Voldsmand bar på en krykke
Ung mand fik flere knytnæveslag i ansigtet
Ud af det blå blev en 20-årig mand pludselig overfaldet lørdag nat i det centrale Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi havde manden netop opholdt sig ved 7-Eleven omkring klokken fem, hvor han havde sagt farvel til sine kammerater efter en bytur.
Da han derefter gik hen imod Badstuegade, blev han kontaktet af en ukendt mand, som tildelte ham flere knytnæveslag i ansigtet. Slagene ramte ham på højre kind.
- Umiddelbart tyder det på, at det var umotiveret vold. Gerningsmanden og den forurettede kendte ikke hinanden, siger vagtchef Carsten Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Voldsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, 15-20 år gammel, 175-180 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var mørk i huden, havde sort, mellemlangt hår og talte dansk med accent.
Manden havde en krykke i venstre hånd og var iført en mørk vinterhue og muligvis en grå trøje.
Har du oplysninger omkring overfaldet eller genkender du voldsmanden ud fra signalementet, så kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.