Video: Påsat brand på forsorgshjem

En 23-årig beboer på forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg satte i går aften ild til sit værelse.

Beboere på forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg ved Århus fik sig i går ved 22-tiden en slem forskrækkelse, da de måtte evakueres på grund af en påsat brand.

Det var en 23-årig mandlig beboer, der af ukendte årsager satte ild til sit eget værelse. Han blev senere fundet på en bænk og taget med på politistationen.

- Manden har indrømmet, at han er gerningsmanden og bliver først på eftermiddagen fremstillet i grundlovsforhør, siger vicepolitiinspektør Jørgen Munk fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er endnu usikkert, hvornår beboerne på forsorgshjemmet kan flytte tilbage.