tidspunkt treårige søn. Noget af det, der falder i øjnene, når jeg læser sagsakterne, er, at et partnerdrab åbenbart blev anset for mindre slemt end andre typer drab. Derfor fik Flemming 10 års fængsel i stedet for de 12 år, et drab normalt udløser. En praksis, domstolene i øvrigt forlod tilbage i 2009, og siden er partnerdrab takseret på lige fod med andre drab.

Hvis man ellers opfører sig nogenlunde normalt som indsat, bliver man prøveløsladt, når man har udstået to tredjedele af sin straf. I Flemmings tilfælde udgjorde fængslingen derfor 6,5 år, og i de år boede Alex hos sin øvrige familie. Mest farfar og farmor, som fik forældremyndigheden, men bedsteforældre på begge sider trådte til og besluttede sig for at samarbejde.

”Jeg ringede til Henny, Alex’ farmor. Hun var selvfølgelig frygtelig ked af det og sagde, at hun ikke håbede, drabet skulle komme imellem os. Og vi var enige om, at vi ville samarbejde om at være der for Alex. Og vi tog også en anden beslutning: Vi ville ikke lyve. Det, der skulle siges, skulle siges. Lidt efter lidt, som Alex blev ældre, skulle svarene på hans spørgsmål være de samme svar fra os alle. Han skulle kende sandheden,” fortæller Jette.

Vi sidder hjemme ved Jette på et tidspunkt i foråret. Hun har dækket op i den ryddelige stue i rækkehuset i Odder. Der er kolde vand, friske jordbær, chips og mandler på bordet. Selvom det gør ondt at tale om mordet i 95, har hun valgt at gøre det alligevel. For hun ser det samme som sit barnebarn: En række svigt af en familie. Alex er der også, og han og mormoren fortæller om tiden, både omkring drabet på Kristina, men også tiden efter. De supplerer hinanden, når de fortæller. De har talt om Flemming mange, mange gange, og igen og igen når de frem til, at årene i Alex’ barndom, efter Kristinas død, har været alt for svære at stå alene i som familie. At det i deres øjne er vanvittigt, at ingen holdt øje med farens forældreevne.

Når jeg spørger, hvornår Alex fandt ud af, at hans far havde dræbt hans mor, kan han ikke sætte tidspunkt på. Men han føler, at han altid har vidst det. Jette derimod husker episoder, hvor tingene stod lysende klart for hendes barnebarn.

”Jeg tror, Alex har været højst fire år. Vi var hjemme hos mig, ham og hans jævnaldrende fætter. Vi sad på gulvet og læste godnathistorier. Og ud af det blå lagde Alex pludselig sin hånd på min arm og sagde: ”Mormor, var det med kniv?” Så tænkte jeg kort… ”Ja,” sagde jeg, ”det var det”. ”Så læs videre, mormor.” Så allerede da, vidste han det. Og så gik der langt tid, før han spurgte om det igen. Men en aften stod vi og vaskede op, Alex stod på en lille barneskammel med opvaskebørste og forklæde. Og så vendte han sig og sagde: ”Mormor, er du sur på min far?” ”Nej, jeg er ikke sur på ham, men han har godt nok gjort mig ked af det.” ”Åh, godt. For jeg elsker ham jo”.

”Jeg husker, at jeg sad på min farmors skød og fik at vide, sådan mere nøjagtigt, hvad der var sket. Det var i 1999, for jeg var seks år og skulle begynde i skole i Tranbjerg. Og for at der ikke skulle opstå snak, valgte man at fortælle det til forældrene, så de kunne fortælle det til deres børn. Det var rart for mig at vide, at de vidste det. Det er ikke farligt, når alle ved det.”

Jette supplerer: ”Der er jo ikke nogen, der kan stille spørgsmål som børn, vel? Det er jo rent drama, og det, synes børn, er spændende. Så det var rarest, at de havde hørt det fra deres egne forældre og fået det at vide samtidig.”

De første år af Alex’ skoletid boede han derfor hos sin farfar og farmor, og en gang imellem kom hans far forbi, når han var på udgang. En far, som Alex på det tidspunkt havde en stor længsel imod. 

