Familien Steffensens skole lukker: - Der er stadig meget at kæmpe for

Ørum Skole på Djursland står til at lukke. Nu vil forældre kæmpe for, at naboskolen får en overbygning, så de ældste elever kan blive i lokalområdet.

02:19

For familien Steffensen er det noget rigtig øv, at Ørum Skole lukker.

Elliot Sloth Steffensen er i gang med danskundervisningen på Ørum Skole.

Han leder efter billeder af sig selv og sin famiie til en kollage - måske en af de sidste kollager, som bliver lavet i klasselokalet.

Læs også Først fjernede de overbygningen - nu vil de lukke hele skolen

For efter alt at dømme er Ørum Skole snart fortid.

- Det er trælst og svært at tænke på, at skolen skal lukke, siger Elliot Sloth Steffensen. 

Der er 14 elever tilbage i Elliot Sloth Steffensens klasse, som er en kombineret 5. og 6. klasse.

Han er én af i alt kun 64 elever, som er tilbage på skolen. For kun to år siden havde skolen på et tidspunkt hele 324 elever.

Meget er sket siden.

Læs også Lukningstruet folkeskole mister elever til ny friskole

Først besluttede politikerne, at overbygningen, 7.-9.-klasserne, skulle flyttes fra Ørum og godt 15 kilometer væk til Grenaa. 

Der røg de ældste elever væk. Dels skulle der spares penge, og der har også været et faldende børnetal i kommunen i længere tid. 

Friskole oprettet i protest

Men mange lokale i Ørum og omegn var uenige i beslutningen. De dannede Min Friskole, som åbnede ved skoleårets start. De tilbyder undervisning i hele grundskolen fra 0. klasse til og med 9. klasse. 

- Min Friskole er ikke en kritik af Ørum Skole, sagde bestyrelsesformanden for Min Friskole, Torben Boel, da skolen åbnede:

- Jeg har selv gået på skolen, og mine børn har været glade for at gå på skolen, men det er spørgsmål om, at vi ikke vil acceptere, at der ikke længere er en overbygning til de ældre elever. 

Læs også Ny friskole overhaler lokal folkeskole fra første dag

Nu ryger det sidste af skolen

Med Min Friskole røg den anden store bunke af elever fra Ørum Skole. 

Tilbage er Elliot Sloth Steffensen og 63 andre elever. Der er deres skolefremtid, som Norddjurs' politikere nu skal træffe beslutning om. 

- Jeg har kæmpet for den skole, men jeg ser ikke mulighed for at bevare både Ørum Skole og Glesborg Skole, sagde SF'eren Mads Nikolajsen, da det kom frem, at Ørum Skole nok skal lukkes. 

- I stedet for to nødlidende skoler, så er det bedst at sikre én mere velfungerende skole, og der satser vi på Glesborg nu. 

Forældre kæmper for en udvidelse af Glesborg

Når Ørum Skole lukker er det meningen, at eleverne i stedet skal gå på naboskolen i Glesborg - godt fem kilometer væk fra Ørum. 

Læs også Skolelukninger skulle redde fattig kommune - men besparelser er små

Glesborg Skole har kun elever indtil 6. klasse i dag - ligesom Ørum Skole. Men nu vil de tilbageværende folkeskoleforældre kæmpe for, at de skal have en hel skole fra 0. klasse til 9. klasse.

- Jeg tror også på, at politikerne er nået et skridt længere og kan også godt se, at de måske har været lige lidt hårde ved området herude, siger Kim Steffensen Carøe, som har to børn på Ørum Skole:

- Og vi har brug for at have en folkeskole i midten af Djursland.

Ligesom forældrene hos Min Friskole, så vil han ikke have, at hans ældste børn skal gå i skole i Grenaa - godt 15 kilometer væk. 

Læs også Elever og forældre får krisehjælp efter voldsom ulykke

Han kunne så vælge den nye friskole, men han mener, at kommunen skal have et ordentligt folkeskoletilbud i midten af Djursland.

- Jeg mener, at folkeskolen er en fundamental ting for det danske samfund. Det vil vi støtte op omkring, og det er ikke alle, som har råd og lyst til at sende sine børn på friskole, siger han.

Borgmester: Fristende at sige ja

Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), har selv gået i Glesborg Skole, da der var en overbygning, og sagen går med borgmesterens ord "lige i hjertekulen". 

Kommunen har ikke budgetteret med en overbygning, og pengene er små i Norddjurs Kommune, der kæmper med et økonomisk efterslæb. 

Læs også Forslag: Byboere skal have penge for at pendle til Norddjurs og Samsø

Jan Petersen vil dog ikke afvise tanken om en overbygning på Glesborg Skole. 

- Det er fristende at sige ja. Det vil koste en større investering, mens driften er overkommelig. Jeg synes, vi skal tage en god dialog med hinanden, for det væsentlige er også, at vi giver børnene i en eventuel overbygning et godt fagligt overbygningstilbud, siger han tirsdag aften til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Når man kører en overbygningsskole med én klasse, er det meget begrænset, hvilke muligheder eleverne får. 

Læs også Norddjurs Kommune klar med gratis mundbind

Ifølge formand for skolebestyrelsen i Børneby Midt, Birgitte Bønnerup, er det vigtigt at tilbyde fællesskab og nærhed for skolebørnene.

Hun ser meget nødigt, at de store børn i kommunen dagligt skal tilbringe flere timer i bus. 

- Hvis vi skal fokusere på midten og tiltrække nogle ressourcestærke familier, som kommunen har brug for, skal de satse på en overbygning her i Børneby Midt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.