Han har længe kæmpet for uvildig undersøgelse: - Hellere sent end aldrig

For kommunalbestyrelsesmedlem Aleksander Myrhøj (SF) har onsdag været en mærkelig dag, for han har længe kæmpet for en uvildig undersøgelse i Norddjurs, men er ked af, at det overhovedet er nødvendigt.

Ambivalens.

Ordet beskriver ifølge Aleksander Myrhøj (SF), medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs, hvordan han har det oven på onsdagens udmelding fra kommunen om, at der nu bliver igangsat en uvildig undersøgelse af socialområdet.

quote Jeg så jo gerne, at vi havde taget det skridt allerede, da vi var nogle, der stillede forslaget sidste år

Aleksander Myrhøj (SF), medlem af kommunalbestyrelsen, Norddjurs

Han var nemlig en af de politikere, der for et års tid siden forsøgte at få opbakning til netop at lade området undersøge set med øjne udefra.

- Jeg er selvfølgelig enormt taknemlig over, ikke mindst på medarbejdere og borgeres vegne, at der nu er opbakning til en uvildig undersøgelse, men jeg er samtidig rigtig ked af, at vi er i en situation, hvor det er nødvendigt at sætte gang i sådan en undersøgelse, siger Aleksander Myrhøj.

Han har derfor med egne ord ikke armene over hovedet.

- Jeg så jo gerne, at vi havde taget det skridt allerede, da vi var nogle, der stillede forslaget sidste år, men jeg har også måttet sande, at det var man ikke klar til i det politiske landskab i Norddjurs Kommune. Det er man nu, og jeg tror, det bliver godt for de mennesker, der har tilknytning til det her område, siger Aleksander Myrhøj og tilføjer:

- Hellere sent end aldrig. Og jeg tror, vi har brug for den her hjælp fra en uvildig instans. Også til at finde det, vi kan gøre bedre.

Det kommer dog til at koste både kræfter, men også penge at løfte området, vurderer SF’eren.

- Men det her område er også så stort og med så store udgifter, så derfor skal der ikke ret mange procent til at frigøre en masse midler, siger Aleksander Myrhøj.

Hør Norddjurs' borgmester Kasper Bjerregaard (V) forklare, hvorfor der nu bliver igangsat en uvildig undersøgelse af socialområdet:

I Norddjurs Kommune får lang tids kritik af socialområdet nu konsekvenser. Velfærdsdirektøren bliver fyret og en uvildig undersøgelse af socialområdet igangsættes.