Veteranmaskiner bliver vist frem med et smil på læben

Passionen er ikke til at tage fejl af, når samlere viser deres gamle traktorer frem

01:45

1 af 2

Denne weekend er der brummen og summen på en stubmark ved Randersvej 63 lidt uden for Stilling. Der er nemlig for første gang lokalt veteranstævne for traktorer, biler, lastbiler, motorer, motorcykler og knallerter.

Vejret har indtil videre ikke været det bedste for arrangørerne, men traktorerne kan heldigvis køre, selvom marken er lidt fedtet.

- Det er en mulighed for at vise de maskiner frem, som man går at fifler med om vinteren, og det er det, der driver det her, siger Anders Sørensen fra Stilling, der er regionschef for Traktorklubben Jylland.

Poul Torbensen er en af dem, der har taget sin traktor med til træffet.

- Det er en fin lille danskproduceret traktor, som kørte i boligforeningerne og på kirkegårde i 60'erne. Det er en bette stærk en. Jeg har lige prøvet, hvor hurtigt den kan køre, og i højt gear kan den køre 14 kilometer i timen, siger Poul Torbensen om den lille traktor.

Hvis du er interesseret i at komme ud at se de gamle maskiner, så fortsætter stævnet i dag, søndag, indtil klokken 16.

I Palle Hansens video øverst på siden kan du se billeder af de mange gamle maskiner og høre lidt mere om stævnet.