Vi er vilde med fyrværkeri: Tre mænd købte for 14.770 kroner

Tre randrusianere skilte sig virkelig ud fra mængden hos lokal fyrværkeriforhandler

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

1 af 2

Der er godt gang i salget af nytårsfyrværkeri, lyder det fra en af de større østjyske forhandlere. Det er især store batterier, der går som varmt brød. Et af årets salg udmærker sig ved at være særligt stort.

For den anden dag kom tre randrusianske mænd forbi for at klare købene til familiearrangementet nytårsaften, og der blev ikke sparet på noget.

- De tre gutter købte for hele 14.770 kroner. Det er meget usædvanligt. De kom i hver deres bil for at kunne overholde loven om, at man højst må køre med fem kg fyrværkeri i en almindelig bil. De gik efter lidt af det hele – batterier, store raketter, børnepakker og bordbomber, fortæller indehaver af Aalborg Fyrværkerifabrik Lagersalg, Keld Sørensen, til tv2oj.dk.

Læs også Fyrværkeri ødelagde Simons hånd: Vågnede til stanken af brændt kød

Han står for salget af Aalborg Fyrværkerifabriks produkter i Grenaa, Randers, Tilst og Hammel, og her oplever han, at efterspørgslen på fyrværkeri er stigende.

- Indtil nu ligger vi 15-20 pct. over salget fra sidste år, og i dag og i morgen er altid de største dage. Især batterierne er meget eftertragtede. Folk er gode til at tjekke vejrudsigten, og når der som i år bliver lovet gråvejr, går folk efter batterierne, siger Keld Sørensen.

Ifølge ham køber de fleste for mellem 500-1000 kroner, men det er langt fra unormalt at se køb på 2-4000 kroner.

Hos ham er det muligt at få købt sit nytårskrudt indtil kl. 15 i morgen.   

01:55

I Fårup nord for Randers var der onsdag fyrværkerikontrol af salgsstedet hos Kjeld Rishøj. Se hvordan det gik her. 

Luk video

De fem fyrværkeriråd

Når der skal skydes nytårskrudt af, skal man altid være forsigtig og overholde Sikkerhedsstyrelsens gode råd:
1. Brug altid beskyttelsesbriller
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
5. Gå aldrig tilbage til en fuser