Far slog min mor og min stedmor ihjel

Han har ikke bedt om det her. Langt fra. Tværtimod hader han alt ved det. Han ville ønske, at det ikke var hans liv. At det aldrig var sket. Af mange årsager. Ikke bare på grund af sorgen over at have mistet Freyja, og sorgen over at hans to små søskende har mistet deres mor, deres hjem og på en måde også deres far. Heller ikke kun over, at han selv er havnet i et levende mareridt af tanker og tid, der fodslæbende har bevæget sig hen mod en skæbnesvanger dato med et ukendt efterspil.

For uanset hvor han vender og drejer sig hen, så er to voldsomme mord blevet hans skæbne. Han kan momentvis flygte fra den ved at synke ned i tidsfordriv, Netflix, fodbold og computerspil. Han kan forsøge at lukke den ned i sin erindrings fjerneste skuffe, låse den og smide nøglen væk. Men uanset hvad han gør, så vender virkeligheden tilbage, og hans fars ugerninger vil for altid være med til at definere, hvem han selv er, og hvad hans liv består af. Og han hader det.