Stor politiaktion på hospital
Østjyllands Politi bekræfter, at de har været til stede ved AUH, hvor de undersøgte et mistænkeligt forhold.
Østjyllands Politi var fredag eftermiddag massivt til stede ved Aarhus Universitetshospital i Skejby
Der var flere politibiler ved hospitalets indgang A, og personer, der ankommer til hospitalet, blev vist væk.
TV2 Østjyllands reporter på stedet observerede mellem 10 og 15 kampklædte betjente med maskinpistoler og hunde, der søgte både ude og inde.
Mike Harati havde været til kontrol på hospitalet og var på vej ud ved indgang A, da politiet ankom.
- Det væltede ind med kampklædte betjente med maskinpistoler og skjold, og så blev alle indgange lukket af, siger Mike Harati til TV2 Østjylland.
Han blev efter eget udsagn tilbageholdt sammen med læger og sygeplejersker i en time, før han fik lov at forlade hospitalet.
Lastbilchaufføren Kenneth Laugesen fra Herning var på hospitalet for at besøge sin mor.
- Lige som jeg kom ud i foyeren kom 10 kampklædte betjente lige ind i hovedet af mig med maskinpistoler og hunde. Jeg tænkte "hold da op, hvad sker der her". Vi fik allesammen besked på, at vi skulle skynde os derfra, fortæller han til TV 2.
Ingen er kommet til skade
Østjyllands Politi bekræfter, at de har været til stede ved hospitalet, hvor de undersøgte et mistænkeligt forhold.
- Vi fik en anmeldelse klokken 14.38 og har været der for at undersøge et mistænkeligt forhold, siger vagtchef Michael Lydersen.
Han kan ikke komme nærmere ind på, hvad politiaktionen drejede sig om.
- Men der er ikke nogen, der har været i fare, og er der er ingen, der er kommet til skade, siger han.
Pressechef på AUH Lars Elgård bekræftede, at der var en politiaktion i gang på hospitalet men havde ikke yderligere kommentarer.
Ved 18-tiden pakkede politiet sammen og forlod området.
Ved du noget?
Har du været til stedet på AUH under politiaktionen? Så hører vi meget gerne fra dig på tip@tv2oj.dk