Fagforeninger bag medarbejdere: Direktør burde være sendt hjem for længe siden
Ifølge fagforeninger finder medarbejderne det yderst kritisabelt, at kommunaldirektør Christian Bertelsen ikke allerede er hjemsendt fra Norddjurs Kommune.
Søndag mødes økonomiudvalget i Norddjurs Kommune for at behandle sagen om Christian Bertelsens ledelsesstil på rådhuset.
Politikerne skal blandt andet diskutere, om han skal sendes hjem, mens en undersøgelse af påståede krænkelser er i gang.
Men det burde være sket for længe siden. Sådan lyder det i et fælles notat fra medarbejderne i Kommunaldirektørens sekretariat, som er sendt til medarbejdernes fagforeninger HK, DJØF og DM. Fagforeningerne har givet TV2 Østjylland lov til at referere fra notatet.
Ifølge fagforeningerne skriver medarbejderne, at det er kritisk, at kommunaldirektøren ikke er sendt hjem. De kalder det mangel på ledelse og uprofessionelt, at han er til stede, mens hans ledelsesstil bliver undersøgt af et eksternt firma.
Notatet sammenfatter en række hovedbudskaber fra medarbejdere, der er medlemmer af de tre fagforeninger.
Medarbejderne skriver blandt andet, at tilliden til den nuværende ledelse er uoprettelig. De føler sig 'fuldstændig overladt' til sig selv i den nuværende situation.
De skriver videre, at arbejdet på rådhuset er gået i stå, siden påbuddet landede i indbakken på kommunen den 19. december.
Her er påbuddet fra Arbejdstilsynet
Virksomheden påbydes at undersøge, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø i Kommunaldirektørens sekretariat, herunder om der forekommer krænkende handlinger.
Undersøgelsen skal gøre det muligt at konstatere, om arbejdsmiljøforholdene er sundhedsmæssigt forsvarlige.
Kompetencepåbud:
Virksomheden påbydes at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at foretage undersøgelsen af arbejdsmiljøforholdene i afdelingen for at afdække, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
I skal efterkomme påbud og kompetencepåbud senest den 1. april 2023. I skal orientere alle arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, der er berørt af påbuddene.
I skal senest den 11. februar 2023 give os besked om, at I har indgået aftale med en autoriseret rådgivningsvirksomhed. Inden I giver os besked, skal I orientere arbejdsmiljøorganisationen om, at I har indgået denne aftale. I skal bruge formularen om aftale på vores selvbetjeningsløsning Arbejdsmiljø i din virksomhed.
Kilde: Arbejdstilsynets påbud
Reelt har deres arbejde været uden formål siden december, hvor Arbejdstilsynet sendte sit påbud til Norddjurs Kommune, skriver de.
De beskriver i notatet, at deres arbejdsopgaver er forsvundet langsomt siden december, hvor påbuddet blev givet, og kommunaldirektør og borgmester flyttede deres kontorer væk fra sekretariatet.
'Det bliver man som ansatte og medarbejdere opgivende af.'
Ifølge HK Østjylland gruer medarbejderne for, om Christian Bertelsen vender tilbage på arbejde mandag. Det bliver først afgjort søndag på et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget, som borgmesteren har indkaldt til.
- Et godt sted at starte er, at kommunalbestyrelsen træder i karakter og viser politisk mod og handlekraft og hjemsender kommunaldirektøren, mens undersøgelsen pågår, siger sektionsformand for HK Østjylland Hans-Henrik Hansen.
Borgmesteren: Tager det selvfølgelig alvorligt
TV2 Østjylland har forelagt kritikken i denne artikel for borgmester Kasper Bjerregaard. Han siger, at han tager kritikken alvorligt, men hans vurdering er, at der er sagt meget offentligt og i medierne, og at dialogen nu bedst foregår mellem ledelse og medarbejdere. Kasper Bjerregaard har ikke selv fået notatet med kritikken fra medarbejderne.
Hvad tænker du, når du hører den her alvorlige kritik?
- Det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Det gør jeg med alle udsagn, som kommer fra medarbejdere. Men jeg har svært ved at kommentere direkte på det. Du refererer til et notat, som ikke er tilgået mig. Jeg vil hellere tage dialogen med medarbejderne i stedet for gennem pressen.
Men noget du kan svare på, som ikke har noget med notatet at gøre, er, om du mener, at Christian Bertelsen bør komme tilbage på arbejde mandag, eller om han bør hjemsendes?
- Nu har jeg indkaldt til ekstraordinært møde på søndag (i Økonomiudvalget, red.). Christian er på ferie og er ikke i organisationen lige nu. Vi (Økonomiudvalget, red.) mødes på søndag, hvor vi skal tale om det her. Den dialog foregår bedst mellem os.
Kasper Bjerregaard fortæller, at en stor del af den opgave, som begynder med en ekstern undersøgelse på mandag, er at få genopbygget tilliden mellem ledelse og medarbejdere.
- Det har vi brug for allesammen. Der er ikke nogen, som skal føle sig krænket, når de går på arbejde, på nogen som helst måde. Det skal ske gennem dialog, hvor medarbejdere og ledelse skal nærme sig hinanden.