Kommune til medarbejdere: Vask hænder i koldt vand
Horsens har nu også været i værktøjskassen for at finde de bedste sparetips. Det betyder blandt andet sløjfning af skøjtebane.
Heller ikke i Horsens bliver der piruetter på skøjtebanen på Rådhustorvet i år.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at der bliver skruet på en lang række termostater og indført energisparende foranstaltninger i kommunale bygninger.
Det betyder, at eksempelvis biblioteker, kulturtilbud, sportshaller, Rådhuset og øvrige administrationsbygninger får sænket temperaturen til 19 grader. I svømmehallerne sænkes temperaturen med to grader, mens saunaer og dampbade som udgangspunkt slukkes.
Hvis der er brug for yderligere tiltag på området, vil vi naturligvis sætte hurtigt ind.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at horsensianerne ikke kan samles om byens skøjtebane, som vi plejer. Men i den nuværende situation vurderer vi, at det her er et nødvendigt bidrag til forsyningssikkerheden, siger Bjarke Butt Eriksen, direktør i teknik og miljø i pressemeddelelsen.
Der vil også blive slukket for udendørsbelysning af kommunale bygningers facader, skilte og træer, og tiltagene skal effektueres senest den 30. september.
- Vask hænder i koldt vand
Det er i forbindelse med budgetaftalen, at forligspartierne har peget på, hvor der kan skrues med udgangspunkt i Energistyrelsens anbefalinger.
- Vi kommer til at følge udviklingen tæt henover efteråret og vinteren. Hvis der er brug for yderligere tiltag på området, vil vi naturligvis sætte hurtigt ind, fortæller Bjarke Butt Eriksen.
Desuden forkorter kommunen fyringssæsonen i kommunale bygninger, og der reduceres i ventilation og varmesystem, så disse kun er i brug inden for normal arbejdstid.
Alle medarbejdere og brugere af kommunale tilbud opfordres til at følge Energistyrelsens spareråd, fx at slukke for lys og skærme, holde dørene lukkede og vaske hænder i koldt vand.