Østjysk retssag: Homeland Security vidner i sag om ulovlig våbenhandel

Special agent fra Homeland Security i USA vidner i retssag i Horsens og betegner kommunikation som avanceret.

På en berygtet markedsplads på den mørke del af internettet fik amerikanske politifolk, der optrådte som sælgere af våben, kontakt med svenske købere. Resultatet er en stor straffesag i Danmark. Den handler om køb af 83 skydevåben.

Kontakten opstod på en hjemmeside med navnet Berlusconi, som blev lukket efter en indsats af Europol og italiensk politi sidste år.

Netop på Berlusconi på the Dark Web har undercoverbetjente fra politienheden Homeland Security Investigation (HSI) i USA flere gange ledt efter kriminelle. Det fortæller special agent Christopher Diorio fredag i Retten i Horsens.

- Hjemmesiden tillod sælgere og købere at udveksle næsten alle ulovlige varer, man kan forestille sig, siger Christopher Diorio til nævninger og dommere.

Hvis de amerikanske politifolk efterforsker mod en køber, optræder de som sælgere. Enten overtager de den profil, som en anholdt har benyttet sig af, og fortsætter den anholdtes ulovlige aktiviteter. Eller også opbygger betjentene en såkaldt persona - en falsk profil.

- Som oftest vil vi samarbejde med andre politimyndigheder, hvis vi ikke har jurisdiktion, og så vil vi gennemføre det, vi kalder en kontrolleret leverance, siger den amerikanske betjent.

Netop to kontrollerede leverancer af skydevåben i Vamdrup og på en rasteplads ved Skanderborg var, hvad den konkrete efterforskning førte til i samarbejde med dansk politi, herunder PET.

Som regel forsøger betjentene at videreføre en kontakt gennem kommunikation på WhatsApp, Signal eller Wickr, fortæller betjenten fra USA.

Sagen, der både indvolvere våben, amerikanske efterretningsfolk og kriminelle bosat i Sverige, bliver behandlet i Retten i Horsens og fortsætter i næste uge.
Sagen, der både indvolvere våben, amerikanske efterretningsfolk og kriminelle bosat i Sverige, bliver behandlet i Retten i Horsens og fortsætter i næste uge. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Er amerikansk efterretningsaktion i strid med dansk lovgivning?

Omdrejningspunktet i sagen i Horsens er, om amerikansk politi gik videre, end dansk lovgivning tillader. Altså om nogen blev lokket til at gøre noget, de ellers ikke ville.

De fem tiltalte i sagen - der alle er bosat i Sverige - nægter sig skyldige. Og deres forsvarere har også sagt, at efterforskningen med en såkaldt honningkrukke er ulovlig efter dansk ret.

Betjent Diorio forsikrer dog Retten i Horsens om, at amerikansk lov hindrer, at borgere lokkes i en fælde. Andre betjente fra USA og Danmark vil senere i sagen vidne anonymt om, hvad der konkret skete i efterforskningen.

Eksperten fra HSI bliver dog præsenteret for et eksempel på kommunikation fra profilen "Jim Brandt", som to af de tiltalte i sagen ifølge anklagemyndigheden stod bag.

Beskeden blev både beskyttet af en såkaldt PGP-kryptering - det står for "privat good privacy" - og af, at den blev sendt i en krypteret mail.

- Mere end ét lag kryptering er som regel mere, end hvad vi kan få hul på, bemærker betjenten.

I kommunikationen om våben foreslår "Jim Brandt" blandt andet specielle metoder til at skjule betalingens oprindelse i kryptovalutaen bitcoins. På den baggrund fastslår betjenten fra USA, at der ikke er tale om nybegyndere.

- Det er alle avancerede mekanismer, der bruges for at skjule, hvad man foretager sig, siger Diorio.

To af de i alt fem tiltalte afviser, at de står bag "Jim Brandt". Den enes forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, får under sin udspørgen frem, at Homeland Security selv og også CIA ligeledes har hjemmesider på Dark Web.

I Danmark skal retten give en tilladelse, før politiet kan iværksætte en agent-operation. Blandt andet skal der være en begrundet mistanke. Men sådan er det ikke i USA.

- HSI har bemyndigelse til at optræde undercover i specifikke situationer. Vi går ikke til en dommer for at få en tilladelse. Vi har bemyndigelse af Kongressen, siger Christopher Diorio.

Sagen fortsætter i næste uge.

Coronatest Region Midt 20.08.2020

Corona-opdatering: 1603 nye smittede med coronavirus

Skærmbillede 2020-12-04 kl. 13.01.54

Mette Frederiksen: - Vi kan ikke danse rundt om juletræet, som vi plejer

Hornslet Skole pavillon

By med vokseværk får ny skole: Her skal den ligge

smartphone telefon mobiltelefon

30-årig anholdt i sag om omfattende svindel mod ældre

Anika kan endelig få sin behandling - verdens dyreste behandling

Målet er nået: Anika kan få verdens dyreste behandling

s6qt8t43fs2c2nt6h20201201121714

playSygeplejerske går på arbejde med ondt i maven – nu er der hjælp på vej