”Noget af det første, jeg husker, er, at vi stod ude i gangen i min farmor og farfars hus, her hvor jeg selv bor i dag. Min far havde været på besøg, han holdt om mig, og jeg kunne mærke hans skæg. Og jeg ville bare ikke have, at han skulle gå.”

Alex havde på det tidspunkt ingen vrede over det, faren havde gjort. Kun lyst og håb om at få lov at være sammen med i det mindste den ene af sine forældre.

Men trods drengens længsel efter at have forældre, blev bedsteforældrene de primære omsorgspersoner de første år efter morens død. I dag er Alex sikker på, at det har gjort en kæmpe forskel for ham. Og under samtalen i Jettes stue i Odder er det også tydeligt for mig, at hun og Alex har et særligt bånd.

”Min farfar og særligt min mormor har betydet alt for mig. De har reddet mig. Min mormor har altid vist mig omsorg og været ærlig, og hun har lært mig, hvordan jeg håndterer følelser og taler om dem. Alt det jeg ikke lærte hos min far og Freyja. Jeg har lært, hvordan man opfører sig ved at gøre det modsatte af dem. Jeg har sagt det i sjov, men jeg siger det også, fordi det er rigtigt.”

Den 7. maj 2002 afleverede Flemming Mogensen nøglerne til sit værelse på Pension Skejby i det nordlige Aarhus. Pensionen er et åbent fængsel, hvor indsatte udsluses gradvist til samfundet under den sidste del af deres straf, og her afsonede Flemming de sidste 2,5 år. I hans journal beskrives han som "efterrettelig og imødekommende".  Han passede sine ting, efterkom krav, mødte til tiden, når han havde været på udgang, og han var i det hele taget godt i gang med at få sin tilværelse tilbage på skinner. En mønster-indsat, der forstod alvoren af sin kriminelle handling og forsøgte at rette op, hvor det var muligt, særligt overfor Alex, lyder de overordnede betragtninger i journalen. Mens Flemming var fængslet, læste han flere fag på VUC i Horsens, og i år 2000 begyndte han på Handelshøjskolen, som det hed dengang, med fokus på IT og økonomi.

Når jeg læser Flemmings journal fra Kriminalforsorgen, kan jeg se, at Freyja Egilsdottir, der oprindeligt kom fra Island, nævnes første gang i foråret 2001, hvor både hun og Alex besøgte Flemming på pensionen. Freyja læste både på Handelshøjskolen og også Aarhus Universitet, blandt andet lingvistik. Ifølge journalen var det nye kærestepar ofte sammen, tre-fire gange om måneden. De sås i weekenderne, deltog blandt andet i familiefester hos Freyjas familie, var til islandsk grundlovsdag og ude at spise og i biografen, da Freyja afsluttede sin eksamener.

Lige efter løsladelsen fra Pension Skejby flyttede Freyja og Flemming derfor sammen hos en bekendt i Tilst, mens de ventede på at få en lejlighed. Der skulle være god plads til Alex, og det skulle helst være i Tranbjerg, så han kunne fortsætte sin skolegang dér. I august 2002 flyttede parret ind på Torvevænget 218 i Tranbjerg, og efter et halvt til et helt år flyttede Alex også med. Den lille ny familie var på plads. 

Da Freyja flyttede sammen med Flemming og Alex, havde hun for længst taget stilling til Flemmings fortid, som hun kendte. Jeg undrer mig over, at hun begav sig ind i et forhold med en mand, hun vidste havde dræbt en partner tidligere. Men ligesom flere af parrets venner, der også kendte til Flemming fortid, var hun, ifølge flere kilder, overbevist om, at det var et enkeltstående tilfælde, at det var tragisk, men at det var fortid. Flemming havde fået styr på sig selv i fængslet.

I de to år, prøveløsladelsen var i kraft, foretog Pension Skejby i alt otte tilsyn. De foregik dels på selve pensionen, dels hos parrets bekendte i Tilst og i to tilfælde i det nye hjem. Freyja deltog ved et enkelt af dem. Blandt andet kan jeg læse i referatet fra et af tilsynene, at det var svært for hende ikke at kunne dele sine tanker om Flemmings fortid med sine forældre på Island. Hun og Flemming havde nemlig i fællesskab valgt ikke at fortælle dem om det.

