Jackie måtte fortælle knust datter, at katten var endt i storskrald
Hvis du finder et dødt kæledyr, så lad være med at smide det ud med det samme, lyder budskabet fra Jackie Kjøller.
- Han var helt unik. Den kærligste og mest omsorgsfulde kat.
Sådan beskriver Jackie Kjøller familiens kat igennem 12 år, Felix.
Men hans liv sluttede ikke, som de havde håbet på. Felix blev nemlig væk, døde og endte med at ryge i en pose til storskrald.
- Jeg er chokeret over, at man kan finde på sådan noget i løbet af så kort tid, og man ikke gør mere for at finde ejeren, siger Jackie Kjøller, som bor med sin familie i Grenaa.
Ville kremere Felix
Familien ser Felix for sidste gang søndag, hvor han bliver væk. De er efterfølgende ude at lede efter ham og kalde på ham med godbidder, men uden held.
Omkring to døgn efter hans forsvinden efterlyser Jackie Kjøller katten på de sociale medier og kommer i kontakt med en kvinde, som har fundet Felix død i sin have.
Jeg bliver ked af det og er selvfølgelig nødt til at fortælle min datter hvilken skæbne, han har fået
Ifølge Jackie Kjøller, fortæller kvinden, at hun efterlyste Felix' ejere på sociale medier og efterfølgende puttede ham i en pose ved siden af skraldespanden.
Men allerede dagen efter kom skraldebilen forbi og tog posen med Felix' lig med sig. Det betyder, at Jackie Kjøller og familien ikke fik mulighed for at tage afsked med Felix.
- Jeg bliver ked af det og er selvfølgelig nødt til at fortælle min datter, hvilken skæbne han har fået. Det er ikke noget, en mor har lyst til, og nu bliver jeg ked af det, siger Jackie Kjøller og er tydeligt berørt i telefonen.
Felix har betydet meget for hendes 18-årige datter, som havde tænkt sig at kremere ham og have asken i en halskæde, som hun kunne gå med.
Smid ikke døde kæledyr ud
Derfor kommer hun nu med et opråb til andre, som finder døde dyr.
- Gør alt, hvad I kan, for at finde ejeren, inden I gør noget. Det gør ondt at få sådan en besked, vi er helt ødelagte. Tag katten til dyrlægen, så de kan læse chipmærket, så familien kan få katten hjem igen, hvis de ønsker det, siger Jackie Kjøller.
For dem var Felix nemlig lige så betydningsfuld som et familiemedlem, og de ville gerne have taget ordentlig afsked med ham.
Er det ikke meget at forlange, at man skal tage et dødt dyr med til dyrlægen?
- Jeg tænker bare, at hvis man er medmenneskelig og ved, der sidder nogen og savner en kat, så burde man også gøre en ekstra indsats for at finde ejerne, inden man smider den ud, siger Jackie Kjøller.
TV2 ØSTJYLLAND har talt med kvinden, som fandt Felix i sin have. Hun fortæller, at hun stillede posen med katten ved siden af skraldespanden, for at undgå at hendes hund fik fat i den. Hun troede, skraldebilen først kom ugen efter.
Kvinden fortæller også, at hun gik rundt til naboer og spurgte ind til, om de vidste noget om katten. Kvinden efterlyste ejeren til katten på sociale medier, og derfor mener hun, at hun gjorde, hvad hun kunne, for at give ejerne vished.