Først fjernede de overbygningen - nu vil de lukke hele skolen

I 2019 mistede borgerne i Ørum deres overbygning på den lokale skole under store protester. Men deres lidelser er ikke slut.

Arkivfoto: Ørum Skole er fortid efter dette skoleår

I budgetskitsen for Norddjurs Kommune i 2021 kan man læse, at resten af skolen skal lukkes med udgangen af dette skoleår. 

Det er oprettelsen af den nye friskole i Ørum og en 'markant reduktion' i antallet af elever på folkeskolen i Ørum, der ligger bag forslaget om at lukke skolen med 80 elever. 

Beslutningen ærgrer Birgitte Bønnerup, formand for fællesbestyrelsen for Børneby Midt i Glesborg og Ørum. 

- Politikerne ødelægger et rigtig godt skoletilbud, som der kun har været tilfredshed og opbakning omkring, siger hun. 

Læs også Ny friskole overhaler lokal folkeskole fra første dag

For få uger siden åbnede en ny friskole i Ørum, der ligger som nabo til folkeskolen. Friskolen havde fra dag ét flere elever end folkeskolen.

Men det er ikke et udtryk for utilfredshed med den lokale folkeskole, mener Birgitte Bønnerup. Det er et resultat af, at politikerne i Norddjurs Kommune lukkede overbygningen på skolen i 2019 under store protester fra lokalsamfundet. 

- De var utilfredse med, at overbygningen blev fjernet. Det var ikke skolen, som de var utilfredse med, mener Birgitte Bønnerup.

Antallet af børn falder generelt i Norddjurs Kommune

Forstår ikke beslutning

Hun undrer sig over, at byrådet først fjerner overbygningen og danner et grundlag for at danne en friskole. Efterfølgende bruger byrådet friskolen som argument for at lukke resten af skolen i Ørum. 

- Der er nogen forældre og lærere, der har valgt at blive, og det her giver bare en kæmpe usikkerhed, siger hun. 

Læs også Utilfredse borgere kæmper til det sidste: - Vi er blevet tromlet

På friskolen peger man også flytningen af overbygningen til Grenaa som den primære årsag til, at man har oprettet skolen, siger Torben Lund, bestyrelsesformand for friskolen.

- Hvis overbygningen ikke var flyttet, så var friskolen heller ikke oprettet, sagde han ved åbningen af friskolen den 11. august. 

Eleverne fra Ørum Skole skal fra sommeren 2021 gå i skole i Glesborg, 7 kilometer væk. Kommunen vil ifølge budgetskitsen spare 411.000 kroner 2021 og derefter 1.9 millioner kroner om året frem mod 2024. 

Læs også Skolelukninger skulle redde fattig kommune - men besparelser er små

Overbygningen - elever fra 7. til 9. klasse - blev i 2019 flyttet til Grenaa. 17 kilometer væk fra Ørum. 

Vil ikke tilbyde sine børn det

Thea Klausen fra Ørum er en af de forældre, som har tilvalgt friskolen, så hendes børn ikke skal transporteres til Grenaa, når de kommer i de ældre klasser. 

- Vi var glade for Ørum Skole, men jeg vil have, at mine børn skal kunne gå direkte hjem fra skole og ikke sidde langt tid i bus efter skole, når de bliver ældre, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Landsby sat til salg: Skolelukning betyder afvikling af byen

Birgitte Bønnerup fortæller, at borgere i både Glesborg og Ørum har kæmpet for at beholde en lokal skole i Ørum for at kunne lokke tilflyttere til byen. 

Hun mener, at en del af de nuværende elever på Ørum Skole vil forsøge at få en plads på friskolen i byen, men hun forsikrer, at skolen i Glesborg kan tilbyde en attraktiv skolegang for dem, der ønsker at fortsætte i folkeskolen. 

 Skolebestyrelsen på Ørum Skole skal samles tirsdag for at diskutere, hvad de vil svare i den kommende høringsrunde, der løber til slutningen af september. 

01:45 Luk video