Endnu en by må undvære skøjtebanen
Energikrise og høj inflation får konsekvenser for endnu en vintertradition.
Endnu en kommune tager konsekvensen af energipriserne og skrotter en vintertradition.
Nu melder Randers Kommune nemlig ud, at der ikke komme skøjtebane på Jens Otto Krags Plads i år. Det besluttede Sundheds-, Idræt- og Kulturudvalget onsdag aften.
Udvalgsformand Louise Høeg (V) kalder det enormt ærgerligt.
- Både sundhedsmæssigt og kulturelt er skøjtebanen en vigtig aktivitet. På den anden side bliver vi nødsaget til at forholde os til de stigende energipriser og det faktum, at vi står midt i en energikrise, siger udvalgsformand Louise Høeg i en pressemeddelelse.
Kommunen sætter i samme omgang sin aftale med kulturhuset Underværket, som har sået for driften af skøjtebanen, på pause.
Den nuværende aftale udløber i år.
- Underværket har i mange år driftet skøjtebanen rigtig godt. Men vi ved ikke, hvad vi ser ind i. Samtidig trænger skøjtebanen til en større renovering eller udskiftning inden for de kommende år. Derfor er det rettidig omhu at vente med at tage en beslutning, tilføjer Louise Høeg.
Udvalget vil tage drøftelserne af skøjtebanen op igen i løbet af 2023. Der er årligt omkring 23.000 besøgende på banen.
Også i Aarhus er skøjtebanen udenfor Musikhuset droppet i år.