Men ud over det ene tilsyn, hvor Freyja deltog, deltog Flemmings nærmeste personkreds ikke i dem. Det var udelukkende ham selv, der besvarede spørgsmålene om, hvordan det gik.

Ved fire tilsyn, blandt andet de to sidste, hvor familien var flyttet sammen i Tranbjerg, blev der talt om Flemmings aggressionsforvaltning, som det kaldes. Og hver gang fortalte han, at han var mindre hidsig og mindre opfarende end før sin afsoning. Blandt andet står der: ”Flemming oplyser, at hans tidligere tendens til hidsighed har været meget aftagende, og at han tackler tilspidsede situationer mere adækvat.” (i overensstemmelse med situationen, red.). I et andet referat oplyser han, at ”Alex og Freyja er temmelig uimponerede, når han farer op, hvilket betyder, at Flemming føler, han er blevet mere sindig i for ham provokerende situationer.”

Havde nogen spurgt Alex og måske også Freyja om det samme, ville de have fået en helt anden historie.

Da jeg i et interview med Alex beder ham sætte ord på, hvad hans far var for en mand, holder han en lang pause, før han svarer. Ordene virker nøje valgte:

”Sur. Og vred. Han havde et stort temperament, og der skulle ikke meget til at få ham op i det røde felt. Han var ikke nødvendigvis sur på nogen, men sur på verden og nok også sig selv. Man kunne tabe noget bestik på gulvet, og så var han oppe i det røde felt. Det var som om, man hele tiden skulle træde virkeligt forsigtigt. Der har været utallige episoder, i bilen eller bare derhjemme, almindelige dagligdagsproblemer, hvor hans vredesudbrud måske hjalp ham, men forpestede hans omgivelser. Så han er selvfølgelig den anspændte mand, den frustrerede, ham, der hader sig selv, ham der føler sig skyldig overfor mig og skammer sig. Men han var også den, der prøvede at lette stemningen med dårlige jokes. Nogle gange var det okay, nogle gange var det meget upassende. I de seneste år lykkedes jeg med at få ham til snakke om vreden, men det var begrænset, hvor mange gange han rent faktisk hørte efter. Både Freyja og jeg prøvede at få ham til at indse, hvor ubehageligt det var at have sådan en tikkende bombe gående rundt.”

”At være barn hos min far og Freyja har derfor været ensomt for mig. Jeg ved, at jeg har været meget ked af det som barn og grædt rigtig meget. Altså, jeg var ikke bange for, at nogle skulle gøre mig noget, men det var ikke trygt. Det var begrænset, hvor mange år de havde det godt med hinanden. De var begge meget højrøstede, når de skændtes, og det var ofte på et niveau, jeg ikke var komfortabel med. Så det handlede for mig om at spise aftensmad forholdsvist hurtigt og så ind på værelset igen. Der er selvfølgelig øjeblikke, der har været gode. Men det er også begrænset, hvor mange der er af dem.”

Da Alex flyttede ind hos sin far og Freyja, var hans oplevelse, at de sociale myndigheder hverken holdt øje med familien eller gjorde sig overvejelser om farens forældreevne. I dag kan han selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, om faren på et socialkontor gik til møder om trivsel i hjemmet. Men han ved, at ingen har spurgt ham selv om, hvordan det gik. Og når han taler om, at systemet har svigtet, og at han ikke længere har nogen tillid til det, så lægges fundamentet til mistilliden formentlig allerede i den barndom, han kun har få gode minder om.

”Det virkede ikke til, at nogen tænkte over, om det var en god eller dårlig idé, at min far fik forældremyndigheden over mig. Det var åbenbart en meget naturlig ting. Og lille 10-årig mig ville bare gerne have min far, så alt så jo ud til at være fint. Jeg ved ikke, om det, at Freyja var der, har gjort en forskel. At de tænkte, at hun ville råbe højt, hvis der var noget i vejen. Men hun var jo kun 16 år ældre end mig. Jeg ved, der i de første måneder var et besøg eller to fra en eller anden i systemet, som skulle sikre sig, at min far stadig var i gang med sin uddannelse eller arbejde. Og at alt så ud til at være fint derhjemme. Ikke nødvendigvis om det var fint, men at det så sådan ud. Så jeg tror, at nogen krydsede fingre et sted og håbede, at det bare gik.”

