Skændsel for byen forsvinder nu
En ruin af en bygning har generet naboer i årevis. Nu bliver den endelig revet ned med hjælp fra Landsbypuljen.
- Det er en skændsel for hele byen.
Så kort og kontant er vurderingen fra Tonny Rasmussen om den ødelagte bygning, der har ligget tæt ved kirken i Allingåbro.
Hele byen, tror jeg, er glad for, det kommer væk.
Tonny Rasmussen bor selv i nærheden og går dagligt forbi. Han er glad for, den nu bliver revet ned.
- Det skulle være sket for mange år siden. Hele byen, tror jeg, er glad for, det kommer væk, siger Tonny Rasmussen.
Det en kæmpe udfordring, hvis der står flere faldefærdige huse gennem byen.
En anden lokal beboer, Rasmus Madsen, er enig.
- Det er meget trælst at se på. Det er dejligt, det kommer væk, så der kan komme noget nyt, siger Rasmus Madsen.
Hos Landdistrikternes Fællesråd frygter man også, at en øjebæ som bygningen i Allingåbro kan skade små lokalsamfund.
- Det en kæmpe udfordring, hvis der står flere faldefærdige huse gennem byen. Hvis man kommer som potentielt tilflytterfamilie, og man ser forfald, så har man en større tendens til at sige, vi fortsætter til den næste by, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Landsbypuljen
Der findes dog en pulje ved navn Landsbypuljen, hvor kommuner kan søge om tilskud til nedrivning, forskønnelse af områder eller renovering. Ved nedrivning dækker puljen typisk 60 procent af udgifterne, mens ejeren må betale resten.
Man anslår, at puljen i år ender omkring 100 millioner kroner. Steffen Damsgaard mener, pengene er vigtige for de små samfund.
Vi har fået mange henvendelser, så der har været et stort politisk ønske om at få ryddet op på grunden.
- Det har en kæmpe betydning i og med, at kommunen søger midlerne, hvor man kan få ryddet op ved at få fjernet og nedrevet dårlige boliger, siger han.
Hos Norddjurs Kommune har man været meget aktiv i at søge, hvilket betød, at de sidste år fik et tilskud på cirka 4,4 millioner kroner, hvor omkring 90 procent gik til nedrivning.
Nu er det altså ruinen i Allingåbro, som står for tur efter pres fra de lokale.
- Vi har fået mange henvendelser fra borgerforeningen og øvrige borgere i Allingåbro. Så der har været et stort politisk ønske om at få ryddet op på grunden, da den er meget synlig i bybilledet, fortæller Niels Ole Birk, formand for Miljø og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune og venstremand.
Det er også til stor tilfredshed hos flere af de lokale.
Der er mange kommuner, der slet ikke kan søge midler nok hjem i forhold til de ønsker og behov.
- Det er godt, den forsvinder, ellers står det bare og bliver hægtet af, indtil det selv falder sammen, siger Tonny Rasmussen.
For få penge at søge
Landsbypuljen er dog ikke løsningen på alle problemer. Nogle ejendomme kan været forgældet så voldsomt, at selv med et tilskud, så giver det stadig ikke mening for kommuner og private at nedrive eller renovere.
Samtidig er der de senere år blevet færre midler at søge for kommunerne, og det skaber endnu en udfordring, mener Landdistrikternes Fællesråd.
- Vi er nede på cirka 100 millioner kroner, så der er mange kommuner, der slet ikke kan søge midler nok hjem i forhold til de ønsker og behov, der er, fortæller formand Steffen Damsgaard.
Han opfordrer derfor politikerne til at udvide puljen igen.