Det vrimlede med politi: Stor aktion i villakvarter
Beboere i området får at vide, at de ikke kan komme hjem, mens politiet arbejder.
Det vrimlede med politi omkring Platanvej og Gråpilevej i det nordøstlige Randers torsdag ved 22.00-tiden.
Ifølge et vidne på stedet var der mindst ti politibiler, og der kom løbende flere til, mens et område blev spærret af.
- Der er helt spærret i krydset ved Hadsundvej foran Coop 365, hvor jeg står. Jeg kan høre, at beboere på vejen får at vide, at de ikke kan komme ind til deres huse, når de kommer kørende, sagde vidnet til TV2 Østjylland.
- Så vidt jeg kan høre, får folk at vide, at der pt. ikke er nogen tidshorisont for, hvornår de kan vende hjem, så de står herude eller sidder i deres biler rundt omkring og afventer.
Imens gik politiet rundt med hunde og ledte efter noget, og der kom fortsat flere patruljer til, lød det videre fra vidnet.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra politiet torsdag aften, natten til fredag og igen fredag morgen, men det er indtil videre ikke lykkedes.