For ham at se burde der være fulgt krav med forældremyndigheden. For hans far var ikke modtagelig for hjælp til at bearbejde sit svære sind frivilligt, men var der fulgt et sådan krav med forældremyndigheden kombineret med et tilsyn fra de sociale myndigheders side, kunne det måske have gjort en forskel.

”Jeg mener, min far burde have haft ugentlig hjælp eller månedlig mindst, og at der skulle have været en form for opsyn med os. I hvert fald med mig. Man kunne have spurgt, hvordan jeg havde det. Fulgt udviklingen og holdt øje med, om jeg trivedes. Hvis min far havde fået et ultimatum, da han kom ud, om at han ikke kunne få forældremyndigheden, før han var mentalt klar, så kunne det have hjulpet os. Men vi blev bare overladt til os selv. ” 

Når jeg snakker med Jette, fremstår hun umiddelbart som en ældre, velholdt kvinde med styr på tilværelsen, god humor og et let sind. Men når man hører hendes historie, står det klart, at letheden er monteret på en bund af dyb sorg over tabet af datteren og en række tunge, men modige erkendelser. For eksempel én gang for alle at gøre op med sig selv, at det krævede samarbejde med hendes datters drabsmand, hvis hun ville være der for sit barnebarn.

”Den første gang, vi mødtes, var vanvittigt svær, også for ham. Det var virkelig akavet. Inden havde jeg ringet og sagt, at ”der venter en stor opgave, når vi to skal se hinanden første gang. Men vi skal huske, at der står en lille dreng i midten. Han skal se, at her er to voksne mennesker, der kan klare at skille tingene ad.” For jeg havde ikke lyst til at stå overfor Flemming og være venlig. Hvorfor skulle jeg det? Men jeg så ham kun som Alex’ far – og på den måde kunne jeg være i det.”

Også mormoren oplevede, at forældremyndigheden overgik til en far, der stod alene med opgaven uden at magte ansvaret. For nok boede Freyja også i hjemmet, og hun var både glad, sød og imødekommende, når Jette mødte hende, men Alex var Flemmings naturlige ansvar.

”Da Flemming fik forældremyndigheden, tænkte jeg, at hvis han kan få det, så må det være fordi, der er en eller anden form for opsyn. Men det var der ikke. Jeg forstår ikke, at dem, der bevilgede den, ikke førte opsyn. De kendte hans baggrund. Støtten skulle have været der helt naturligt. Men de tænkte måske, at der var en lille ny familie, fordi Freyja var der. Men det var jo slet ikke tilfældet.”

Jette spurgte flere gange Flemming, om han selv syntes, han levede op til forældrerollen. De havde mange diskussioner og uenigheder. Igen og igen trak den bekymrede mormor ham til side for at få en snak om Alex og det, hun betragtede som omsorgssvigt. Flemming lyttede pænt, men ifølge Jette gjorde det ikke den store forskel.

På et tidspunkt kom Flemming for eksempel hjem til Jette for at hente en taske med vasketøj. ”Det er godt nok noget af en portion tøj”, udbrød han. ”Ja, det er det. Men det er også noget andet. Hvad tror du, det kan være, Flemming?”, udbrød Jette og kunne mærke sine frustrationer presse sig på. Flemming kunne ikke svare. ”Jeg kalder det også omsorg. Der er en stor sportstaske her fyldt med omsorg, og hvis du har fem minutter, så vil jeg gerne snakke igen. For Alex trænger til omsorg, og det håber jeg, du er vågen overfor. Omsorg, omsorg, omsorg. Morgen og aften. Hellere for meget end for lidt.” ”Jeg prøver så godt, jeg kan”, sagde han. ”Men det er ikke nok, Flemming. Der skal mere ud af posen.”

