Urd: Ingen kom til skade – stilladser og træer væltede

Østjyllands Politi havde en relativt rolig nat trods stormen Urd

Urd kostede også en flagstang på en ejendom nær Balle på Djursland livet

1 af 4

Østjylland slap nådigt fra stormen Urd, der ellers var meldt til at give vindstød af orkanstyrke i Randers og Norddjurs kommuner.

Ingen personer kom til skade i stormen, fortæller politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen. 

Læs også VIDEO: Urd sendte åen i Grenaa over sine bredder

Det var dog alligevel til at mærke, at det blæste temmelig kraftigt.

- Der var nogle stilladser i Aarhus Midtby, der væltede. Blandt andet på M. P. Bruunsgade og ved det gamle posthus på Vesterbro Torv, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Trafikken tilbage på ret kurs efter stormen

Politiet har også haft spærret af ved letbane-byggeriet i Lisbjerg på grund af bekymring for stormens gøren og laden.

- Men det har været mindre ting. Nogle knækkede flagstænger og væltede træer, siger Marianne Morgen. 

Urd ramte Østjylland mandag aften og tog til i styrke indtil midnat. I løbet af natten løjede vinden af. 

Mols-Linien valgte at aflyse flere afgange mellem Aarhus og Sjællands Odde, ligesom Samsø Rederi indstillede sejladsen på ruten Hou-Sælvig. 

Læs også Stormen har ramt Østjylland: Topper lidt efter midnat

Stormen var endnu voldsommere i Nordjylland og i det vestlige Jylland. Midt- og Vestjyllands Politi opfordrede mandag aften områdets beboere til ikke at bevæge sig ud i stormen. Politikredsen omfatter blandt andet Silkeborg-området.

Også Nordjyllands Politi har udsendt en lignende advarsel. 

I modsætning til kollegerne i vest og nord advarede Østjyllands Politi i aftes ikke bilister mod at køre ud på vejene.