Valgbussen ruller af sted

Kommune vil få flere til at stemme til valget

Flere aarhusianere skal op af stolene og stemme ved regionsråds- og kommunalvalget den 19. november.

 

Det er missionen for Aarhus Kommune, som i morgen indfører et helt nyt initiativ for at møde borgerne.

 

En valgbus vil i de kommende uger køre rundt i kommunen og give folk mulighed for at stemme, hvor de er. Bussen er tidligere bogbus, men er nu indrettet som mobilt valgsted.

 

Klokken ni i morgen tidlig vil bussen nå frem til sit allerførste stop ud af i alt 28 stop de næste par uger.

 

Bussen vil komme forbi uddannelsesinstitutioner, væresteder, IKEA og Bilka.

- Vi vil gerne have flere til at vælge stemmeurnen frem for sofaen. Valg er en helt afgørende del af demokratiet. Det er noget, som borgere i mange andre lande kæmper for, mens jeg kan frygte, at det er noget, som mange tager for givet i Danmark, siger chef for valgsekretariatet Lene Hartig Danielsen i en pressemeddelese.

Valgbussen er en del af kampagnen "Aarhus stemmer", som skal forsøge at øge stemmeprocenten ved dette års valg.

Ved valget i 2009 var der 88.598 borgere i Aarhus kommune, der ikke benyttede sig af retten til at stemme. Det svarer til flere end hver tredje. Blandt de unge var det hver anden.  

Bussen kører til og med fredag den 15. november.

 

Du kan se hele valgbussens køreplan ved at trykke her.