”For mig at se, så manglede han noget i den måde, han var sammen med Alex på. For eksempel hvis jeg afleverede efter weekend eller bare en dag, så tog han ikke imod ham, når jeg afleverede, og spurgte, hvordan han havde haft det. Han levede sig ikke ind Alex’ liv. I min verden er det naturligt at gøre. Det er ikke noget, man behøver tænke over eller huske på. Det skal bare komme fra hjertet, og det gjorde det ikke. Og det er derfor, jeg tit ender med at sige, at han ikke havde det i sig.”

I sommeren sidste år besluttede Freyja sig for at forlade Flemming. På dette tidspunkt var Alex for længst flyttet hjemmefra. Freyja og Flemming havde fået to børn, en pige og en dreng på nu cirka fem og ti år. Forholdet var ikke bedret, og Alex var træt af at høre på dem begge to. Han havde også i sit eget voksenliv problemer at slås med og skulle kæmpe for at holde humøret oppe. Ofte, når de var sammen, stak han til sin far med syrlige kommentarer om hans mangler. Da han var barn, plagede han sin far til at spille spil, til at gå til fodboldkampe sammen eller se det sammen på TV. Nu havde han givet op, uden dog helt at kunne slippe håbet om engang at få sin fars opmærksomhed.

Han talte ofte med Freyja. Deres forhold havde svinget gennem årene. Freyja havde arrangeret den fineste konfirmation for Alex. Hun forsøgte. Men det var svært for ham at kalde hende mor, for han havde jo en mor i forvejen, og han følte, at hun tog morens plads, hvis han overgav sig til den titel. I Alex’ øjne bidrog hun også til det høje konfliktniveau i huset, så i flere år var han ikke ligefrem fan, som han beskriver det. Men i de sidste tre-fire år fandt de en balance og kunne have det sjovt sammen. De sidste år gik deres samtaler på børnene, men ofte også på det, der blev et fælles mål: at fixe Flemming. Og da Freyja trak stikket til sidst, var Alex ikke overrasket.

”Det var tydeligt, at min far var gået i stå, og det var Freyja også. Coronakrisen havde tvunget dem til at være sammen i flere timer om dagen, og til sidst kunne Freyja ikke mere. Min far var selvfølgelig ødelagt. Jeg tror aldrig, jeg har set ham græde så meget.”

Men der gik ikke længe efter, at parterne var flyttet hver for sig, før Flemming begyndte at tage sig sammen. Freyja havde blandt andet peget på, at han ikke var nok sammen med børnene, og at han også var blevet ligeglad med sig selv. Han var blevet overvægtig og slap, syntes hun.

”Vi havde længe haft et væddemål om, hvorvidt han kunne tabe sig. Og i et år havde han ikke gjort noget. Og da så Freyja gik fra ham, gjorde han endelig en indsats. Han tog sig tid til at være sammen med børnene, han holdt fast i humøret og sine jokes, han begyndte at træne og stoppede med at spise usundt, ja, han holdt nærmest op med at spise. Som om det var det nemmeste i verden, tabte han 30-40 kilo i løbet af efteråret og vandt væddemålet. Men det gjorde også, at han ikke længere rigtig lignede sig selv. Det hjalp heller ikke, at han farvede sit hår gult. På et tidspunkt, hvor jeg ikke havde set ham i tre uger, kunne jeg næsten ikke kende ham, da jeg mødte ham igen. Hans hud hang slapt omkring ham på grund af vægttabet, og han så træt ud. Gammel og elendig.”

I slutningen af november sidste år begyndte Flemmings gode intentioner og håb langsomt at krakelere. For Freyja havde ikke i sinde at vende tilbage til ham, selvom han havde arbejdet med hendes kritikpunkter. I stedet var hun i gang med at skabe et nyt liv, hun havde afsluttet en uddannelse som sosu-assistent og fået både nyt job og ny bil. Optimismen blomstrede på hendes mange profiler på nettet. Hun lagde billeder og videoer op, hvor hun trænede i naturen, var ude at løbe, ude at spise og viste i det hele taget sit liv frem med glæde. Flemming var fortid.

