Is og frost driller igen Letbanen – kører langsommere end normalt
Søndag morgen kører letbanetogene langsomt på Djursland grundet is på køreledningerne. Derfor er flere afgange forsinkede.
Som flere gange tidligere giver frostvejr udfordringer for Aarhus Letbane. Denne gang er det dog kun på Djursland, og omfanget af problemerne er heldigvis ikke så store som først antaget.
Grundet is på køreledningerne har flere tog måtte køre helt ned til 30 km/t, og det gør, at de bliver forsinkede på strækningen mellem Hornslet og Grenaa.
- Der er nogle tog, som er en del forsinkede. Det er op til 14 minutter. Når solen står op, og der bliver varmere, tror jeg dog, at driften bliver normal igen, siger projektleder hos Midttrafik, Mikkel Schou, til TV2 ØSTJYLLAND.
På et tidspunkt lød meldingen fra Midttrafik og Aarhus Letbane, at der var nødt til at blive indsat erstatningsbusser på rute 88 mellem Hornslet og Grenaa.
Dropper busser
Og at togene ikke kørte længere end til Ryomgård for så at vende om grundet forsinkelser. Den aktion er nu afblæst.
- Vi kører med forsinkelser, men regner med i løbet af kort tid at få styr på driften, forklarer Letbanens direktør, Michael Borre, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men skal du med Letbanen til eller fra Djursland inden for den nærmeste fremtid, må du altså forvente forsinkelser og en forlænget rejsetid.
Rådet fra Midttrafik er at følge med på de relevante kanaler.
- Man kan følge sit tog på Midttrafik Live eller Rejseplanen, og så skulle der også være informationer på stationernes infostandere, siger Mikkel Schou.
Ikke første gang
Det er langt fra første gang, at kulde og frost driller letbanetogene. Første gang var i oktober, og siden har der været flere dage, hvor Letbanen måtte aflyse tog eller køre med store forsinkelser på grund af is på køreledningerne.
Det har undret mange, at Aarhus Letbane ikke er klar til at håndtere is på denne tid af året. Det har selskabets direktør, Michael Borre, et svar på.
- Når det bliver koldt, kører vi nogle gange iskørsler om natten. Det betyder, at vi ligger og kører for at fjerne isen fra køreledningerne. Men selvom vi kører om natten, er vi ikke overbeviste, om det hjælper på køreledningerne, har han tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har købt noget materiel, der skal fjerne isen, men det kommer først hjem til januar, fortsatte han.
Adspurgt om, hvorfor det vigtige materiel først kommer hjem til januar, hvor det må antages, at der ved flere lejligheder har været is på køreledningerne, lyder svaret:
- Der er lang leveringstid på den slags.