Unik mulighed: Dykkere tog til Silkeborg for at isdykke

20 dykkere var søndag taget til Silkeborg for at isdykke

02:36

De fleste af os, glæder os nok til, at det bliver lidt varmere i Danmark igen. Men for nogen giver det kolde vejr en unik mulighed, der ellers ikke kan opleves så tit her i landet.

Det kolde vejr betyder nemlig, at søerne fryser til is, og derfor kan man få lov at isdykke. Netop den mulighed fik en gruppe dykkere til at tage turen til Silkeborg og hoppe i vandet.

- Det er lidt usædvanligt, at det kommer her i Danmark. Jeg tror, at de sidste tolv år har jeg prøvet det tre gange, hvor vi har kunne komme ud og isdykke, siger dykkerinstruktør ved BioDyk i Aarhus, Morten Benn.

Det er lidt usædvanligt, at det kommer her i Danmark.

Morten Benn, dykkerinstruktør

En tur under isen gav de cirka 20 dykkere i Silkeborg en mulighed for at opleve det frosne vand på en måde, som de færreste får lov til.

- Nu kan vi jo få lov til at gå omvendt på isen, så i stedet for at gå over vandet på isen, så kan vi gå under vandet på isen, siger Jakob Kølbæk. 

Læs også Kvinde endte i iskoldt vand - politi advarer mod at gå på isen

Ikke helt ufarligt

Man skal dog have respekt for det kolde vand, og det er ikke helt ufarligt at tage turen ned i vandet under isen.

Derfor foregik alle dyk også i par og med et 80 meter langt reb, så folkene over vandet kunne reagere, hvis uheldet var ude.

- Man kan jo ikke rigtig se, hvor de er henne af på grund af isen, men man kan se, hvilken retning de dykker i. Så hvis der skulle ske et eller andet, ved vi, at det er i den retning, vi skal søge, siger Morten Benn. 

Dykningen under isen foregik parvis og med en 80 meter lang line.

Holder sig varm

Det er nærliggende at tænke, at en tur ned i vandet på denne tid af året må være en kold fornøjelse, men dykningen foregår i tørdragt, og det betyder, at dykkerne bedre kan holde varmen i det kolde vand.

- Den har holdt mig varm det meste af tiden, men nu begynder det at blive lidt koldt. Men hvis jeg åbner op indenunder, så har jeg jo tørt tøj herinde, siger Jakob Kølbæk.