I Flemmings liv derimod gik det ned ad bakke. Flere kilder fortæller, at han var begyndt at drikke, og han havde det skidt med sig selv. Allerede i august fik han hos lægen en henvisning til en psykolog. Samtalerne foregik, ifølge journalen, over telefon en gang i ugen. Flemming havde allerede her tanker om selvmord, skyldfølelse og depression, og han reagerede med vrede, når han blev presset. Lægen udskrev også anti-depressiv medicin, men senere i journalen tilkendegiver Flemming, at han ikke var kommet i gang med den.

”Der var en dag, hvor jeg ringede til ham, fordi jeg havde det dårligt, og det endte med, at vi i stedet snakkede om, hvor forfærdelig han havde det og om selvmordtankerne, der kørte med ham. Og det hjalp selvfølgelig ikke på min psyke. Så jeg ringede til Freyja og fortalte, at jeg ikke var i stand til at gøre noget ved det. Om hun kunne prøve. Og hun ville heldigvis gøre et forsøg.”

Alex – og måske også Freyja – rådede Flemming til at kontakte lægen eller psykiatrien for at få hjælp, og det indvilgede han i. Den 14. december kontaktede han Center for Selvmordsforebyggelse. Her fik han at vide, at han skulle gå via egen læge. Dagen efter ringede han så til sin læge, som skrev en henvisning og en kort patientbeskrivelse til centret:

Tre dage senere, den 18. december, modtog Flemming Mogensen en afvisning på behandling fra psykiatrien:

Flemming var med andre ord overladt til at fortsætte hos psykologen, og – ifølge Alex og journalen – fortsætte med at undlade at tage den antidepressive medicin.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor psykiatrien på AUH afviser en presset drabsmand. Det undrer mig, at hans forhistorier ikke får alle alarmklokker til at ringe hos lægerne. Måske passede han ikke ind på afdelingen, fordi han var i stand til at tage afstand fra sine selvmordstanker og dermed ikke omfattet af den snævre, men indlæggelsesudløsende definition ’selvmordstruet’? Men hvis afdelingen var forkert for Flemming, hvorfor sendte de ham så ikke videre til et mere relevant tilbud?

Jeg vil også gerne vide, om lægerne vidste, at han ikke tog sin medicin, og om de havde undersøgt, at psykologsamtalerne foregik per telefon? Og HVIS de havde undersøgt disse ting, hvordan kunne de så fastholde, at netop det behandlingsforløb var det bedste for den tidligere drabsmand? Og måske det mest nagende spørgsmål: Hvor meget kan en myndighed lukke øjnene uden at blive draget til ansvar for det efterfølgende – og i familiens øjne – forudsigelige drab?

For knap seks uger senere – den d. 29. januar i år - kvæler den 52-årige mand ifølge anklageskriftet sin 43-årige eks-kone, parterer hende de følgende dage og gemmer hendes ligdele bort. 

Det går først op for Alex, da faren allerede sidder i arresten, sigtet for drabet på Freyja, at psykiatrien forinden havde smækket døren i for næsen af Flemming. Da sønnen forstår sammenhængen, er afmagten total. Og vreden, den følelse han ellers ikke bryder sig om, fordi den har fyldt så meget i hans barndom, fylder ham op.

”Den ikkeeksisterende hjælp der har været fra myndighedernes side, det er uforståeligt for mig. En tidligere drabsmand opsøger systemet og fortæller det, han gør, med selvmordstanker, dårlige tanker og en voldsom historik. At han så ikke får den hjælp, han skal bruge, det giver ingen mening for mig. Hvordan kan man tage chancen? Jeg kan ikke finde nogen undskyldning. Og det, der gjorde mig så vred, var, at i det øjeblik følte jeg, at noget kunne være undgået. Freyja kunne måske stadig have været her i dag.”

For mønstret står skærende klart: En kvinde forlader ham, han forsøger i seks-syv måneder at gøre det godt igen, indser på et tidspunkt, at det ikke vil lykkes ham, bliver deprimeret, indesluttet og vred, har tanker om selvmord, men ender med at slå ikke bare én, men angiveligt to kvinder ihjel.

”I og med det er sket anden gang, så opstår der jo det her mønster, som bare giver så meget mening. Og derfor virker det helt åndssvagt, at jeg har tænkt det andet, men det har jo været en enkeltstående hændelse indtil anden gang. Jeg tror, man som pårørende overbeviser sig selv om, at det selvfølgelig ikke sker igen. Man kan jo ikke fortsætte sit liv normalt, hvis man tror på, at ens far rent faktisk godt kunne slå ihjel.”

Så sent som midt i januar talte Alex og Freyja om, hvad Flemming kan finde på i sin tilstand. Alex spurgte Freyja direkte, om hun er bange. Men ingen af dem havde fantasi til at forestille sig en gentagelse.

”Hun var på ingen måde bange for, at der skulle ske hende noget. Og det var jeg heller ikke. Heller ikke for, at han skulle begå vold eller noget i den retning. Han har aldrig slået mig, og så vidt jeg ved, heller ikke slået Freyja. Da vi talte om det i januar, frygtede hun mest, om han kunne finde på at gøre noget ved sig selv.”

Jeg overvejer mit næste spørgsmål, for det er tungt: Nogle ville sikkert sidde og tænke, at din far er et monster. Er han det?

”Det ved jeg ikke. Det er vel op til folks definition, om han er et monster. Men nej. Jeg synes, min far er en mand med meget specifikke problemer. Om man kan få hjælp til at løse det, det ved jeg ikke, men det kunne være meget fedt, hvis nogle prøvede. Så derfor er det også meget svært at sige, om han bare er, som han er, og det kan vi ikke ændre på. Han har gjort nogle forfærdelige ting. For mig er han indtil videre en syg mand, der har brug for hjælp.”

Svarene på Alex’ spørgsmål kommer efter retssagen på onsdag, når han kan få lov at gennemføre sit forhør, som han kalder det. Måske bliver nogle af spørgsmålene besvaret allerede inde i selve retssalen. Den skæbnesvangre dato er der næsten, og Alex er indstillet på en følelsesmæssig ekstrem hård dag. Måske som at løbe en maraton, når man lige har overstået en triatlon.

”Der er mange, der har sagt, de gerne vil være der, når retssagen går i gang. Men jeg har sagt til hver og én, at jeg er ikke noget for nogen den dag. Jeg er der, fordi jeg har brug for at være der. Og så højst sandsynligt være fuldstændig psykisk smadret, når jeg tager hjem.”

”I øjeblikket er jeg vred på ham. Selvfølgelig er jeg det. Men jeg har også ondt af ham. Det er nok den følelse, der dominerer mest lige i øjeblikket. Jeg har ondt af mange. Og hvor vores forhold præcist ender med tiden, det har jeg ingen idé om. Når han en gang har givet mig en forklaring på, hvad der er sket, så må jeg jo tage stilling til, hvad jeg kan bruge det til. Men det bliver rart endelig at få en afgørelse. Så jeg kan komme videre. Så alle kan komme videre.”

Du kan se hele dokumentaren her:

Skrevet af: Irene Nørgaard

Foto: Christine Vestergaard samt private fotos

Udvikling og layout: Frederikke Schmidt

Redaktør: Inga Vind

Udgivet: November 2021

Vi har ikke spurgt Flemming Mogensen, om han vil bidrage til sin historie. Vi har valgt udelukkende at lade de pårørende fortælle historien. Udover Alex Mogensen er Freyjas familie inviteret til at deltage og også orienteret om TV2 ØSTJYLLANDs dækningen af sagen. De har dog ikke ønsket at deltage, men er indforstået med at Alex Mogensen fortæller sin historie. Flemming Mogensen har givet tilladelse til aktindsigt i sine journaler.

Vi har gennem uger været i kontakt og i dialog med Enhed for selvmordsforebyggelse under Psykiatrien på AUH. De ønsker først at svare på spørgsmålene om, hvorfor de ikke tilbød Flemming Mogensen behandling i deres regi søndag den 21. november. Det sker på TV2 ØSTJYLLAND kl. 19.30. Flemming Mogensen har givet tilladelse til, at enheden gerne må udtale sig i hans sag.